Dermed er tennis fornemt repræsenteret med to ud af 15 nominerede til Danmarks fornemmeste sportspris.

I sidste uge blev Clara Tauson nomineret til Club La Santa, DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn 2025. Onsdag blev de sidste fem nominerede afsløret, hvilket tilføjede endnu en tennisspiller i puljen af kandidater.
Holger Rune er for tredje gang i karrieren nomineret til Årets Sportsnavn. Den danske verdensstjerne, der desværre afslutter sæsonen på skadeslisten, er nomineret for turneringssejren i Barcelona, finalepladsen i Indian Wells og placeringen som nummer 15 på verdensranglisten.
Året bød desuden på to gange fjerde runde i grand slam-turneringerne i Melbourne og Paris, samt to kvartfinaler i Masters 1000.
Vinderen af Årets Sportsnavn kåres til SPORT 2025 i Herning den 3. januar 2026.
De 15 nominerede atleter:
- Clara Tauson, tennis
- Holger Rune, tennis
- Mads Pedersen, cykling
- Anders Antonsen, badminton
- Cathrine Laudrup-Dufour, dressur
- Mathias Gidsel, håndbold
- Mathias Fullerton, bueskydning
- Niklas Larsen, cykling
- Jonas Vingegaard, cykling
- Anna Munch, sejlsport
- Rikke Mæng, skydning
- Frida Sanggaard Nielsen, roning
- Christian Andersen, SUP – Stand Up Paddle
- Daniel Wagner, paraatletik
- Mads Brandt, kajak
”Når man ser de 15 nominerede samlet, får man et klart indtryk af den kvalitet og professionalisme, der præger dansk elitesport. Det er tale om et felt, der rummer både store resultater og stærke fortællinger om hårdt arbejde og målrettethed. Jeg glæder mig over, at vi med nomineringerne kan anerkende de sportspræstationer, som har gjort året til noget særligt. Stort tillykke til alle de nominerede,” siger Hans Natorp, formand for Danmarks Idrætsforbund og medlem af prisens dommerkomité.
Om prisen
Prisen som Årets Sportsnavn er blevet uddelt siden 1991. I 2025 uddeles den i et partnerskab mellem Club La Santa, DIF og Team Danmark.
DIF og Team Danmark udpeger i alt 15 nominerede, som afsløres fem ad gangen, hvorefter der sættes navne på de tre finalister. Det er dommerkomitéen, som afgør, hvem der skal være den endelige vinder af prisen som Club La Santa, DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn 2025.
Vinderen kåres ved den store sportsgalla ’SPORT 2025’ i Herning lørdag den 3. januar 2026. Showet transmitteres direkte på DR1. Udover æren følger der 75.000 kroner med prisen.
Udvælgelseskriterier
Udvælgelsen af Årets Sportsnavn sker ud fra en helhedsvurdering af nedenstående kriterier, som er angivet i ikke-prioriteret rækkefølge. Vægtningen af de enkelte kriterier kan variere.
- Individualister: Præstationerne skal være lavet af en eller to atleter. Eksempelvis kan en double i badminton eller en spiller på et håndboldhold kåres som Årets Sportsnavn, men en firer (et hold) i roning eller et helt håndboldhold kan ikke vinde prisen – de kan vinde prisen Årets Hold.
- Global konkurrence: Hvor udbredt er sportsgrenen og disciplinen, og hvor mange af de store idrætsnationer satser på den?
- Kontinuitet og forløb: Er der mange på hinanden følgende bemærkelsesværdige resultater? Eller er der gået mange års målrettet arbejde forud for en sejr, så præstationen virker mere fokuseret og mindre tilfældig end den pludselige sejr, som ingen havde regnet med?
- Folkelighed: Udbredelsen af sporten i Danmark skaber større interesse og dermed et større pres. Samtidig er den interne, danske konkurrence hårdere.
Dommerkomitéen 2025
- H.M. Kongen
- Kulturminister, Jakob Engel-Schmidt
- Sportens Hall of Fame, Michael Laudrup
- Sportens Hall of Fame, Camilla Martin
- DIF’s bestyrelsesformand, Hans Natorp
- DIF’s administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen
- Team Danmarks bestyrelsesformand, Lars Krarup
- Team Danmarks administrerende direktør/CEO, Peter Fabrin
- Formand for KrogagerFonden, Rune Knude-Krogager