Davis Cup-holdet sejrer i kæmpe tennisfest

Danmark slog Indien med 3-2 i Davis Cup efter en fejende flot præstation i Hillerød. Nu venter en kamp i efteråret i World Group I.

Holger Rune var for stor en mundfuld for det indiske hold. Foto: Kennet Havgaard.

Tilskuerne i den udsolgte Royal Stage i Hillerød fik nøjagtigt, hvad de ønskede sig lørdag eftermiddag. Danmark med Holger Rune i den afgørende rolle sikrede sig nemlig en sejr over Indien i Davis Cup World Group I Play-offs.

Holger Rune lukkede Davis Cup-opgøret, da han vandt 7-5, 6-3 over Sumit Nagal. Det blev ellers en svær kamp med en velspillende inder. Men i de afgørende sekvenser viste verdens nummer 9 sin enorme klasse.

Derfor var Holger Rune også glad efterfølgende.

“Det er en fuldstændig fantastisk følelse. Det har været nogle vanvittigt gode dage med sindssyg support fra alle mennesker, der er kommet og har set os spille. Det er ikke så tit, at jeg kommer til Danmark for at spille. Men det var en fornøjelse at spille, så jeg glæder mig allerede til næste gang,” siger Holger Rune, der var iført det rød-hvide tøj til landskampen.

“Det er rigtig dejligt at have et dansk flag på min trøje og komme hjem i den her fantastiske kulisse og spille Davis Cup for mit land.”

Fremragende double

Samarbejdet fungerede forbilledeligt for Johannes Ingildsen og Holger Rune. Foto: Kennet Havgaard.

Efter fredagens to singler stod det 1-1 mellem Danmark og Indien. Davis Cup-kaptajn, Frederik Løchte Nielsen, satte lørdag Holger Rune og Johannes Ingildsen i aktion i double mod Indiens verdensklassepar med Rohan Bopanna og Yuki Bhambri.

De to danskere kom forrygende fra start og leverede et dobbeltservegennembrud. Derfra holdt de serv og vandt sættet med 6-2. I andet sæt var Rune og Ingildsen stadig først på boldene. I tredje parti fik de det afgørende break, som de holdt i mål til 6-4.

Hjemmedebut til Elmer Møller

Elmer Møller spillede sin første hjemmekamp i Davis Cup. Foto: Kennet Havgaard.

Selvom Davis Cup-opgøret var afgjort, da Danmark kom på 3-1, blev den femte kamp spillet alligevel. Her fik 19-årige Elmer Møller sin første hjemmekamp i Davis Cup mod Prajnesh Gunneswaran, der er Indiens bedst rangerede singlespiller.

I en tæt kamp måtte Elmer Møller se sig slået med 6-4, 7-6.

Med den samlede sejr bliver Danmarks næste opgave i Davis Cup-turneringens næsthøjeste niveau, World Group I, som spilles til september.

Modstanderen findes ved en lodtrækning den 9. februar, hvor det også afsløres, om Danmark skal spille på hjemme- eller udebane.

RESULTATER

Fredag

  • Holger Rune – Yuki Bhambri 6-2, 6-2
  • August Holmgren – Sumit Nagal 6-4, 3-6, 4-6

Lørdag

  • Holger Rune/Johanne Ingildsen– Rohan Bopanna/Yuki Bhambri 6-2, 6-4
  • Holger Rune – Sumit Nagal 7-5, 6-3
  • Elmer Møller – Prajnesh Gunneswaran 4-6, 6-7

Danmarks Davis Cup-trup

Holger Rune

  • Født: 29. april 2003 (19 år)
  • Klub: KB
  • Fra Gentofte
  • Rangering single: 9
  • Rangering double: 196
  • Davis Cup-debut: 2018
  • Bonus: Bedst rangerede danske herre nogensinde

August Holmgren

  • Født: 22. april 1998 (24 år)
  • Klub: Gentofte
  • Fra Snekkersten
  • Rangering single: 484
  • Rangering double: 856
  • Davis Cup-debut: 2017
  • Bonus: Ubesejret i Davis Cup (5 ud af 5 sejre)

Elmer Møller

  • Født: 9. juli 2003 (19 år)
  • Klub: KB
  • Fra Aarhus
  • Rangering single: 718
  • Rangering double: 1267
  • Davis Cup-debut: 2022
  • Bonus: Regerende dansk mester

Johannes Ingildsen

  • Født: 1. juli 1997 (25 år)
  • Klub: KB
  • Fra København
  • Rangering single: 802
  • Rangering double: 358
  • Davis Cup-debut: 2019
  • Bonus: Slog sammen med Frederik Løchte doubleverdensranglistens nummer 6, Arevalo, i seneste Davis Cup-kamp mod El Salvador

Christian Sigsgaard

  • Født: 14. marts 1997 (25 år)
  • Klub: Gentofte
  • Fra Næstved
  • Rangering single: 835
  • Rangering double: 720
  • Davis Cup-debut: 2015
  • Bonus: Har mest Davis Cup-erfaring på holdet med syv optrædener for Danmark

Davis Cup-kaptajn: Frederik Løchte Nielsen

Team sponsor: STATE drinks

Sponsor: Samsøe Samsøe

Fakta om Davis Cup-kampen

  • Spilles i World Group I Play-offs
  • Sted: Royal Stage i Hillerød
  • Dato: 3.-4. februar 2023
  • Underlag: Hard court Rebound Ace Synpave
  • Bold: Head Tour XT

Program for Davis Cup-ugen

  • Tirsdag og onsdag den 31. januar og 1. februar: Indledende træningssessioner
  • Torsdag den 2. februar: Holdopstilling, lodtrækning og pressemøde fra kl. 11.30
  • Fredag den 3. februar kl. 15.45: Indmarch efterfulgt af to singler
  • Lørdag den 4. februar kl. 12: En double efterfulgt af to singler

OM DAVIS CUP-KAMPEN

Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.

Kampen foregår i World Group I Play-offs og gælder en plads i efteråret på det næsthøjeste niveau i landskampstennis. Vinder Danmark over Indien, spiller Danmark nemlig World Group I i september. Taber Danmark til Indien, skal holdet i stedet spille World Group II senere i år.

Danmarks næste modstander vil blive fundet ved lodtrækning senest 10 dage efter Davis Cup-opgøret mod Indien.

FORSTÅ DAVIS CUP-SYSTEMET

Hvert år er en ny sæson i Davis Cup-sammenhæng. Det ypperste er Davis Cup Finals med deltagelse af 16 nationer. Til Finals spilles der indledende puljer i september. Nummer et og to i de fire puljer går videre. Kvart-, semi- og finaler spilles i november.

I starten af året spilles der kvalifikationskampe til Davis Cup Finals. Samtidig spilles der play-offs om deltagelse på de lavere niveauer – World Group I og World Group II. Vinderne af kvalifikationskampene kvalificerer sig til Finals. Taberne skal spille World Group I mod vinderne af World Group I play-offs.

Hvis Danmark vinder hele vejen – kampen mod Indien, World Group I i september 2023 og kvalifikationskamp i foråret 2024 – vil holdet være med ved Davis Cup Finals i 2024.