Elmer Møller lægger for mod Alexander Bublik, mens August Holmgren møder Alexander Shevchenko på førstedagen af World Group I-kampen i Kasakhstan.
Fredag lagde det mondæne hotel Ritz-Carlton i Astana lokaler til lodtrækningen forud for weekendens Davis Cup-opgør mellem Kasakhstan og Danmark. Den danske kaptajn Frederik Løchte Nielsen havde indstillet August Holmgren og Elmer Møller til at tage sig af lørdagens to singler.
Lodtrækningen resulterede i, at Elmer Møller bliver første dansker i aktion i Beeline Arena klokken 10 dansk tid. Han møder verdens nummer 27 Alexander Bublik, der er kendt for sin uforudsigelige spillestil.
Danmarks førstemand, August Holmgren, får også hård modstand. Han skal spille mod Alexander Shevchenko, som er nummer 57 på ATP-listen. Russiskfødte Shevchenko spiller sin første kamp for sit nye hjemland, når det gør løs i Davis Cup.
August Holmgren ser frem til udfordringerne, der venter, når Danmark for 200. gang spiller et opgør i Davis Cup.
“Jeg glæder mig rigtig meget. Det bliver en rigtig fed mulighed for at kunne spille frit og gå efter mine slag. Jeg tror, at vi kan vinde, hvis det hele flasker sig, og det ville være kæmpestort. Men mest af alt glæder jeg mig til en mulighed for at spille på et stort stadium igen i en Davis Cup-kamp mod et rigtig godt hold,” siger August Holmgren.
Ingildsen og Sigsgaard i double
Traditionen tro fortsætter Davis Cup-opgøret søndag. Her lægges der for med en double, hvor Johannes Ingildsen og Christian Sigsgaard skal forsvare de danske farver.
Herefter følger først Bublik mod Holmgren, mens en eventuel stilling på 2-2 udløser en altafgørende kamp mellem Shevchenko og Møller. Som altid i Davis Cup har holdkaptajnerne mulighed for at skifte ud i deres opstilling mellem de to dage.
Der spilles bedst af tre sæt i alle fem kampe. Kampen foregår i World Group I, der er det næsthøjeste niveau i den verdensomspændende landsholdsturnering. Vinderen skal til februar spille om at deltage i næste års Davis Cup Finals, der er det ypperste.
Det er den første hjemmekamp i fire år for Kasakhstan. Så der forventes god opbakning til hjemmeholdet i Beeline Arena, der ligger i landets nationale tenniscenter. Danske seere kan følge med på SPORT LIVE, der viser alle kampe direkte.
Køb billetter til kvindelandsholdet
Kampprogram
Lørdag fra kl. 10 dansk tid
- Alexander Bublik – Elmer Møller
- Alexander Shevchenko – August Holmgren
Søndag fra kl. 9 dansk tid
- Aleksandr Nedovyesov/Beibit Zhukayev – Johannes Ingildsen/Christian Sigsgaard
- Alexander Bublik – August Holmgren
- Alexander Shevchenko – Elmer Møller
Holdkaptajnerne kan ændre på søndagens opstillinger op til kampene.
Kampene vises direkte på SPORT LIVE i Danmark.
Danmarks Davis Cup-trup
August Holmgren
- Født: 22. april 1998 (26 år)
- Klub: Gentofte
- Højrehåndet, enhåndsbaghånd
- Rangering single: 166
- Rangering double: 376
- Davis Cup-debut: 2017
Elmer Møller
- Født: 9. juli 2003 (21 år)
- Klub: KB
- Højrehåndet, tohåndsbaghånd
- Rangering single: 247
- Rangering double: 1686
- Davis Cup-debut: 2022
Philip Hjorth
- Født: 4. marts 1999 (25 år)
- Klub: KB
- Højrehåndet, enhåndsbaghånd
- Rangering single: 880
- Rangering double: 2090
- Davis Cup-debut: Mulig debutant (også udtaget i februar)
Christian Sigsgaard
- Født: 14. marts 1997 (27 år)
- Klub: Gentofte
- Højrehåndet, enhåndsbaghånd
- Rangering single: 1161
- Rangering double: 1102
- Davis Cup-debut: 2015
Johannes Ingildsen
- Født: 1. juli 1997 (27 år)
- Klub: KB
- Højrehåndet, tohåndsbaghånd
- Rangering single: 1333
- Rangering double: 129
- Davis Cup-debut: 2019
Davis Cup-kaptajn: Frederik Løchte Nielsen
Team sponsor: STATE drinks
OM DAVIS CUP-KAMPEN
Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.
Kampen foregår i World Group I og gælder en plads i efteråret på det næsthøjeste niveau i landskampstennis. Vinder Danmark over Kasakhstan, spiller Danmark nemlig Qualifiers i starten af det nye år. Taber Danmark til Kasakhstan, skal holdet i stedet spille World Group I play-offs næste år.
Program for Davis Cup-ugen
- Fredag den 13. september: Holdopstilling og lodtrækning
- Lørdag den 14. september kl. 10 dansk tid: To singler
- Søndag den 15. september kl. 9 dansk tid: En double efterfulgt af to singler
FORSTÅ DAVIS CUP-SYSTEMET
Hvert år er en ny sæson i Davis Cup-sammenhæng. Det ypperste er Davis Cup Finals med deltagelse af 16 nationer. Til Finals spilles der indledende puljer i september. Nummer et og to i de fire puljer går videre. Kvart-, semi- og finaler spilles i november.
I starten af året spilles der kvalifikationskampe til Davis Cup Finals. Samtidig spilles der play-offs om deltagelse på de lavere niveauer – World Group I og World Group II. Vinderne af kvalifikationskampene kvalificerer sig til Finals. Taberne skal spille World Group I imod vinderne af World Group I play-offs. Vinderne af World Group I-kampene spiller kvalifikationskampe til Finals i starten af det efterfølgende år.
Danmark er to sejre fra at kunne være med ved Davis Cup Finals i 2025.