Herrefinalen ved DM i tennis bliver et rent Gentofte-opgør, når Christian Sigsgaard og August Holmgren møder hinanden. Hos damerne står Hannah Viller Møller over for overraskelsen Johanne Svendsen.
Lørdag blev der spillet DM-semifinaler i tennis i Hillerød Tennisklub. Hos herrerne stod førsteseedede Christian Sigsgaard (Gentofte) overfor klubkammeraten Philip Ørnø. Den 22-årige Sigsgaard, som tidligere i år vandt det amerikanske collegemesterskab for University of Texas, sad på kampen fra start og vandt sikkert 6-2, 6-1.
Den anden semifinale, som blev livestreamet af Dansk Tennis Forbund, var et opgør mellem Lyngbys Nicolai Ferrigno og den forsvarende danmarksmester, August Holmgren (Gentofte).
Se eller gense semifinalen mellem Nicolai Ferrigno og August Holmgren.
Kampen blev afbrudt på grund af regn i starten af første sæt. Da de to spillere vendte tilbage på banen, var det en meget lige affære. Første sæt måtte ud i en tiebreak, hvor August Holmgren trak sig sejrrigt ud.
Andet sæt var også præget af mange tætte partier i begyndelsen. Men marginalerne var på August Holmgrens side. Han trak fra og tog sættet med 6-1.
“Det var meget små marginaler, der afgjorde, om det var mig eller Nicolai, der vandt første sæts tiebreak. Jeg ramte nogle linjer og lavede nogle gode slag, der gjorde, at jeg fik momentum, som jeg kunne bringe ind i næste sæt,” sagde August Holmgren efter kampen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ung kvindefinale
I dagens anden livestreamede semifinale var førsteseedede Frederikke Svarre (KB) oppe i mod 15-årige Johanne Christine Svendsen (Hørsholm-Rungsted Tennisklub). Med tunge grundslag var Hørsholm-spilleren dominerende i store dele af kampen.
Derfor var det også fortjent, at Johanne Svendsen søndag kan spille sin første DM-finale for seniorer. Hun vandt semifinalen 6-3, 6-4.
“Jeg er vildt stolt af mig selv over, at jeg er nået her til. Jeg synes, at jeg spillede meget stabilt. Jeg holdte den godt mentalt og gik ikke ned, selvom jeg tabte nogle partier fra starten af. I andet sæt redder jeg nogle bolde, som gør, at jeg kan komme foran og afslutte kampen,” sagde Johanne Svendsen.
Se eller gense semifinalen mellem Frederikke Svarre og Johanne Svendsen.
I finalen møder hun 17-årige Hannah Viller Møller (HIK). Viller Møller, som vandt DM udendørs tilbage i 2017 og som også er forsvarende indendørs danmarksmester, var bedst i sin semifinale mod klubkammeraten Emilie Håkansson. Kampen endte 6-2, 6-3.
Dansk Tennis Forbund livestreamer fra finalerne søndag fra klokken 11.00. Eurosport-kommentator Thomas Skouboe sidder ved mikrofonen. Se livestream fra finalerne i dette link.
Resultater kvartfinaler herrer
- Christian Sigsgaard (1), Gentofte– Philip Ørnø, Gentofte 6-2, 6-1
- Nicolai Ferrigno, Lyngby – August Holmgren (2), Gentofte 6-7(2), 1-6
Resultater kvartfinaler damer
- Frederikke Svarre (1), KB – Johanne Svendsen, HRT3-6, 4-6
- Emilie Håkansson, HIK – Hannah Viller Møller (2), HIK2-6, 3-6