Selvom der er rigtig lang tid til OL i 2028, er det alligevel nu, man skal holde sig klar, hvis man vil se olympisk tennis eller andre sportsgrene i Los Angeles.

Måske hænger du lidt med mulen over Holger Runes alvorlige skade. I så fald er det godt at have noget at se frem til.
På med den lange kikkert og ret synet mod 2028. Her er Los Angeles vært for de olympiske lege, hvor der er alt mulig grund til at tro på, at Danmark vil være repræsenteret i tennisturneringen.
Vil man gerne være tilskuer i Californien, er det allerede i januar 2026, man kan registrere sig, hvilket er en forudsætning for at deltage i lodtrækningen om at kunne købe billetter.
Tennisturneringen ved OL spilles 19.-28. juli.
Sådan foregår billetsalget
Billetsalget er inddelt i forskellige perioder.
Registreringsperiode: Perioden, hvor du kan tilmelde dig lodtrækningen om muligheden for at købe billetter. Perioden begynder i januar 2026.
Lodtrækningsperioden: Der trækkes lod om retten til at købe billetter blandt alle dem, der har tilmeldt sig i registreringsperioden.
Timeslots: Vinderne af lodtrækningen får tildelt en bestemt tidsperiode, hvor de kan købe billetter.
Frigivelse af billetter: Billetterne bliver frigivet, og vinderne af lodtrækningen kan købe dem i den tidsperiode, de er blevet tildelt.
Læs mere på LA28’s officielle hjemmeside:
Her kan man også tilmelde sig LA28-nyhedsbrevet og automatisk få besked, når man kan registrere sig.
Det er organisationskomitéen, LA28, som står for salget af billetterne. Dansk Tennis Forbund og DIF er ikke involveret i billetsalget. Det ventes, at billetterne bliver sat til salg ad flere omgange.
På et senere tidspunkt vil der desuden komme et salg af de såkaldte hospitality-billetter, hvor man ud over en billet også køber for eksempel en middag eller overnatning. Disse billetter vil være noget dyrere.