DM til Rødovre i juni

Årets DM i tennis bliver spillet 20.-27. juni. Rødovre Tennisklub er værter for turneringen. Formanden ser frem til at kunne byde medlemmerne og byen på toptennis.

Sidste års DM blev spillet i Birkerød. I år gælder det Rødovre.

Et af sommerens absolutte tennismæssige højdepunkter er som altid DM for seniorer. I år bliver det Rødovre Tennisklub, der lægger baner til danmarksmesterskaberne.

Poul Lundberg Andreasen er formand i klubben og han glæder sig over værtskabet.

”I Rødovre har vi længe ønsket at få chancen for at kunne præsentere landets bedste seniorspillere for klubbens medlemmer samt borgerne i byen. Ved samme lejlighed får vores dygtige trænere og ledere et rigtigt godt projekt at samles om,” siger han.

Klubbens eget herrehold er i øvrigt oprykkere i Elitedivisionen, så der kommer masser af toptennis til Rødovre i år.

”Vi har de sidste otte år været igennem en længere udviklingsrejse, hvor den gode tenniskultur i stigende grad kommer til at omfatte alle typer spillere fra begynderen på 6 år til alderspræsidenten på 86 år. At Dansk Tennis Forbund giver os mulighed for at præsentere de bedste danske spillere på anlægget vil give vores udvikling det boost, som yderligere kan løfte tennissporten på Vestegnen,” siger Poul Lundberg Andreasen.

Det udendørs DM afvikles over otte dage fra 20.-27. juni. De to første dage er afsat til kvalifikationen. Finalerne vil blive tv-transmitteret hos SPORT LIVE, hvor borgmester i Rødovre Britt Jensen vil være en del af medaljeoverrækkelserne.

Tilmeldingen til DM i Rødovre er åben. Tilmeldingsfristen er 9. juni.

TILMELD DIG HER