DTF og Tennis Øst samarbejder om ny juniorlandstræner

Tennis Øst og DTF har indgået et nybrud af en aftale, hvor unionens sportschef Kim Hansen bliver ny juniorlandstræner.

Kim Hansen (i midten) tog forskud på rollen som juniorlandstræner ved NM i maj måned. Foto: Espen Hildrup

Sportschef i Tennis Øst, Kim Hansen, bliver juniorlandstræner i Dansk Tennis Forbund. Stillingen som juniorlandstræner har stået ledig siden april, hvor forgængeren Jacob Holst blev sportschef hos KB.

Samtidig fortsætter Kim Hansen i Tennis Øst, så hans tid deles mellem rollen som juniorlandstræner og sportschef i unionen.

Kim Hansen, der har en lang trænerkarriere bag sig i blandt andet Hillerød og AB, kommer til at have fokus på området U10, U12 og U14. Under maj måneds nordiske mesterskaber i Norge tog han faktisk forskud på rollen som juniorlandstræner, da han var afsted med sportschef Jens Anker Andersen.

”Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med spillere, klubber og forældre om de ekstremt vigtige tidlige år i talentudviklingen. Som ungdomsspiller fik jeg i sin tid rigtig mange ting fra union og forbund, så jeg glæder mig til at kunne give tilbage. Og så glæder jeg mig helt vildt til vores samlinger, rejser, og når vi er ude at konkurrere med ’Danmark’ på ryggen,” siger Kim Hansen.

Den 47-årige bliver en del af teamet på Elite og Talent i DTF sammen med Frederik Løchte Nielsen og sportschef, Jens Anker Andersen.

Passioneret tennismand

Direktør i Dansk Tennis Forbund, Emil Bødker, er særdeles tilfreds med at have fået Kim Hansen i rollen som juniorlandstræner.

”Vi glæder os over at have fået en dedikeret og passioneret tennismand med stærke værdier ombord til denne meget vigtige opgave. Det giver os mulighed for at sætte fuldt tryk under kedlerne på DTF’s bidrag til talentudviklingen i de yngste årgange,” siger Emil Bødker.

Kim Hansens arbejdsopgaver som juniorlandstræner kommer til at rumme flere elementer. Han kommer til at stå for træningssamlinger, deltage i forældremøder og foretage observation til udvalgte turneringer.

Endelig kommer han til at rejse med spillere til NM, EM, Tennis Europe-turneringer og evt. ITF-turneringer – en ting, som er meget efterspurgt blandt spillernes klubber.

Emil Bødker fortæller desuden, at DTF arbejder på at finde en god løsning på de øvrige opgaver, der tidligere var en del af juniorlandstrænerstillingen, da Jacob Holst var ansat.

Højt aktivitetsniveau fortsætter

Formand for Tennis Øst, Henrik Klitvad, kalder den nye ordning, hvor Kim Hansen både varetager opgaver for unionen og som juniorlandstræner for en åbenlys vindersag for dansk tennis. Samtidig understreger han, at ’udlånet’ ikke kommer til at have indflydelse på unionens tilbud.

”I Tennis Øst fortsætter vi vores høje aktivitetsniveau med flere end 250 årlige træningssamlinger for alle målgrupper og mange andre spændende tilbud. Samtidig er vi glade for, at vi med den her løsning kan være med til at gøre en forskel for talentudviklingen i hele dansk tennis. Det er nyt, at union og forbund arbejder sammen på denne måde og et fremragende eksempel på, hvad vi kan udrette sammen,” siger Henrik Klitvad.

Direktør i DTF, Emil Bødker, Kim Hansen og formand for Tennis Øst, Henrik Klitvad, havde de store smil fremme, da den nye aftale blev indgået.