Davis Cup vender tilbage til Aarhus

Efter et års pause spiller det danske Davis Cup-hold atter på hjemmebane i Aarhus, når holdet 13. og 14. september tager imod Tyrkiet i Vejlby-Risskov Hallen.

Ved seneste Davis Cup-opgør fik stortalentet Holger Rune debut for Danmark. Foto: Kennet Havgaard.

Danmarks Davis Cup-hold vender tilbage til Aarhus 13.-14. september i Vejlby-Risskov Hallen. Holdet tager imod Tyrkiet i et opgør i Europa/Afrika Gruppe II, der er det tredjehøjeste landskampsniveau i tennis.

Danmark spillede senest på hjemmebane i Aarhus i efteråret 2017 mod Sydafrika. Ved den lejlighed lagde Ceres Arena gulv til opgøret. Og tidligere samme år dannede netop Vejlby-Risskov Hallen ramme om en tennisfest, da Danmark besejrede Marokko.

”Aarhus er en rigtig tennisby. Det har vi set, når vi har spillet Davis Cup i byen. Og det viste sig også tydeligt i de seneste medlemstal, hvor de århusianske klubber over en bred kam havde medlemsfremgang. Så vi glæder os til endnu en gang at kunne vise landsholdet frem i Aarhus,” siger formand for Dansk Tennis Forbund, Henrik Thorsøe Pedersen.

Davis Cup-kampen arrangeres i et samarbejde mellem Aarhus Event, Dansk Tennis Forbund og flere lokale klubber. Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad, ser frem til endnu en gang at kunne byde århusianerne på toptennis.

”Jeg er både glad og stolt over, at Dansk Tennis Forbund igen har valgt Aarhus som hjemmebane for Davis Cup landsholdet. Der er altid en fantastisk stemning til kampene, og jeg er sikker på, at publikum igen vil skabe en enestående ramme, der hjælper spillerne til et godt sportsligt resultat,” siger Rabih Azad-Ahmad.

Davis Cup-opgøret mellem Danmark og Tyrkiet spilles bedst af fem kampe henover to dage. Fredag spilles der to singler, mens der lørdag spilles en double efterfulgt at to singler. Alle kampe er bedst af tre sæt.

Billetter til Davis Cup-opgøret mod Tyrkiet bliver sat til salg på ticketmaster senere på sommeren.