Frederik Løchte Nielsen, August Holmgren, Thomas Kromann og Søren Hess-Olesen er af Davis Cup-kaptajn Kenneth Carlsen udtaget til 2. runde-kampen i Europa/Afrika Group II mod Norge, der afvikles den 7.-9. april i Stavanger Forum Expo i Stavanger, Norge.
Norge er foran 2-1 i indbyrdes opgør. Vinderen af dette opgør skal spille om oprykning til Zone Group I mod enten Sydafrika eller Slovenien, mens taberen forbliver i Zone Group II.
Den erfarne del af det danske hold består af Frederik Løchte Nielsen og Thomas Kromann med henholdsvis 30 og 22 Davis Cup-nomineringer. Frederik Løchte Nielsen er også det danske holds højest rangerede spiller som nummer 466 på single-verdensranglisten. Løchte og Kromann holder også rekorden, som den mest vindende doubleduo i Davis Cup-historien.
Den mindre erfarne del består af Søren Hess Olesen og August Holmgren. Søren Hess-Olesen fik debut på landsholdet mod Marokko i februar.
”På papiret ville man nok kalde Norge for favoritter, men vi tror vi på, at vi har holdet til at tage sejren, og vi glæder os meget til kampen” siger Kenneth Carlsen.
Sportschef i Dansk Tennis Forbund og Davis Cup-træner Jens Anker Andersen tilføjer: “Vi ser frem til en spændende uge i Stavanger. Vi glæder os til at spille mod vores nabonation, og håber, at rigtig mange danskere kommer og støtter holdet.”
Spilletider
Fredag den 7. april kl. 15.00 – To singlekampe
Lørdag den 8. april kl. 13.00 – Doublekampen
Søndag den 9. april kl. 12.00 – To singlekampe
Pressemøder
Tirsdag d. 4. april kl. 15.15 Pre Draw pressekonference
Torsdag d. 6. april kl. 13.00 Official Draw samt officiel pressekonference
Fredag-Søndag d. 7.-9. Pressemøde efter hver kamp
Davis Cup-truppen, Danmark
Frederik Løchte Nielsen, Lyngby, 33 år, nummer 466 på single-verdensranglisten, nummer 165 på double-verdensranglisten.
August Holmgren, Gentofte, 18 år, nummer 1460 på single-verdensranglisten.
Thomas Kromann, HIK, 28 år, urangeret.
Søren Hess-Olesen, Skovbakken, 26 år, urangeret.
Davis Cup-kaptajn Kenneth Carlsen
Sportschef i DTF/træner Jens Anker Buus Andersen
Trainer/massør Kim Lykke Lützhøft.