BJKC: Dansk comeback-sejr over Estland

Danmark fik sin første sejr ved Billie Jean King Cup, da Estland blev besejret i den sidste gruppekamp. Dermed kan Danmark se frem til en mere overkommelig modstander i lørdagens kamp om at undgå nedrykning.

Sofia Samavati og Johanne Svendsen havde grund til at knytte næven, da de slog Estland.

Danmark og Estland stod torsdag overfor hinanden i en direkte kamp om at undgå sidstepladsen i den indledende pulje ved Billie Jean King Cup i Antalya.

Begge hold skal lørdag spille mod et hold fra den anden pulje om at undgå nedrykning fra Europe/Africa Group I. Men vinderen af dagens kamp skal møde sidstepladsen fra den anden pulje, hvilket alt andet lige forbedre mulighederne for overlevelse på tredjehøjeste landskampsniveau for kvinder.

Og det blev danskerne, der i sidste ende trak sig sejrrigt ud med 2-1 efter gevinst i den afgørende double.

Artiklen fortsætter under videoen.

Tungtslående ester

Johanne Svendsen mødte i første kamp Maileen Nuudi, der har været Estlands bedste kort med singlesejre i begge de foregående kampe mod henholdsvis Serbien og Tyrkiet.

Fra start af viste Nuudi med sine tunge grundslag, at de sejre ikke var nogen tilfældighed. På lidt under en halv time havde hun taget sættet med 6-1.

En ellers frustreret Johanne Svendsen kom bedre med i andet sæt. Men Nuudi gik fra 3-3 til 5-3. Og selvom danskeren reducerede til 4-5 og reddede to matchbolde i egen serveparti, måtte hun strække våben på den tredje, da en stopbold endte i nettet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Johanne Svendsen kom under tung beskydning i sin single.

Truende nederlag blev vendt

Så lå presset solidt på skuldrene af Sofia Samavati, der var tvunget til sejr, hvis ikke jumbopladsen skulle gå til Danmark. Hun fik en god start, da hun brød Elena Malygina i kampens første parti. Men siden gik det hele esterens vej, hvorfor Malygina kunne hive sættet hjem med 6-1.

I andet sæt fik Samavati gang i sit stort anlagte spil. Men sin kraftfulde forhånd pumpede hun Malygina længere og længere tilbage på banen. En tydeligt udfordret ester sluttede sættet af med en doublefejl på to underhåndsserver.

Fra tredje sæts start spillede Sofia Samavati drømmetennis og bragte sig lynhurtigt på 3-0. Malygina svarede dog igen. Hun kom på 3-2 og 40-0 i egen serv. Men den 22-årige dansker rodede sig ud af problemerne. Samavati afgav ikke flere partier i kampen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sofia Samavatis potente forhånd banede vejen til sejr.

Endnu et comeback

Så kom det hele ned til doublen, hvor Billie Jean King Cup-kaptajn, Jens Anker Andersen, genvalgte de to singlespillere. De stod overfor Maileen Nuudi og Katrin Saar. Vinderen var sikret en kamp lørdag mod Georgien, der var uden sejre i den anden pulje.

Danskerne var fint med til 3-4, hvor Johanne Svendsens serv blev brudt. Det var den åbning, som Saar og Nuudi havde brug for. Esterne tog servede sættet hjem til 6-3.

I andet sæt fik især Samavati rigtig godt gang i sit spil. Det lagde et solidt pres på modstanderne, så den danske duo trak fra og kom på 4-1. Den føring blev forsvaret med næb og klør, så sætte kom i hus med 6-3.

Afgørende sæt fortsatte med momentum til Danmark. Samavati og Svendsen bragte sig foran med 5-2, inden to nervøse servepartier reducerede den føring til 5-4. Til gengæld holdt Sofia Samavati hovedet koldt og servede kampen hjem til stor dansk jubel.

“Virkelig god double og en virkelig god dag. Vi kæmpede hårdt, så det var fedt med en sejr. Jeg synes, at vi være stærkere mentalt på de vigtige tidspunkter. Det var det, der gjorde forskellen. Vi har spillet noget god tennis, og det giver helt sikkert selvtillid til kampen på lørdag,” siger Sofia Samavati.

Danmark sidder over fredag, mens de øvrige fire hold i puljen spiller deres sidste kamp. Lørdag spilles der op- og nedrykningskampe med holdene fra den anden pulje. Her møder Danmark Georgien, der ender sidst i den anden pulje.

”Vi fik vist, at vi hører til på det her niveau. Det har stor betydning, at vi kan gå ind til den sidste kamp med en sejr i bagagen. Alt andet lige give det også en lidt svagere modstander. Men det er ikke en fribillet til at blive i rækken. Der er stadigvæk noget arbejde, der skal gøres,” siger Billie Jean King Cup-kaptajn, Jens Anker Andersen.

OM BILLIE JEAN KING CUP

Danmark spiller i Europe/Africa Group I, der er det tredjehøjeste landskampsniveau for kvinder.

De enkelte holdkampe spilles over en dag og afgøres bedst af tre kampe – første to singler og til sidst en double. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.

Turneringsformat

Tre hold rykker op. To hold rykker ned. 11 hold i to puljer. I puljerne spilles der alle mod alle fra mandag til fredag. Puljevinderne rykker op. Puljetoerne spiller mod hinanden om oprykning. Puljetreerne spiller placeringskamp. De to nederste i hver pulje spiller mod hinanden (sidst i pulje A mod næstsidst i pulje B og omvendt). Taberne af de opgør rykker ned.

SE STILLINGEN I DANMARKS PULJE

Resultater og kampprogram

Mandag

Danmark – Tyrkiet 1-2

  • Johanne Svendsen – Pemra Özgen 2-6, 3-6
  • Sofia Samavati – Ipek Öz 5-7, 6-4, 2-6
  • Johanne Svendsen/Rebecca Munk Mortensen – Ipek Öz/Berfu Cengiz 2-6, 6-4, 6-1

Tirsdag

Danmark – Serbien 1-2

  • Johanne Svendsen – Dejana Radanovic (WTA: 435) 6-4, 6-1
  • Sofia Samavati – Aleksandra Krunic (WTA: 117) 2-6, 1-6
  • Johanne Svendsen/Rebecca Munk Mortensen – Aleksandra Krunic/Dejana Radanovic 2-6, 2-6

Onsdag

Danmark – Ungarn 0-3

  • Rebecca Munk Mortensen – Reka Luca Jani (WTA:140) 0-6, 1-6
  • Sofia Samavati – Panna Udvardy (WTA: 82) 1-6, 2-6
  • Sofia Samavati/Johanne Svendsen – Anna Bondar/Amarissa Toth 2-6, 4-6

Torsdag

Danmark – Estland 2-1

  • Johanne Svendsen – Maileen Nuudi 1-6, 4-6
  • Sofia Samavati – Elena Malygina 1-6, 6-2, 6-2
  • Johanne Svendsen/Sofia Samavati – Maileen Nuudi/Katrin Saar 3-6, 6-3, 6-4

Fredag – Danmark sidder over

Lørdag

Op- eller nedrykningskamp

Danmarks trup til Billie Jean King Cup

Sofia Samavati

  • Født: 14. februar 2000 (22 år)
  • Klub: Holte
  • Rangering single: 484

Johanne Svendsen

  • Født: 15. maj 2004 (17 år)
  • Klub: Hørsholm Rungsted
  • Rangering single: 1168
  • Rangering juniorverdensranglisten: 25

Rebecca Munk Mortensen

  • Født: 1. november 2005 (16 år)
  • Klub: KB
  • Rangering juniorverdensranglisten: 109