Johanne Svendsen tager titel på hjemmebane

17-årige Johanne Svendsen gik hele vejen i sin første internationale tennisturnering og vandt finalen i Vejle. Dermed får hun sin første rangering på verdensranglisten.

Johanne Svendsen med sejrschecken efter sin finalesejr.

Søndag stod tennistalentet Johanne Svendsen i sin første finale i sin første internationale tennisturnering for seniorer. Og det endda i Vejle Tennisklub, hvor hun startede sin tenniskarriere.

Johanne Svendsen var med i $15.000-turneringen på en såkaldt junior exempt. I turneringer på ITF World Tennis Tour-turneringer på det laveste niveau er der reserveret tre pladser til juniorer, der ligger i top-100 på juniorverdensranglisten.

I finalen stod hun over for den 1. seedede, Sohyun Park (WTA: 426). Den 19-årige sydkoreaner kom bedst fra start og vandt første sæt med 6-2.

Fra begyndelsen af andet sæt kom Johanne Svendsen igen bagud med et break. Men nede 2-4 vandt danskeren fire partier i træk og tog sættet med 6-4. Så var Park knækket og Johanne Svendsen afgav kun et enkelt parti i afgørende sæt.

”Det er helt vildt overvældende. Jeg er mega mega-glad lige nu. Jeg spillede et dårligt første sæt, hvor hun sad på mig og jeg tænkte ’no chance, jeg vinder den her kamp’. Men jeg fik kæmpet mig tilbage, og nu står jeg som vinder,” siger Johanne Svendsen.

Det 17-årige stortalent fik god støtte fra de fremmødte tilskuere, der blandt andet talte familie og venner.

”Det her er en kæmpe milepæl for mig. Det havde jeg slet ikke forventet. Jeg plejer altid at få virkelig mange nerver på, når familie og venner kommer og kigger, for det er jeg ikke vant til, når jeg spiller i udlandet, men jeg synes jeg får lukket det meget godt ude. Jeg er superglad for, at der kom så mange og bakkede mig op,” siger Johanne Svendsen

Med titlen følger 10 point til verdensranglisten, som Johanne Svendsen første gang vil træde ind på, når den opdateres 9. august.

Mulighed for endnu en dansk titel

I skrivende stund afvikles herrernes finale ved ITF World Tennis Tour-turneringen i Vejle. Her er der mulighed for mere dansk succes, idet August Holmgren møder 1. seedede Ergi Kirkin fra Tyrkiet.

August Holmgren fra Gentofte er med i turneringen på et wild card. Sportschefen i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen er særdeles tilfreds med danskernes præstationer ved ugens turnering, som er første gang i syv år, at der kan vindes point til verdensranglisten på dansk grund.

”Det er så vigtigt med de her turneringer i Danmark, hvor spillerne kan vinde deres første point til verdensranglisterne. Spillerne har virkelig grebet chancen denne uge i Vejle. Det gælder Ikke mindst Johanne Svendsen og August Holmgren, der har imponeret med en række fremragende indsatser,” siger Jens Anker Andersen.

Titlen i herredouble gik også til et dansk par. I finalen, som blev spillet lørdag aften, besejrede KB-duoen Benjamin Hannestad og Carl Emil Overbeck endnu en dansk duo i form af Christian Sigsgaard (Gentofte) og Johannes Ingildsen (KB) med 7-6, 4-6, 10-8.

I den kommende uge kan der igen vindes point til verdensranglisten i Danmark, når KB er vært for en tilsvarende $15.000 ITF World Tennis Tour-turnering. Kvalifikationen til turneringen på KB er sat i gang søndag.

Fakta om Johanne Svendsen

  • 17 år
  • 46 på juniorverdensranglisten
  • Fra Vejle
  • Nuværende klub: Hørsholm Rungsted Tennisklub
  • Johanne Svendsen deltager i turneringen på en såkaldt junior exempt. I den professionelle turnering er der reserveret tre pladser til ungdomsspillere, der ligger i top 100 på juniorverdensranglisten
  • Johanne har i år spillet både juniorudgaven af French Open og Wimbledon. I sidste uge var hun til U18 EM i Schweiz

Fakta om turneringen

ITF World Tennis Tour turneringen løber af stablen i Vejle Tennis klub fra søndag d. 25. juli og 8 dage frem. Der er $15.000 i samlet præmiesum for damernes double- og singleturnering. Det samme gælder for herrerne.

Info, resultater og kampprogrammer

Se lodtrækninger og resultater for damernes turnering her

Se lodtrækninger og resultater for herrernes turnering her