Danmark var lørdag millimeter fra at lave et storslået comeback i Davis Cup-opgøret mod Tyrkiet. Men i den altafgørende single måtte Christian Sigsgaard se sig slået af Altug Celikbelik.
Danmark var meget tæt på at vende 0-2 til 3-2 lørdag i Davis Cup-opgøret mod Tyrkiet i Vejlby-Risskov Hallen. Men i sidste ende blev det til nedadvendte mundvige for Danmarks bedste tennisherrer.
Det danske landshold havde ryggen mod muren efter to singlenederlag fredag aften. Tyrkerne skulle blot vinde en enkelt af lørdagens tre kampe for at sikre sig sejren og en oprykningskamp til marts måned næste år.
Lørdagen begyndte med en double, hvor Frederik Løchte Nielsen havde debutanten Johannes Ingildsen ved sin side. Den danske duo kom hurtigt foran med et break. Men Frederik Løchte Nielsen kunne ikke serve den hjem ved 5-3. I stedet skulle første sæt afgøres i tiebreak. Her ramte den danske duo ikke sit topniveau og blev straffet med cifrene 1-7.
Danmark kæmpede dog ufortrødent videre og blev ved med at være farlige i modstandernes servepartier. Andet sæt blev vundet 6-3. I tredje sæt var kom Løchte og Ingildsen på 3-0. Men så faldt deres niveau en smule, og tyrkerne Altug Celikbelik og Sarp Agabigun fik udlignet til 3-3.
Da det hele skulle afgøres var den danske duo dog bedst. Med en baghåndsflugtning fik Johannes Ingildsen omsat sin Davis Cup-debut til en Davis Cup-sejr.
Holger dominerede
Så var det stortalentet Holger Runes tur til at holde Danmark inde i opgøret. Overfor ham stod Tyrkiets bedste mand, nummer 260 på verdensranglisten, Cem Ilkel. Det var dog ikke til at se, at tyrkeren var den højest rangerede af de to.
Holger Rune tog teten fra start i kampen. Og selvom Ilkel tvang første sæt ud i en tiebreak, var Holger Rune iskold og vandt den 7-4.
I andet sæt fulgtes de to spillere til 4-4. Men så brød Holger Rune serv. Og i sit næste serveparti sikrede han sig kampen på sin tredje matchbold, hvorefter han udbrød et sejrsbrøl.
Sigsgaard måtte give fortabt
Så skulle der en afgørende kamp til mellem nationernes to andensingler. Christian Sigsgaard stod over for Altug Celikbelik.
Danskeren fik en skrækkelig start på kampen og kom bagud med 4-0. Og med endnu et servegennembrud tog Celikbelik sættet med 6-1.
I andet sæt fik Sigsgaard meget bedre styr på sine egne servepartier. Han var ikke nede med en eneste breakbold undervejs. Til gengæld formåede han ikke at udnytte sine breakchancer i Celikbeliks serv, som Sigsgaard havde flere af ved 2-2.
Derfor skulle sættet afgøres i en tiebreak. Det blev en tæt affære, hvor de to spillere kom på 5-5. Her hang Sigsgaards flugtning fat i netkanten, og på sin første matchbold servede Celikbelik kampen hjem, inden han blev overfaldet af jublende holdkammerater.
Med weekendens Davis Cup-nederlag skal Danmark til marts spille om at holde sig på det nuværende niveau, der er det tredjehøjeste i landsholdstennis. Modstander og spillested bliver fundet ved lodtrækning i den kommende uge.
Resultater
Fredag
Christian Sigsgaard – Cem Ilkel6-7(4), 7-6(2), 2-6
Holger Rune – Altug Celikbelik4-6, 6-1, 6-7(5)
Lørdag
Frederik Løchte Nielsen/Johannes Ingildsen– Sarp Agabigun/Altug Celikbelik 6-7(1), 6-3, 6-4
Holger Rune– Cem Ilkel 7-6(4), 6-4
Christian Sigsgaard – Altug Celikbelik 1-6, 6-7(5)