Danmark må undvære verdens nummer 12, når kvindelandsholdet i tennis spiller om en plads i Billie Jean King Cup Qualifiers i Mexico.

Når Danmark i weekenden rejser til Mexico for at møde værtsnationen og Canada i Billie Jean King Cup Play-Offs, bliver det uden Clara Tauson.
Tauson trak sig fra årets sidste turneringer på WTA-touren på grund af fysiske problemer. Selvom hendes genoptræning forløber godt, er hun stadig ikke er klar til at spille kampe og er tvunget til at melde fra til landsholdet.
Billie Jean King Cup-kaptajn Jens Anker Andersen udtager ikke en ekstra spiller. Det danske hold består af Johanne Svendsen (KB), Rebecca Munk Mortensen (KB), Emma Kamper (Gentofte) og Laura Brunkel (KB).
”Det er naturligvis rigtig ærgerligt, at vi må undvære Clara. Hun er en spiller i absolut verdensklasse, og hendes erfaring betyder meget – både på og uden for banen. Men vi har stadig et stærkt hold, og jeg ved, at spillerne er topmotiverede for at levere en stærk dansk indsats,” siger Jens Anker Andersen.
Danmark møder Mexico og Canada i byen Monterrey den 14.-15. november, hvor der spilles på hardcourt udendørs. Turneringen, som strækker sig fra 14.–16. november, spilles som et gruppespil, hvor alle møder alle, og vinderen sikrer sig en plads i Billie Jean King Cup Qualifiers 2026, mens de to øvrige hold rykker ned i den regionale Group I.
Program for Billie Jean King Cup i Mexico
- Fredag den 14. november kl. 16 (lokal tid): Mexico vs. Danmark – To singler efterfulgt af en double
- Lørdag den 15. november kl. 16 (lokal tid): Danmark vs. Canada – To singler efterfulgt af en double
- Søndag den 16. november kl. 16 (lokal tid): Mexico vs. Canada – To singler efterfulgt af en double
Kampen om oprykning
- I alt syv grupper spiller Play-Offs i uge 46, og kun de syv gruppevindere rykker videre til Qualifiers i 2026.
- Puljen i Monterrey bliver dermed en nøgleopgave for det danske landshold, som i de seneste år har taget markante skridt frem internationalt.
OM BILLIE JEAN KING CUP
- Hvert år er en ny sæson i Billie Jean King Cup-sammenhæng. Det ypperste er Billie Jean King Cup Finals, der har deltagelse af otte nationer. Finals spilles i september som en vind eller forsvind-turnering.
- Det danske Billie Jean King Cup-hold spiller i november Billie Jean King Cup Play-Offs om en plads i Billie Jean King Cup Qualifiers 2026, der er det næstøverste niveau i kvindelig landsholdstennis.
- I Billie Jean King Cup Play-Offs i 2025 mødes tre nationer og spiller alle mod alle over tre dage. Hver landskamp består af to singler efterfulgt af en double. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.
- Vinder Danmark puljen med Mexico og Canada, kvalificerer Danmark sig til Billie Jean King Cup Qualifiers i 2026. Bliver Danmark nummer to eller tre, skal holdet spille Billie Jean King Cup Group I i Europe/Africa.
Team sponsor: STATE drinks