Initiativet ‘Tennisligaerne på Facebook’ fra Bevæg dig for livet har skabt stor fremdrift blandt de danske tennisklubber på Facebook. Succesen fortsætter i 2020.
Der er point på spil, der bliver kæmpet indædt og så kan man rykke både op og ned.
Det lyder måske som en ganske almindelig turnering, men denne her er lidt anderledes. Den foregår nemlig på Facebook.
I 2019 kæmpede en lang række danske tennisklubber på Facebook mod hinanden for sammen at skabe vækst på de respektive klubbers Facebook-side.
Målet med ‘Tennisligaerne på Facebook’ er at gøre tennisklubberne mere synlige i lokalområdet, og den plan lader til at køre på skinner, hvis man kigger på tallene for 2019.
De deltagende klubber fordoblede nemlig godt og vel deres Facebook-aktivitet (91 procent øget).
Vinderen fra sidste år Gentofte Tennisklub er ikke i tvivl om, at det har værdi at være med:
“Vi har fulgt med i Tennisligaerne, og det er fedt at se, hvor bredt vores opslag rammer, og hvor effektive de er. Det er et fedt initiativ, og jeg tror også, at mange andre klubber har haft glæde af at konkurrere og blive inspireret af andre tennisklubber på Facebook. Det har vi i hvert fald,” siger Phillip Ørnø, der er med til at styre klubbens Facebook-side.
Tænk over budskabet
Han påpeger, at den største grund til klubbens positive udvikling på de sociale medier kommer af, at man konkret har sat sig ned og tænkt over, hvad man egentlig gerne vil vise.
Hos Gentofte er de vigtigste værdier fællesskab og ambition, og derfor har man prøvet at ramme tonen ud fra det. Her skal der være plads til både ambitiøse spillere, men også veteraner, motionister og børn.
“Det er vigtigt, at klubben er et sted, man har lyst til at være, hvor man kan få en vand, øl (vi har sågar medlemmer, der drikker bobler om fredagen) eller kaffe efter endt spil, og hvor børnene kan lave fysisk træning. “
“På den måde er der altid mennesker i klubben. Det forsøger vi at vise frem. Vi laver mange arrangementer for alle aldre, hvor de små og store mødes på kryds og tværs. Fællesskabet er vigtigt. Det viser vi også frem,” siger han.
Gentoftes tre råd til Facebook-succes:
- Læg en plan for, hvad I gerne vil vise fra jeres klub. Tag billeder og video, så snart lejligheden byder sig
- Få to-tre medlemmer til at hjælpe med at tage billeder og poste på sociale medier
- Opfodre forældre til at sende billeder fra turneringssejre, eller når de ser noget aktuelt ude til turneringer. Dermed får man skabt et godt flow til Facebook (og Instagram, hvis man også vil det)