Strategi – Gode liv i tennis

Dansk Tennis Forbunds strategi for dansk tennis

Vision

For alle – hele livet – i hele Danmark

Tennis er en stærk folkesport i hele Danmark, hvor der altid er mulighed for både at udfolde og udvikle sig videre. Uanset hvem man er, og hvor man er, findes der tydelige veje i tennis – sportsligt og menneskeligt. I hele landet hører mennesker til i levende klubmiljøer, der er blandt de bedst drevne og mest kompetente i idrætten. På skuldrene af stærke foreningsfællesskaber og kompetente miljøer bygger vi muligheder til alle, der vil være med i tennisfamilien – fra de yngste til de ældste, på alle niveauer, uanset baggrund, i alle hjørner af landet.

TENNIS–kompasset

Vores arbejde i tennisforbundet er drevet af vores pejlemærker. Vi kalder dem TENNIS-kompasset.

T – Trivsel. Vi udvikler tennis ved at udvikle mennesker – i fællesskaber og kompetente miljøer – ikke gennem struktur for strukturens skyld. Fokus på mennesket og motivationen er forudsætningen for både glæde, læring og resultater.

E – Engagement. Glæde, begejstring, entusiasme og indre motivation er drivkraften i tennisdanmark. Med kærlighed til sporten tænder vi gnisten hos nye og holder ilden levende hos spillere, frivillige og ansatte i tennis.

N – Nærhed. Tennisdanmark er et fællesskab bygget på relationer, som forbundet faciliterer og vedligeholder aktivt – med dialog og samarbejde i hele landet.

N – Nytænkning. Vi ser tendenserne tidligt og arbejder proaktivt med at udvikle løsninger, der skaber reel værdi på banen og i klubhuset.

I – Integritet. Forbundet står på sine værdier, kommunikerer dem tydeligt og omsætter dem til handling. Det vi gør, gør vi helt og med vilje – med viden, kvalitet og klare prioriteringer.

S – Sport for livet. Tennis skal give mulighed for udvikling hele livet, i hele Danmark – uanset hvem, man er.  Ikke alle veje er for alle, men der skal være veje i tennis for enhver. Lysten til at udvikle sig er en naturlig drivkraft for glæde ved sporten – uanset alder, niveau, geografi og baggrund.

Tre strategiske fokusområder

Stærke klubber og kompetencer

  • Uddannelse og karriereveje i tennis
  • DTF som vidensbank og kompetencecenter

Deltagelse og udvikling hele livet

  • Børn og unge i dansk tennis
  • Konkurrencedygtig konkurrence
  • Elite- og talentudvikling

Rammer der får tennis til at lykkes

  • Digitalisering og data
  • Gode midler til gode mål
  • International indflydelse