Gentoftespilleren August Holmgren måtte se sig slået i finalen ved ITF World Tennis Tour-turneringen i Vejle.
Det blev ikke til dobbelt dansk singlesucces ved §15.000 ITF World Tennis Tour-turneringen i Vejle. Søndag formiddag vandt Johanne Svendsen damesinglefinalen med en 2-6, 6-4, 6-1 sejr over Sohyun Park fra Sydkorea.
Efterfølgende havde August Holmgren mulighed for at gøre hende kunsten efter. På den anden side af nettet stod den 1. seedede tyrker, Ergi Kirkin (ATP: 401). Den 23-årige dansker var med i turneringen på et wild card, da hans rangering ellers kun havde rakt til en plads i kvalifikationsturneringen.
August Holmgren var nået finalen efter hårde sejre i tre sæt i både kvart- og semifinale de foregående dage.
Gentoftespilleren fik en god start på finalen, da han brød tyrkeren og kom på 3-1. Men Kirkin fik brudt tilbage og de to fulgtes ad til 6-6 og tiebreak. I tiebreaken kom Holmgren hurtigt bagud med 1-5. Og selvom han svarede godt igen med tre point på stribe, kunne han ikke forhindre Kirkin i at vinde sættet med 7-6.
Rigtig ærgerlig
I andet sæt var August Holmgren med til stillingen 2-2, hvor han tabte sit eget serveparti rent. Selvom August Holmgren fik afværget matchbolde ved både 3-5 og 4-5, lukkede Ergi Kirkin sættet og kampen med sætsejr 6-4.
”Jeg er rigtig ærgerlig lige nu. Han stiller sig langt tilbage og får rigtig god længde på alle sine returneringer og defensive slag. Så jeg skal hele tiden bygge pointet op forfra, fordi han neutraliserer mig. Så ender jeg med at misse mere og mere og laver mange uprovokerede fejl,” siger August Holmgren.
Finalen i Vejle var den anden i en professionel turnering for August Holmgren, der bruger det meste af sin tid på collegetennis i San Diego. Han nåede også finalen i en $15.000-turnering i Ystad i 2019.
”Hele ugen er selvfølgelig et selvtillidsboost i sig selv. Så jeg er klar til at gå ind og spille i KB på tirsdag. Forhåbentligt kan jeg holde fast i den disciplin, som jeg har haft i løbet af ugen i de store øjeblikke,” siger August Holmgren med adresse til den kommende uges professionelle turnering på Frederiksberg.
Vigtig dansk succes
Foruden titlen til Johanne Svendsen og finalepladsen til August Holmgren var der også stor dansk succes i herredouble. Finalen blev spillet lørdag aften og var et rent dansk opgør.
KB-duoen Benjamin Hannestad og Carl Emil Overbeck slog Christian Sigsgaard (Gentofte) og Johannes Ingildsen (KB) med 7-6, 4-6, 10-8. I damedouble nåede Olivia Gram (Kolding) semifinalen med en slovakisk makker.
I herresingle nåede Henrik Heise Korsgaard (HRT) kvartfinalen, og sammen med Simon Friis Søndergaard (KB) nåede Korsgaard semifinalen i herredouble.
Sportschefen i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen er særdeles tilfreds med danskernes præstationer ved ugens turnering, som er første gang i syv år, at der kan vindes point til verdensranglisten på dansk grund.
”Det er så vigtigt med de her turneringer i Danmark, hvor spillerne kan vinde deres første point til verdensranglisterne. Spillerne har virkelig grebet chancen denne uge i Vejle. Det gælder Ikke mindst Johanne Svendsen og August Holmgren, der har imponeret med en række fremragende indsatser,” siger Jens Anker Andersen.
I den kommende uge kan der igen vindes point til verdensranglisten i Danmark, når KB er vært for en tilsvarende $15.000 ITF World Tennis Tour-turnering. Kvalifikationen til turneringen på KB er sat i gang søndag.
Fakta om August Holmgren
- 23 år
- 1064 på verdensranglisten
- Klub: Gentofte
- Har et år tilbage på University of San Diego
Fakta om turneringen
ITF World Tennis Tour turneringen løber af stablen i Vejle Tennis klub fra søndag d. 25. juli og 8 dage frem. Der er $15.000 i samlet præmiesum for damernes double- og singleturnering. Det samme gælder for herrerne.