Davis Cup: Løchte spiller først i fyldt hal

Birkerød Idrætscenter bliver fyldt til sidste sæde, når Frederik Løchte Nielsen og resten af det danske Davis Cup-hold møder Irland lørdag og søndag.

Frederik Løchte Nielsen skal spille første kamp mod Simon Carr.

Fredagens lodtrækning til Davis Cup-opgøret mellem Danmark og Irland artede sig således, at Frederik Løchte Nielsen spiller første kamp lørdag mod irernes andenmand Simon Carr. Efterfølgende møder Søren Hess-Olesen Irlands førstesingle Peter Bothwell.

Kampen er første runde i Europa/Afrika Gruppe II, der er det tredje højeste niveau i Davis Cup. På papiret har Danmark både bedre placeringer på verdensranglisten og mere erfaring i Davis Cup-regi.

”Vi er gode spillere og tager gerne favoritværdigheden på vores kappe, og jeg tror, at vi har en god chance for at vinde. Når det så er sagt, så kender vi fra alle andre sportsgrene, at irerne er et stolt folkefærd, der tager sætter stor ære i at repræsentere deres land. Vi forventer, at de kommer blæsende ud, så vi tager intet for givet og ved, at det bliver en utrolig hård opgave,” siger Frederik Løchte Nielsen.

Det er 40. gang, at Frederik Løchte Nielsen stiller op for Danmark og dermed tangerer han i weekenden Torben Ulrichs danske rekord. En rekord, der har stået i 40 år.

Fuldt hus

Der bliver rigeligt med folk på lægterne til Frederik Løchte Nielsens jubilæumsbedrift. Alle billetter er nemlig solgt til både lørdag og søndag i Birkerød Idrætscenter, der kan rumme 733 tilskuere.

”Det betyder meget, at der er folk, der kommer og bakker os op. Tennis er som regel en ensom sport, så det er rart at kunne være en del af en event, hvor der noget opbakning. Forhåbentlig er der meget larm, glæde og røde-hvide farver, fordi det gør en forskel. Irerne skal helst ikke føle sig for velkomne – naturligvis uden at være usportslige,” siger Frederik Løchte Nielsen.

I år spilles Davis Cup efter et nyt og mere kompakt format over kun to dage. Alle kampe er bedst af tre sæt i modsætning til tidligere, hvor man spillede bedst af fem.

Rudersdal Kommune samarbejder med Dansk Tennis Forbund om afholdelsen af Davis Cup-kampen. Borgmester Jens Ive stod for dagens lodtrækning. Han ser frem til at være vært for arrangementet.

”Det er med stolthed, at Rudersdal kommune er vært for en international sportsbegivenhed som Davis Cup. Jeg glæder mig til, at vi kan opleve landsholdstennis i Birkerød Idrætscenter og ser frem til, at borgerne i Rudersdal kommune giver Danmarks tennisherrer den bedste opbakning og stemning. Vi vil gøre vores bedste for at gøre denne weekend til en festlig begivenhed,” siger Jens Ive.

Program for weekenden
Lørdag den 3. februar kl. 11.45: Indmarch og 2 singler
Frederik Løchte Nielsen – Simon Carr
Søren Hess-Olesen – Peter Bothwell

Søndag den 4. februar kl. 11.00: 1 double og 2 singler
Frederik Løchte Nielsen/Thomas Kromann – Peter Bothwell/Simon Carr
Frederik Løchte Nielsen – Peter Bothwell
Søren Hess-Olesen – Simon Carr

Spillested: Birkerød Idrætscenter, Birkerød.