Danmark spiller Davis Cup Qualifiers 31.januar – 1. februar i Royal Arena. Nu har du chancen for at opleve Danmarks tennisherrer, når de tager kampen op med mægtige Serbien.
Onsdag den 11. december klokken 12.00 sættes billetsalget i gang til Davis Cup-braget i Royal Arena mod Serbien.
Dansk Tennis Forbund vil samle det største tennispublikum nogensinde til en kamp på dansk grund. Og vi vil gøre det to dage i træk. Så lad os få fyldt samtlige sæder, så de danske drenge får den bedste mulige opbakning.
Billetpriser
Der er fire priskategorier, og priserne starter fra 195 kr. (+ gebyr hos ticketmaster). Børnebilletter (til og med 12 år) fås med 50 kroners rabat. Der er ikke børnebilletter i den dyreste priskategori.
Kategori | Voksen | Barn (til og med 12 år) |
Grøn | 195 | 145 |
Lilla | 350 | 300 |
Orange | 395 | 345 |
Blå | 695 | 695 |
Gruppebilletter
NB! Sidste dag for salg af gruppebilletter er torsdag den 19. december.
Det er også muligt at købe gruppebilletter til Davis Cup-kampen. Disse passer perfekt til en samlet klubtur for jeres tennisklub. Ved køb af gruppebilletter opnår I 15 procents rabat i forhold til køb af billetter enkeltvis.
En gruppebillet består af 10 billetter. Enten 10 voksenbilletter eller 8 børnebilletter + 2 voksenbilletter. Man kan købe flere gruppebilletter, for eksempel tre gruppebilletter (30 billetter i alt).
Gruppebilletterne kan kun købes via telefon hos Ticketmasters Gruppe- og Erhvervsservice, alle hverdage kl. 10.00-16.30 på tlf. 38481635.
Kampprogram for Davis Cup
Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. To singler på førstedagen. En double efterfulgt af to singler på andendagen. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.
- Fredag den 31. januar kl. 16: Indmarch efterfulgt af to singler
- Lørdag den 1. februar kl. 12: En double efterfulgt af to singler
Kampen foregår i ”Qualifiers 1st round”. Vinder Danmark over Serbien, spiller Danmark Davis Cup ”Qualifiers 2nd round” til september mod vinderen af Spanien og Schweiz. I 2nd round gælder det om at sikre sig en af otte pladser i november måneds Davis Cup Finals – VM for herrehold i tennis.
Taber Danmark til Serbien, skal holdet i stedet spille World Group I til september – altså samme niveau som den seneste kamp mod Kasakhstan.