Topseedede spillere stadig med ved DM

Førsteseedede Frederikke Svarre måtte ud i tiebreak i tredje sæt, før hun kunne booke billet til semifinalen ved DM. Christian Sigsgaard vandt sikkert sin kvartfinale.

Christian Sigsgaard var overbevisende i sin kvartfinale ved DM i Hillerød.

Fredag aften viste vejret sig endelig fra sin gode side igen, da kvartfinalerne ved DM blev spillet. Den forsvarende danmarksmester August Holmgren (Gentofte) kom slet ikke i aktion, da hans modstander Henrik Heise Korsgaard (HRT) måtte trække sig fra turneringen med en skade.

Mere kamp om det var der, da Holmgrens semifinalemodstander skulle findes. Andreas Boers (Gentofte) lagde godt ud og havde flere muligheder for at komme på 4-2 i første sæt. Men Nicolai Ferrigno (Lyngby) holdt hovedet koldt og fik styr på kampen. Han vandt 6-3, 6-2.

Gentofte har yderligere to mand klar til semifinalerne. Topseedede Christian Sigsgaard så skarp ud i sin sejr på 6-3, 6-2 over U18-spilleren Carl Emil Overbeck (HIK). Philip Ørnø kom på en langt hårdere opgave mod Maxim Landa (HRT). Hørsholm-spilleren svingede fra start dirigentstokken og erobrede første sæt med 6-1. Men den rutinerede Ørnø arbejdede sig tilbage i kampen og vandt de sidste to sæt med 6-4, 6-4.

Dansk Tennis Forbund livestreamer fra både semifinaler lørdag og finaler søndag. Begge dage med start fra klokken 11.00. Eurosport-kommentator Thomas Skouboe sidder ved mikrofonen, og du finder link til livestreamen på forsiden af tennis.dk 

To gange tiebreak i tredje

Dagens længste kvartfinale blev spillet i damernes turnering mellem førsteseedede Frederikke Svarre (KB) og Rebecca Munk Mortensen (KB). Sidstnævnte var med i hovedturneringen på et wild card, efter hun i starten af ugen repræsenterede U14-landsholdet ved europamesterskabet for hold i Frankrig.

Ved den lejlighed vandt Rebecca Munk Mortensen samtlige af sine singlekampe, og den gode form tog hun med mod Frederikke Svarre. De delte de første to sæt mellem sig, og i tredje sæt måtte der en tiebreak til for at finde vinderen. Her var Frederikke Svarre stærkest og vandt 7-2.

I lørdagens semifinale skal hun møde Johanne Svendsen (HRT), som også var ude i en drabelig dyst, der først blev afgjort efter tredje sæts tiebreak. Johanne Svendsen tog første sæt mod Maria Jespersen (Gentofte) med 6-4. Men den rutinerede Fed Cup-spiller svarede stærkt igen og tog andet sæt med 6-0. I tredje sæt blev det igen tæt, men Johanne Svendsen var bedst i tiebreaken, som hun vandt 7-5.

I lodtrækningens anden halvdel gjorde andenseedede Hannah Viller Møller (HIK) kort proces i sin kvartfinale mod klubkammeraten Emilie Just-Bomholdt og vandt 6-2, 6-1. Også i semifinalen står Hannah Viller Møller overfor en HIK-spiller. Det blev en realitet, efter at kvalifikationsspilleren Emilie Håkansson besejrede sidste års finalist Karoline Laursen (KB) med 6-4, 6-3.

Resultater kvartfinaler herrer

  • Christian Sigsgaard (1), Gentofte– Carl Emil Overbeck (8), HIK 6-3, 6-2
  • Philip Ørnø, Gentofte– Maxim Landa, HRT 1-6, 6-4, 6-4
  • Nicolai Ferrigno, Lyngby– Andreas Boers, Gentofte 6-3, 6-2
  • Henrik Heise Korsgaard (6), HRT – August Holmgren (2), Gentofteo.

Resultater kvartfinaler damer

  • Frederikke Svarre (1), KB– Rebecca Munk Mortensen, KB 6-3, 4-6, 7-6(2)
  • Maria Jespersen (4), Gentofte – Johanne Svendsen, HRT 4-6, 6-0, 6-7(5)
  • Emilie Håkansson, HIK– Karoline Laursen (3), KB 4-6, 3-6
  • Emilie Just-Bomholt (8), HIK – Hannah Viller Møller (2), HIK2-6, 1-6