Søndag spiller Rebecca Munk Mortensen, Hannah Viller Møller, August Holmgren og Philip Hjorth DM-finaler i single. Lørdag blev doublerækkerne afgjort.

Lørdag blev der uddelt tre sæt guldmedaljer ved DM i tennis – Powered by Lokal Forsikring. Det var nemlig finaledag for doublerækkerne. Inden spillerne nåede til doublefinalerne, stod den dog på semifinaler i single.
Dermed skulle et par af spillerne ud i tre kampe i løbet dagen, hvilket tog hårdt på kræfterne. Mest ud af anstrengelserne fik Laura Brunkel (KB), der både vandt guld i mixed double og damedouble, mens hun dog måtte se sig slået i sin semifinale i single.
“Det er megafedt. Det har været lidt hårdt med tre kampe. Men det er selvfølgelig megafedt at vinde guld, og det er altid fedt at spille double. Det er sjovt også at spille mix. Det har jeg ikke gjort så meget før. Så det har været en rigtig god oplevelse,” siger Laura Brunkel.
Hendes makker i mixed double, Philip Hjorth (KB), nåede også tre kampe. Først to sejre og til sidst et nederlag i herredoublefinalen.
God kommunikation bag guld
Mixed double-finalen var et rendyrket KB-opgør, hvor Brunkel og Hjorth stod overfor søskendeparret Lucca og Johannes Ingildsen. Sidstnævnte har double som sin store specialitet, hvor han ligger nummer 163 på verdensranglisten. Det bemærkede Laura Brunkel også efter kampen.
“Joe spiller jo en rigtig god double, så det var lidt svært. Men jeg synes, at Phil og jeg også spillede godt og havde god kommunikation,” siger hun.
Det startede ellers ganske overbevisende for Laura Brunkel og Philip Hjort, der vandt første sæt med 6-1. Men to gange Ingildsen fik bedre fat og vandt andet sæt med 6-4.
Så skulle der en matchtiebreak til for at afgøre finalen. Her trak Brunkel og Hjorth længste strå og vandt med 10-6.
Trods finalenederlaget var der masser af søskendekærlighed at spore på Instagram fra Johannes Ingildsen til Lucca Ingildsen. Artiklen fortsætter under Instagram-opslaget.
Damedoublen blev også et anliggende mellem fire KB-spillere. Men i modsætning til i mixed double var der aldrig tvivl om udfaldet. Rebecca Munk Mortensen og Laura Brunkel levede op til deres topseedning og slog Vilma Krebs Hyllested og Sara Børkop med 6-2, 6-1.
Megafedt
Herredoublen blev til gengæld ekstremt tæt. Her var KB-duoen Philip Hjorth og Christian Grønfeldt-Sørensen oppe imod Gentoftes Gustav Theilgaard og Valdemar Pape.
De to første sæt måtte ud i en tiebreak. Gentofte-parret vandt den første, mens KB’erne tog den anden. Så ligesom i mixed skulle der en matchtiebreak til. Her var Gustav Theilgaard og Valdemar Pape mest cool og vandt med 10-6, hvilket resulterede i et sandt jubelbrøl.
”Jeg synes, det er megafedt. Det er anden turnering med ham her. Sidste år fik vi vores første ATP-point og nu danske mestre. Det er megafedt,” siger Gustav Theilgaard, der vandt sit første danske mesterskab.

”Det var en svær kamp, der var supertæt. Jeg synes, de spiller godt. De slår hårdt og spiller hurtigt og formår at presse os bagud. Men jeg synes, vi står godt imod. I sidste ende er det de små marginaler, der gør, at vi vinder i dag,” lød analysen fra Valdemar Pape, der i forvejen både har et dansk mesterskab i single indendørs og udendørs på samvittigheden.
Singlefinaler på SPORT LIVE
Søndag afsluttes DM i tennis – Powered by Lokal Forsikring med singlefinalerne. Du kan se begge finaler direkte på SPORT LIVE fra klokken 15.
Første finale bliver damernes. Det bliver en gentagelse af DM-finalen fra 2021. Førsteseedede Rebecca Munk Mortensen var dominerede i førset sæt, som hun vandt med 6-1 over Laura Brunkel. Opgøret blev tættere i andet sæt mellem de to, som tidligere i år begge var på landsholdstjeneste i Billie Jean King Cup.
I sidste ende fik den et år ældre Munk Mortensen lukket sættet med 7-5. Dermed kan Rebecca Munk Mortensen se frem til sin tredje udendørs singlefinale ved DM. Hun har stadig sit første DM til gode.

