Pickleball Team Tour: Pickleball Copenhagen forsvarer titlen

For tredje sæson i træk kunne Pickleball Copenhagen lade sig hylde som mestre i den øverste række, da DGI’s og Dansk Tennis Forbunds landsdækkende pickleballturnering for hold blev afgjort.

Smilene var brede hos Pickleball Copenhagen (1), der kunne forsvare titlen, da forårssæsonen af Pickleball Team Tour 2026 blev afgjort i weekenden.
For tredje sæson i træk kunne Pickleball Copenhagen (1) lade sig hylde som mestre i den øverste række – Divisionen – da slutspillet i Pickleball Team Tour blev afviklet i weekenden i Marienlystcentret i Odense.

Pickleball Team Tour er DGI og Dansk Tennis Forbunds landsdækkende holdturnering og udbydes i tre rækker: Divisionen, Serie 1 og Serie 2.

I semifinalen leverede københavnerne en overbevisende indsats og besejrede Ødsted Pickleball (1) med 8-0. I den anden semifinale sikrede Birkerød (1) sig finalepladsen med en 5-3-sejr over Skovbakken (1).

Finalen blev en gentagelse af tidligere sæsoners succes for Pickleball Copenhagen (1), som med en sejr på 6-2 over Birkerød (1) endnu en gang kunne løfte trofæet som vindere af den øverste række.

I Serie 1 gik guldet til Danske Pickleballers (2), der vandt finalen 6-0 over Grøndal Pickleball. I Serie 2 tog Danske Pickleballers (3) førstepladsen og sikrede samtidig oprykning til Serie 1, mens Pickleball Copenhagen (3) sluttede på andenpladsen.

Pickleball Team Tour vender tilbage i efteråret. Hold øje på Dansk Tennis Forbunds hjemmeside, hvor der vil komme yderligere information og tilmeldingslink senere på ugen.

Medaljefordeling – Forårssæsonen 2026:

Divisionen

  • Guld: Pickleball Copenhagen (1)
  • Sølv: Birkerød (1)
  • Bronze: Skovbakken (1)

Serie 1

  • Guld: Danske Pickleballers (2)
  • Sølv: Grøndal Pickleball (1)

Serie 2

  • Guld: Danske Pickleballers (3) – rykker op i Serie 1 i næste sæson af Pickleball Team Tour
  • Sølv: Pickleball Copenhagen (3)

Se flere billeder fra finaledagen: