BJK Cup: Danmark vinder nedrykningskamp mod Egypten

Det danske kvindelandshold i tennis vandt den altafgørende double ved Billie Jean King Cup mod Egypten. Holdet har dermed sikret sig endnu et år i group I.

Danmark sikrede sig lørdag endnu et år i Europe/Africa Group I i den verdensomspændende Billie Jean King Cup. Det stod klart, efter holdet slog Egypten med 2-1 i kampen om at undgå nedrykning.

Det danske Billie Jean King Cup-hold var endt næstsidst i sin indledende pulje efter fire nederlag og en enkelt sejr. Det var den placering, som gjorde, at danskerne lørdag skulle op mod Egypten, der var endt sidst i deres pulje.Clara Tauson, der indtil videre kun har spillet singler ved årets BJKC, blev også sat ind i den afgørende double. Og det var en tilfreds dansker, der efter kampen kunne fejre sejren med sit hold.

”Det betyder meget at få et år mere på dette niveau, det giver også mig ekstra lyst til at komme. Vi skal spille mod rigtig gode spillere i den er her gruppe. Ærgerligt at vi står i en nedrykningskamp igen, men at vi bliver her og at jeg kan få nogle gode kampe i fremtiden også, er rigtig vigtigt for mig,” sagde Clara Tauson efter kampen.

”Jeg har også spillet lidt med mit hold i KB, men det er anderledes at spille på et hold, men det er dejligt at have et hold at komme ud til efter sådan en hård kamp som i dag.”

Svær start

I første kamp på anlægget i Antalya skulle Rebecca Munk Mortensen op mod Egyptens Lamis Alhussein. Danskeren, der har spillet flest kampe for Danmark ved årets BJK Cup, satte sig fra starten på kampen og havde på under 20 minutter bragt sig foran 4-0. Der var aldrig tvivl om sættets udfald, som den 17-årige dansker vandt sikkert 6-1.

Alhussein skruede dog op for niveauet fra starten af andet sæt, og brød Mortensen til 2-2. Derfra brød danskeren og egypteren skiftevis hinandens serv, indtil egypteren bragte sig foran 5-3. Det så dermed svært ud for danskeren, der dog ikke havde i sinde at give op, og tog de efterfølgende to partier i træk. Men Alhussein svarede igen og brød til 7-5.

Så skulle det hele afgøres. Tredje sæt blev i høj grad på egypterens præmisser, som vandt sættet sikkert 6-1.

”Jeg startede rigtig godt ud. I første sæt var jeg spilstyrende og tålmodig og gjorde egentlig bare det, jeg skulle gøre for at vinde boldene og lod hende lave nogle fejl og gå lidt i panik. Langt hen ad vejen troede hun ikke rigtig på det og blev lidt frustreret på sine holdkammerater,” sagde Rebecca Munk Mortensen efter kampen.

”Jeg ikke rigtig taget mine chancer i andet sæt, og det gav hende noget selvtillid, som gjorde, at hun fik slået de slag, hun ikke kunne slå i første sæt og ændrede lidt i sin spillestil, som gjorde det svært for mig at holde det spil, som havde fungeret så godt i hele første sæt. Og det var desværre skyld i, at jeg endte med at tabe kampen.”

Suveræne Tauson

Så var det op til Clara Tauson at hive den sejr hjem for Danmark, der var livsnødvendig for at bevare håbet om at blive i gruppen. Tauson, der er ubesejret ved årets Billie Jean King Cup, stod i dagens anden kamp overfor Sandra Samir, som før dagens nedrykningskamp havde stået for Egyptens eneste BJKC-sejr i år, hvor hun vandt sin singlekamp mod Tyrkiet.

Danskeren, der ligger nummer 130 i verden, leverede en flot præstation i første sæt, og lukkede sættet til 6-3.

I andet sæt kom egypteren foran 2-0, men Tauson fik hurtigt udlignet, og den 20-årige dansker, tennisstjerne spillede varieret og særligt de drilske stopbolde fik frustrationerne frem i den fem år ældre egypter. Efter en flot præstation lukkede danskeren sættet sikkert til 6-3.

Den afgørende double

Så skulle det hele afgøres i doublen, hvor Danmark stillede med en ny konstellation i form af Johanne Svendsen og Clara Tauson, mens der var genvalg til de egyptiske singler – Sandra Samir og Lamis Alhussein.

Den egyptiske duo kom bedst fra start og sikrede sig en føring på 3-0, men danskerne kæmpede sig tilbage og udlignede til 3-3. Derfra så Tauson/Svendsen sig ikke tilbage og hev første sæt hjem 6-4.

Andet sæt startede med endnu en egyptisk føring, men danskerne, der aldrig har spillet en double sammen før, kom stærkt tilbage. Derfra fulgtes Danmark og Egypten ad, og sættet skulle afgøres i en tiebreak, som egypterne vandt 7-0.

I det afgørende sæt var nerverne uden på tøjet, men arbejdet skulle gøres færdigt, og Tauson/Svendsen bragte sig foran fra start. Med en føring på 3-0 havde Danmark lagt sig i selen til en sejr, som danskerne sikkert hev hjem.

Hos Billie Jean King Cup-kaptajnen, Jens Anker Andersen, ser frem til et år mere, hvor der skal spilles tennis mod stærke tennisnationer.

