Danmark slår Letland og rykker op

Danmarks hold i Billie Jean King Cup vandt fire sejre i træk og sikrer sig en play-off kamp i november.

Det danske kvindelandshold i tennis har leveret det største resultat i årtier. Med tre sejre på stribe over Bulgarien, Ungarn og Grækenland kunne holdet med en sejr lørdag over Letland sikre sig oprykning fra Billie Jean King Cup Europe/Africa Group I til Play-Offs i efteråret.

Holdet gjorde arbejdet færdig. Johanne Svendsen vandt først 6-3, 7-5. Efterfølgende lukkede Clara Tauson kampen. Dermed vandt begge spillere alle deres singler i løbet af ugen. Nu venter der en kamp til november, som potentielt kan være på hjemmebane. Det vil være første gang i historien, at et dansk kvindelandshold spiller på hjemmebane.

”Det er helt skørt at tænke på, at vi sidste år spillede en drabelig kamp mod Egypten om ikke at rykke ned. Nu står vi her et år senere og har en potentiel hjemmekamp og er på vej op i den allerbedste gruppe i hele verden. Det er surrealistisk, synes jeg faktisk, og en vanvittig holdpræstation,” siger Clara Tauson.

Billie Jean King Cup Play-Offs spilles i weekenden i uge 46 i november 2024. Det internationale tennisforbund har endnu ikke bekræftet, hvornår der trækkes lod til Billie Jean King Cup Play-Offs. Men ITF oplyser, at det bliver i slutningen af april.

Stort pres

Letland havde ikke noget at spille for. Og det kunne ses i holdopstillingen, der var uden den store stjerne Jelena Ostapenko, som ligger nummer 10 i verden.

Derfor skulle Johanne Svendsen i dagens første kamp op imod 16-årige Adelina Lachinova, der er nummer 293 på juniorverdensranglisten. Det blev først og fremmest en mental udfordring, da Johanne Svendsen spillemæssigt var den klart bedste.

Den danske andensingle virkede en anelse anspændt i kampens indledning. Men det hjalp, da hun brød serv til 3-2. Herefter fløj Johanne Svendsen frem til 5-2, inden letten reducerede til 3-5. Johanne Svendsen lukkede sættet med 6-3.

Sættet gav momentum til den 19-årige dansker, som uden problemer kom på 5-0 i andet sæt. Snublende nær den endelige sejr føltes presset pludselig ekstra stort for Johanne Svendsen. Uden en eneste dansk matchbold kom Lachinova tilbage på 5-5.

Johanne Svendsen fik kæmpet sig på 6-5 i egen serv. Da Adelina Lachinova skulle serve næste gang, kom Svendsen på 0-40. Men ingen af matchboldene blev omsat til sejr. Det samme galt den fjerde matchbold. Men på femte matchbold leverede Lachinova en dobbeltfejl, der gav dansk forløsning.

Hurtig afslutning

Så var det op til Clara Tauson, der mødte verdensranglistens nummer 110, Darja Seminastaja. Clara kom ind til kampen som ubesejret i Billie Jean King Cup i otte singlekampe i træk. Det kunne ses fra start, hvor Clara Tauson dominerede.

Uden de store problemer vandt Clara Tauson første sæt med 6-1. Herefter opgav Darja Seminastaja kampen med en skade, så Danmark kunne give sig i kast med sejrsdansen: ”Hvem var det, der vandt i dag?”.

”Det er en helt vild følelse. Igen en stor holdpræstation af os. Selvom min modstander trækker sig i dag, er jeg ret sikker på, at jeg havde vundet, fordi jeg følte, jeg var bedre fra start til slut. Johanne leverer en vigtig sejr for os, så vi ikke skal ud i en afgørende double,” siger Clara Tauson.

Efterfølgende ønskede Letland ikke at spille den sidste doublekamp.

Resultater

Danmark – Letland 2-0

Lørdag – kamp i oprykningspulje

  • Johanne Svendsen – Adelina Lachinova 6-3, 7-5
  • Clara Tauson – Darja Seminastaja 6-1, rtd.
  • Doublen blev ikke spillet

Danmark – Ungarn 2-1

Onsdag – kamp i puje A

  • Johanne Svendsen – Adrienn Nagy 6-2, 6-4
  • Clara Tauson – Natalia Szabanin 6-0, 6-0
  • Rebecca Munk Mortensen Laura Brunkel – Fanni Stollar/Natalia Szabanin 4-6, 2-6

Danmark – Bulgarien 2-1

Tirsdag – kamp i pulje A

  • Johanne Svendsen – Lia Karatancheva 6-2, 6-2
  • Clara Tauson – Viktoriya Tomova 6-4, 6-2
  • Rebecca Munk Mortensen/Laura Brunkel – Lia Karantancheva/Isabella Shinikova 4-6, 4-6

Danmark – Østrig 1-2

Mandag – kamp i pulje A

  • Caroline Wozniacki – Silja Kraus 0-6, 0-1 rtd.
  • Clara Tauson – Julia Grabher 6-2, 6-3
  • Johanne Svendsen/Rebecca Munk Mortensen – Silja Kraus/Melanie Klaffner 3-6, 5-7

OM BILLIE JEAN KING CUP

Det danske Billie Jean King Cup-hold spiller i Europe/Africa Group I, der er det tredjehøjeste landskampsniveau for kvinder.

