For Elmer Møller er Davis Cup noget helt særligt. Ikke kun fordi han spiller for Danmark, men fordi han spiller som en del af et hold, der står sammen – også når det bliver svært.

Elmer Møller har allerede leveret flere store øjeblikke i rødt og hvidt. Han slog tennisstjernen Alexander Bublik i Kasakhstan og sikrede Danmark den samlede sejr over Serbien, da han besejrede Hamad Medjedovic foran 12.000 mennesker i Royal Arena sidste år.
”Det var hundrede procent kæmpe momenter. Dem kommer jeg slet ikke til på nogen måde nogensinde at glemme,” siger Elmer Møller.
For ham er det netop noget af det særlige ved Davis Cup. I en sport, der ellers er individuel, bliver han en del af noget mere.
”Tennis er en individuel sport, og det er jo ikke så tit, at man får lov til at være en del af et hold. Jeg synes, der har været enormt mange fede kampe og ’ties’ over de sidste par år. Det har virkelig været et fedt hold at være en del af.”
Og når holdet spiller på hjemmebane, kommer endnu en dimension til.
”Når man spiller i Danmark, og der er danskere, der kommer ud og kigger, så skaber det en anden form for stemning end til individuelle turneringer. Jeg tror, kombinationen af den der holdånd og at folk kommer og kigger, gør det specielt.”
Holdånd og sammenhold
En af det danske holds styrker er ifølge Elmer Møller evnen til at stå sammen – også når man ikke selv er på banen.
”Jeg synes, vi er gode til – uanset om man spiller eller ej – at være der for hinanden. Man skal ikke undervurdere, hvor meget bænken gør i sådan nogle ’ties’. Jeg synes, det er en stor del af det at vide, at ens hold virkelig er der.”
Og holdets indsats handler ikke kun om dem, der spiller. For Elmer Møller betyder det også noget at levere for de mange danskere, der møder op på tribunerne.
”Det var vigtigt at give alle de mennesker, som har brugt deres weekend på at komme ud og kigge,en følelse af, at vi også leverede. Når så mange mennesker kommer ud, så giver vi dem noget, de kunne stå tilbage og være tilfredse med. Det betyder også noget for mig.”
DR sender Davis Cup-kampene mellem Danmark og Bulgarien på DR’s kanaler og DRTV. Fredag spilles der to singler fra klokken 16. Lørdag spilles først en double klokken 12 og siden yderligere to singler.
Danmarks trup
Holger Rune
- Født: 29. april 2003 (23 år)
- Klub: KB
- Rangering single: 144
- Rangering double: –
- Davis Cup-debut: 2018
- Landsholdsudtagelser: 8
- Kampstatistik i DC: 10-4
Elmer Møller
- Født: 9. juli 2003 (23 år)
- Klub: KB
- Rangering single: 174
- Rangering double: –
- Davis Cup-debut: 2022
- Landsholdsudtagelser: 11
- Kampstatistik i DC: 7-5
August Holmgren
- Født: 22. april 1998 (28 år)
- Klub: Gentofte
- Rangering single: 241
- Rangering double: 545
- Davis Cup-debut: 2017
- Landsholdsudtagelser: 13
- Kampstatistik i DC: 9-5
Carl Emil Overbeck
- Født: 11. august 2001 (25 år)
- Klub: KB
- Rangering single: 289
- Rangering double: 335
- Davis Cup-debut: 2026
- Landsholdsudtagelser: 2
- Kampstatistik i DC: 0-1
Johannes Ingildsen
- Født: 1. juli 1997 (29 år)
- Klub: KB
- Rangering single: 956
- Rangering double: 157
- Davis Cup-debut: 2019
- Landsholdsudtagelser: 13
- Kampstatistik i DC: 7-5
Kaptajn: Frederik Løchte Nielsen
Teamsponsor for Davis Cup-holdet: Renault
OM DAVIS CUP-KAMPEN
Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. To singler på førstedagen. En double efterfulgt af to singler på andendagen. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.
Kampen foregår i World Group I. Vinder Danmark over Bulgarien, spiller Danmark Davis Cup Qualifiers 1st round i starten af det nye år. Modstanderen findes i så fald ved lodtrækning til november.
Taber Danmark til Bulgarien, skal holdet i stedet spille World Group I play-offs i starten af det nye år. Modstanderen vil blive fundet ved lodtrækning.
FORSTÅ DAVIS CUP-SYSTEMET
Hvert år er en ny sæson i Davis Cup-sammenhæng. Det ypperste er Davis Cup Finals i november med deltagelse af 8 nationer. Til Finals spilles der et cup-system, hvor hver landskamp består af to singler og en eventuelt afgørende double.
Der er to kvalifikationsrunder forud for Davis Cup Finals. I starten af året spilles Qualifiers 1st round. Her spiller 26 nationer traditionelle ude-/hjemmekampe over fem kampe om 13 pladser i Qualifiers 2nd round.
I september spiller de 13 vindere af 1st round samt sidste års viceverdensmestre (Spanien) traditionelle ude-/hjemmekampe om syv pladser ved Davis Cup Finals. Værtsnationen Italien, der også er forsvarende verdensmestre, er direkte kvalificeret til Finals.
Taberne af Qualifiers 1st round møder de 13 vindere, der samtidig har spillet på trinnet nedenunder, som kaldes World Group I Play-offs. Dette møde foregår også i september og hedder World Group I.