“Vi holder rækken og er sikker på at få nogle kampe mod gode nationer igen om et år med et ungt hold, der forhåbentligt glæder sig til at komme afsted og har et år til at have det i baghovedet og blive mere rutinerede og bedre. Forhåbentlig har Clara muligheden for at deltage igen næste år. Med Clara på holdet er alt muligt,” siger Jens Anker Andersen.

Resultater og kampprogram

Mandag

Danmark – Kroatien 2-1

  • Johanne Svendsen – Petra Marcinko (WTA: 211) 6-2, 5-7, 5-7
  • Clara Tauson – Antonia Ruzic (WTA: 207) 7-6(6), 6-1
  • Johanne Svendsen/Rebecca Munk Mortensen – Petra Marcinko/Tara Wurth 6-3, 7-5

Tirsdag

Danmark – Sverige 1-2

  • Rebecca Munk Mortensen – Caijsa Henneman (WTA: 333) 6-2, 1-6, 2-6
  • Clara Tauson – Rebecca Peterson (WTA: 74) 2-6, 6-2, 6-4
  • Johanne Svendsen/Rebecca Munk Mortensen – Caijsa Henneman/Kajsa Persson 3-6, 2-6

Onsdag

Danmark – Norge 1-2

  • Rebecca Munk Mortensen – Ulrikke Eikeri (WTA: 728) 6-3, 6-4
  • Johanne Svendsen – Malene Helgø (WTA: 335) 6-3, 6-4
  • Johanne Svendsen/Rebecca Munk Mortensen – Ulrikke Eikeri/Malene Helgø 7-6, 6-3

Torsdag

Danmark – Serbien 0-3

  • Sarafina Hansen – Mia Ristic 2-6, 3-6
  • Rebecca Munk Mortensen – Lola Radivojevic (WTA: 269) 4-6, 0-6
  • Sarafina Hansen/Natacha Schou – 0-6, 3-6

Fredag

Danmark – Bulgarien 1-2

  • Rebecca Munk Mortensen – Lia Karatancheva (WTA: 518) 0-6, 0-6
  • Clara Tauson – Gergana Topalova (WTA: 308) 6-3, 6-1
  • Johanne Svendsen/Rebecca Munk Mortensen – Gergana Topalova/Lia Karatancheva 3-6, 6-3, 1-6

Lørdag

Danmark – Egypten 1-1

  • Rebecca Munk Mortensen – Lamis Alhussein (WTA: 940) 6-1, 5-7, 1-6
  • Clara Tauson – Sandra Samir (WTA: 455) 6-3, 6-3
  • Clara Tauson/Johanne Svendsen – Lamis Alhussein/Sandra Samir 6-4, 7-6(0), 6-1

OM BILLIE JEAN KING CUP 

Det danske Billie Jean King Cup-hold spiller i Europe/Africa Group I, der er det tredjehøjeste landskampsniveau for kvinder.

De enkelte holdkampe spilles over én dag og afgøres bedst af tre kampe – første to singler og til sidst en double. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.

Turneringsformat

Holdet skal spille den 10.-15. april 2023 på grus i tyrkiske Antalya. De øvrige hold er Bulgarien, Kroatien, Egypten, Holland, Letland, Norge, Serbien, Sverige, Tyrkiet og Ungarn.

Holdene er inddelt i en pulje med fem hold og en pulje med seks hold. Puljevinderne rykker begge op, men spiller en indbyrdes placeringskamp. Puljetoerne spiller indbyrdes om oprykning. Nummer tre og fire i puljerne spiller placeringskampe indbyrdes. Femtepladserne fra puljerne spiller mod hinanden om at undgå nedrykning. Sidstepladsen i puljen med seks hold rykker direkte ned.

Den danske trup

Clara Tauson

  • Født: 21. december 2002 (20 år)
  • Klub: KB
  • Fra: Gentofte
  • Rangering: 130
  • Billie Jean King Cup-debut: 2017

Johanne Svendsen

  • Født: 15. maj 2004 (18 år)
  • Klub: Hørsholm Rungsted
  • Fra: Vejle
  • Rangering: 431
  • Billie Jean King Cup-debut: 2022

Rebecca Munk Mortensen

  • Født: 1. november 2005 (17 år)
  • Klub: KB
  • Fra: Solrød
  • Rangering: 998
  • Rangering juniorverdensranglisten: 41
  • Billie Jean King Cup-debut: 2022

Sarafina Olivia Hansen

  • Født: 7. juni 2005 (17 år)
  • Klub: Hørsholm Rungsted
  • Fra: Taastrup
  • Rangering: Ikke rangeret
  • Rangering juniorverdensranglisten: 186
  • Billie Jean King Cup-debut: Debutant

Natacha Schou

  • Født: 6. april 2004 (19 år)
  • Klub: KB
  • Fra: Holte
  • Rangering: Ikke rangeret
  • Billie Jean King Cup-debut: Debutant

Billie Jean King Cup-kaptajn: Jens Anker Andersen

Team sponsor: STATE drinks

Fakta om Billie Jean King Cup

  • Spilles i Europe/Africa Group I
  • Sted: MTA Tennis Academy i Antalya, Tyrkiet
  • Dato: 10.-15. april 2023
  • Underlag: Grus