Søg op til 25.000 kroner

Nu åbner ‘den lille’ foreningspulje igen. Fra den 1. september kan jeres forening igen søge DIF og DGI’s Foreningspulje om støtte i den lille beløbskategori fra 0-25.000 kroner.

En ansøgning til DIF og DGI’s Foreningspulje kan blandt andet bruges på nyt udstyr til træningen.

DIF og DGI’s Foreningspulje er meget populær blandt idrætsforeningerne – herunder tennis-, padel- og pickleball, som søger om støtte til blandt andet sociale arrangementer, materialer og opstart af nye aktiviteter. Derfor kan der hurtigt blive ’udsolgt’, når puljen bliver åbnet. Især når det gælder den mindste kategori for ansøgninger op til 25.000 kroner.

Af den grund valgte man i år at lukke for ansøgninger til den lille kategori, da 60 procent af midlerne var blevet uddelt. På den måde har man sikret, at der også er midler til de foreninger, der har deres primære aktiviteter i vinterhalvåret, og som typisk søger sidst på året.

10 mio. kroner tilbage

Derfor er der stadig cirka 10 millioner kroner tilbage i kategorien for ansøgninger op til 25.000 kroner, og fra den 1. september og frem til alle midlerne er bevilget, vil der igen være åbent for ansøgninger.

Den store beløbskategori for ansøgninger mellem 25.001 og 300.000 kroner, har ikke været lukket, og den kan fortsat søges.

SE, HVORDAN I SØGER

Støtte til mange forskellige formål 

DIF og DGI’s Foreningspulje har eksisteret siden 2018 og har gjort en stor forskel i tusindvis af foreninger. I 2025 har der samlet set været 50 mio. kroner til uddeling, som foreningerne kan søge til blandt andet:

  • Rekruttering og fastholdelse: Tiltag, der får flere medlemmer og frivillige til at deltage i foreningen.
  • Nye aktiviteter: Opstart af nye sportsgrene, træningstilbud eller sociale arrangementer.
  • Udstyr og faciliteter: Indkøb af materialer eller mindre forbedringer af faciliteter.
  • Uddannelse og udvikling: Kurser til trænere og ledere eller workshops, der styrker foreningens kompetencer.
  • Inklusion: Projekter, der fremmer diversitet og inkluderer udsatte grupper.