DTF hilser konstruktivt samarbejde om padel velkomment

Af Henrik Thorsøe Pedersen, formand for Dansk Tennis Forbund, og Joakim Thörring, bestyrelsesmedlem i DTF med ansvar for padel

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Padel Forbund (DPF) meddelte fredag, at de er blevet enige om et konstruktivt samarbejde.

I Dansk Tennis Forbund glæder vi os over, at DPF nu er parat til at samarbejde med de øvrige aktører indenfor dansk padel. Vores udgangspunkt har hele tiden været, at alle gode kræfter skulle arbejde sammen for udbredelsen af padel som foreningsidræt i Danmark.

Således ser vi frem til, at DPF nu har forpligtet sig til at indgå i et konstruktivt samarbejde med Dansk Tennis Forbund, og vi hilser det velkommen, at DPF anerkender, at Dansk Tennis Forbund er en vigtig aktør i padelsporten og fortsat vil være det sammen med DGI Tennis og Padel under samarbejdet ’Padel i Danmark’.

Dansk Tennis Forbund har hele tiden ment, at samarbejde mellem padelsportens aktører er den eneste formålstjenstlige vej frem for at udvikle sporten optimalt.

Vi forbliver i arbejdstøjet og vil fortsat arbejde konstruktivt og målrettet for at udvikle padelsporten hele vejen rundt med klubudvikling, træneruddannelse, faciliteter, turneringer, elite og meget mere. Her er vores stærke samarbejde med DGI Tennis og Padel i fællesskabet ’Padel i Danmark’ af afgørende betydning. Et samarbejde der bliver ved med at udvikle sig til glæde for klubber og spillere i sporten.

Vores padelaktiviteter fortsætter som planlagt med afsæt i det stærke fundament, som DIF’s tidsubegrænsede aktivitetsgodkenselse fra september giver os.

Ligeledes fortsætter vi med at udmønte den 4-årige strategiske aftale om udvikling af padelsporten, som Dansk Tennis Forbund har indgået med DIF gældende 2022-2025. Aktiviteter der udvikles og implementeres i tæt samarbejde med vores samarbejdspartner DGI i Padel i Danmark-samarbejdet.

Padel er en fantastisk sportsgren, der har taget danskerne med storm. Banerne skyder op over alt i landet, og nye idrætsfællesskaber dannes og styrkes

Med kursskiftet fra DPF er der nu mulighed for, at dialogen om padelsportens udvikling igen bliver konstruktiv og med sportens bedste for øje. Vores dør er åben, og vi ser frem til dialogen om et godt og konstruktivt samarbejde mellem alle padelsportens interessenter.