Holger Rune leverede tårnhøjt niveau mod Indien i Davis Cup, mens August Holmgren måtte se sig slået i tre sæt.
Det står 1-1 efter førstedagen af Davis Cup-opgøret mellem Danmark og Indien i World Group I Play-offs. Dermed er det helt åbent, inden afgørelsen skal findes lørdag.
Holger Rune lagde an for det danske hold mod Indiens Yuki Bhambri (ATP: 571). Inderen vandt sit første serveparti, men derfra var Holger Rune uimodståelig. Derfor kunne han stensikkert hive første sæt i hus med cifrene 6-2.
Anden sæt var mere af det samme, og Holger Rune gav undervejs publikum en smagsprøve på hans imponerende repertoire med et slag mellem benene efter et lob fra Bhambri. Til sidst kunne Holger serve kampen stensikkert hjem til to gange 6-2.
Det udløste endnu et jubelbrøl fra den udsolgte Royal Stage i Hillerød.
”Der var en fantastisk atmosfære. Jeg nød virkelig at spille på den her bane foran sådan et skønt publikum. Jeg synes, at jeg spillede godt. Holdet var bag mig, og vi havde god energi. Jeg spillede det tennis, jeg ønskede, så det kunne ikke være bedre lige nu,” sagde Holger Rune umiddelbart efter kampen.
Holmgren måtte strække våben
Så var det op til Danmarks andensingle, August Holmgren at følge op på Holger Runes forarbejde. Den 24-årige dansker lagde stærkt fra land og brød serv hos modstanderen, Sumit Nagal (ATP: 506). Holmgren holdt fast i sin egen serv hele vejen og vandt første sæt med 6-4.
I andet sæts femte parti havde Holmgren flere chancer for at bryde serv. Men i stedet blev det Nagal, som nappede danskerens efterfølgende serveparti. Det blev eneste break i det sæt, som Nagal vandt med 6-3.
Desværre lykkedes det heller ikke For August Holmgren at bryde Nagals serv i afgørende sæt, som inderen sikrede sig med 6-4.
DR viser det hele
DR sender hele Davis Cup-opgøret. Kampene lørdag begynder klokken 12 og sendes direkte på DR2.
Opgøret mod Indien spilles i World Group I Play-offs. Vinderen kan se frem til en kamp i september i World Group I, der er det næsthøjeste niveau i Davis Cup-turneringen. Danmarks næste modstander vil blive fundet ved lodtrækning senest den 9. februar.
RESULTATER OG KAMPPROGRAM
Fredag
- Holger Rune – Yuki Bhambri 6-2, 6-2
- August Holmgren – Sumit Nagal 6-4, 3-6, 4-6
Lørdag
- Johanne Ingildsen/Christian Sigsgaard – Rohan Bopanna/Yuki Bhambri
- Holger Rune – Sumit Nagal
- August Holmgren – Yuki Bhambri
Holdene har mulighed for at bytte ud i deres opstilling inden kampene lørdag.
Danmarks Davis Cup-trup
Holger Rune
- Født: 29. april 2003 (19 år)
- Klub: KB
- Fra Gentofte
- Rangering single: 9
- Rangering double: 196
- Davis Cup-debut: 2018
- Bonus: Bedst rangerede danske herre nogensinde
August Holmgren
- Født: 22. april 1998 (24 år)
- Klub: Gentofte
- Fra Snekkersten
- Rangering single: 484
- Rangering double: 856
- Davis Cup-debut: 2017
- Bonus: Ubesejret i Davis Cup (5 ud af 5 sejre)
Elmer Møller
- Født: 9. juli 2003 (19 år)
- Klub: KB
- Fra Aarhus
- Rangering single: 718
- Rangering double: 1267
- Davis Cup-debut: 2022
- Bonus: Regerende dansk mester
Johannes Ingildsen
- Født: 1. juli 1997 (25 år)
- Klub: KB
- Fra København
- Rangering single: 802
- Rangering double: 358
- Davis Cup-debut: 2019
- Bonus: Slog sammen med Frederik Løchte doubleverdensranglistens nummer 6, Arevalo, i seneste Davis Cup-kamp mod El Salvador
Christian Sigsgaard
- Født: 14. marts 1997 (25 år)
- Klub: Gentofte
- Fra Næstved
- Rangering single: 835
- Rangering double: 720
- Davis Cup-debut: 2015
- Bonus: Har mest Davis Cup-erfaring på holdet med syv optrædener for Danmark
Davis Cup-kaptajn: Frederik Løchte Nielsen
Team sponsor: STATE drinks
Sponsor: Samsøe Samsøe
Fakta om Davis Cup-kampen
- Spilles i World Group I Play-offs
- Sted: Royal Stage i Hillerød
- Dato: 3.-4. februar 2023
- Underlag: Hard court Rebound Ace Synpave
- Bold: Head Tour XT
Program for Davis Cup-ugen
- Tirsdag og onsdag den 31. januar og 1. februar: Indledende træningssessioner
- Torsdag den 2. februar: Holdopstilling, lodtrækning og pressemøde fra kl. 11.30
- Fredag den 3. februar kl. 15.45: Indmarch efterfulgt af to singler
- Lørdag den 4. februar kl. 12: En double efterfulgt af to singler
OM DAVIS CUP-KAMPEN
Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.
Kampen foregår i World Group I Play-offs og gælder en plads i efteråret på det næsthøjeste niveau i landskampstennis. Vinder Danmark over Indien, spiller Danmark nemlig World Group I i september. Taber Danmark til Indien, skal holdet i stedet spille World Group II senere i år.
Danmarks næste modstander vil blive fundet ved lodtrækning senest 10 dage efter Davis Cup-opgøret mod Indien.
FORSTÅ DAVIS CUP-SYSTEMET
Hvert år er en ny sæson i Davis Cup-sammenhæng. Det ypperste er Davis Cup Finals med deltagelse af 16 nationer. Til Finals spilles der indledende puljer i september. Nummer et og to i de fire puljer går videre. Kvart-, semi- og finaler spilles i november.
I starten af året spilles der kvalifikationskampe til Davis Cup Finals. Samtidig spilles der play-offs om deltagelse på de lavere niveauer – World Group I og World Group II. Vinderne af kvalifikationskampene kvalificerer sig til Finals. Taberne skal spille World Group I mod vinderne af World Group I play-offs.
Hvis Danmark vinder hele vejen – kampen mod Indien, World Group I i september 2023 og kvalifikationskamp i foråret 2024 – vil holdet være med ved Davis Cup Finals i 2024.