De enkelte holdkampe spilles over én dag og afgøres bedst af tre kampe – først to singler og til sidst en double. Singlerne spilles bedst af tre sæt med tiebreak ved 6-6. Doublerne spilles bedst af tre sæt med ’no-ad’ i partierne, og tredje sæt spilles som en matchtiebreak til 10.

Kampprogram for Danmark

Alle dage er med udgangspunktet med kampstart klokken 12 dansk tid. 

  • Mandag: Danmark – Østrig
  • Tirsdag: Danmark – Bulgarien
  • Onsdag: Danmark – Ungarn
  • Torsdag: Danmark sidder over
  • Fredag: Danmark – Grækenland
  • Lørdag: Danmark – Letland

Turneringsformat

Holdet skal spille den 8.-13. april 2024 på grus i Oeiras, en forstad til Lissabon i Portugal. De øvrige Nationer er Bulgarien, Grækenland, Holland, Letland, Norge, Portugal, Serbien, Sverige, Tyrkiet, Ungarn og Østrig.

Der skal findes fire oprykkere, der i efteråret 2024 skal spille Billie Jean King Cup Play-offs, som afgøres som traditionelle hjemme/udekampe, som man kender det fra Davis Cup. To hold rykker ned i Europe/Africa Group II, mens seks hold også spiller Group I næste år.

De 12 hold er inddelt i tre puljer med fire i hver. I puljerne spiller alle mod alle. Puljevinderne er sikret oprykning til Play-offs, men spiller alligevel alle mod alle mod hinanden for at afgøre placeringerne som et, to og tre i Europe/Africa Group I.

De tre puljetoere mødes alle mod alle. Bedste hold tager den sidste oprykningsplads. Puljetreerne mødes indbyrdes i placeringskampe. Fjerdepladserne spiller alle mod hinanden, hvor de to dårligste hold rykker ned i Europe/Africa Group II.

Danmark skal dermed spille fem kampe over seks dage, hvor der med sikkerhed er kampe på de tre første dage.

FORSTÅ BILLIE JEAN KING CUP-SYSTEMET

Hvert år er en ny sæson i Billie Jean King Cup-sammenhæng. Det ypperste er Billie Jean King Cup Finals med deltagelse af 12 nationer. Til Finals spilles der indledende puljer med tre hold i hver. Gruppevinderne går videre til semifinalerne. Billie Jean King Cup Finals spilles i efteråret 2024 i Sevilla.

I starten af året spilles der kvalifikationskampe til Billie Jean King Cup Finals. Samtidig spilles der Group I i Europe/Africa, Americas og Asia/Oceania på niveauet lige. Vinderne af kvalifikationskampene kvalificerer sig til Finals. Taberne skal spille Billie Jean King Cup Play-offs mod oprykkerne fra Group I i henholdsvis Europe/Africa, Americas og Asia/Oceania af.

Danmark kan tidligst være med ved Billie Jean King Cup Finals i 2025. Det kræver oprykning fra Europe/Africa Group I i april, sejr i Play-offs i efteråret 2024, og sejr i kvalifikationskampen i foråret 2025.

Den danske trup

Clara Tauson

  • Født: 21. december 2002 (21 år)
  • Klub: KB
  • Rangering: 87
  • Billie Jean King Cup-debut: 2017
  • Kampstatistik i BJK Cup: 10-5

Caroline Wozniacki

  • Født: 11. juli 1990 (33 år)
  • Klub: KB
  • Rangering: 118
  • Billie Jean King Cup-debut: 2005
  • Kampstatistik i BJK Cup: 20-11

Johanne Svendsen

  • Født: 15. maj 2004 (19 år)
  • Klub: Hørsholm Rungsted
  • Rangering: 516
  • Billie Jean King Cup-debut: 2022
  • Kampstatistik i BJK Cup: 6-10

Rebecca Munk Mortensen

  • Født: 1. november 2005 (18 år)
  • Klub: KB
  • Rangering: 604
  • Billie Jean King Cup-debut: 2022
  • Kampstatistik i BJK Cup: 3-9

Laura Brunkel

  • Født: 15. maj 2006 (17 år)
  • Klub: KB
  • Rangering: Ikke rangeret
  • Rangering juniorverdensranglisten: 105
  • Billie Jean King Cup-debut: Mulig debutant

Billie Jean King Cup-kaptajn: Jens Anker Andersen

Team sponsor: STATE drinks

Fakta om Billie Jean King Cup

  • Spilles i Europe/Africa Group I
  • Sted: Complexo de tenis do Jamor i Oeiras, Portugal
  • Dato: 8.-13. april 2024
  • Underlag: Grus