Det kan man ikke sige om hendes finalemodstander. Hannah Viller Møller (Gentofte) har fire danske titler på CV’et i damesingle. Den seneste kom i 2022 ved den første udgave af DIF DM-ugen.
I sin semifinale havde Hannah Viller Møller godt fat i den hårdtslående Sarafina O. Hansen (Birkerød), som blev besejret med 6-4, 6-2.
Holmgren mod Hjorth
Hos herrerne bliver finalen også et opgør mellem spillere fra KB og Gentofte. August Holmgren (Gentofte) har vist sit internationale niveau frem under DM-ugen. Det gjorde han igen i sin semifinale mod 17-årige Rasmus Hembo Mathiasen (Esbjerg).
Danmarks bedste junior solgte sig selv hårdt. Men med cifrene 6-2, 6-2 spillede August Holmgren sig i DM-finalen nøjagtig ligesom sidste år.
Philip Hjorth kommer til at stå på den anden side af nettet i herrernes finale. De er tredje gang på fire år, at Philip Hjorth når DM-finalen udendørs. Han har endnu en titel til gode i single på grus.

Semifinalen mod Johannes Ingildsen var dagens mest underholdende kamp, hvilket også fik det talstærke publikum til at vise deres tilfredshed i flere omgange.
Johannes Ingildsen vandt første sæt med 6-4. Philip Hjorth svarede tilbage og vandt andet sæt 6-3. Afgørende sæt måtte ud i en tiebreak, inden Philip Hjorth med en forhåndsvinder kunne booke finalebilletten.
Resultater lørdag
Semifinaler damesingle
- Rebecca Munk Mortensen (KB) – Laura Brunkel (KB) 6-1, 7-5
- Hannah Viller Møller (Gentofte) – Sarafina O. Hansen (Birkerød) 6-4, 6-2
Semifinaler herresingle
- August Holmgren (Gentofte) – Rasmus Hembo Mathiasen (Esbjerg) 6-2, 6-2
- Philip Hjorth (KB) – Johannes Ingildsen (KB) 4-6, 6-3, 7-6
Finale mixed double
- Laura Brunkel/Philip Hjorth (KB) – Lucca Ingildsen/Johannes Ingildsen (KB) 6-1, 4-6, 10-6
Finale damedouble
- Rebecca Munk Mortensen/Laura Brunkel (KB) – Sara Børkop/Vilma Krebs Hyllested (KB) 6-2, 6-1
Finale herredouble
- Valdemar Pape/Gustav Theilgaard (Gentofte) – Philip Hjorth/Christian Grønfeldt-Sørensen (KB) 7-6(5), 6-7(6), 10-6
Facts om DM-ugen
- DM i tennis – Powered by Lokal Forsikring er en del af DIF DM-ugen
- DM-ugen er en stor sportsbegivenhed, som viser og hylder det bedste fra dansk eliteidræt.
- Cirka 140 DM-medaljesæt skal uddeles, når DM-ugen afvikles i Herning den 17.-23. juni 2024.
- DM-ugen samler de officielle danmarksmesterskaber for 40 sportsgrene, hvilket dækker over flere end 100 forskellige discipliner til lands, til vands og i luften – fx beachvolley, cykling, dart, golf samt tennis, padel og pickleball.
- Begivenheden arrangeres af Danmarks Idrætsforbund (DIF) i tæt samarbejde med de mange forbund og værtsbyen Herning.
- Hvis man ikke kan være til stede i Herning, kan man følge DM-ugen på Danmarks Radio og Sport Live, hvor der sendes flittig fra DM-ugen.
- Det er tredje gang, DM-ugen afholdes. De to første år var i Aalborg. I 2025 går værtsbystafetten tilbage til Aalborg, mens Herning er vært igen i 2026.
- Se mere på www.dmugen.dk
Sociale medier og app
- Facebook: www.facebook.com/DMugen
- Instagram: @dmugen_dk
- #dmugen
- Download DM-ugens app