Følg Danmark til BJK Cup

Der er ingen livestream fra Billie Jean King Cup. Men Dansk Tennis Forbund holder dig opdateret hele vejen.

Mandag til lørdag skal de danske tenniskvinder i gang med årets landsholdsturnering. 12 nationer er samlet i Oeiras i Portugal for at spille Europe/Africa Group I.

Danmark er havnet i indledende pulje med Østrig, Ungarn og Bulgarien.

I denne artikel vil vi give overblikket over, hvordan du følger med i Danmarks kampe. I udgangspunktet starter de kl. 12 dansk tid. Danmark spiller mandag – onsdag, sidder over torsdag og spiller igen fredag og lørdag.

Overblikket

Der er i udgangspunktet ingen tv-produktion eller livestreaming fra Danmarks kampe ved Billie Jean King Cup.

Resultaterne kan følges løbende på livescore på Billie Jean King Cups hjemmeside. Her finder du også oversigt over alle tre puljer og de fulde spillertrupper for alle nationer.

Dansk Tennis Forbund bringer hver dag historier fra dagens kampe på tennis.dk

Følg også med undervejs på Instagram med både opslag og stories. Det samme gælder for DTF’s Facebook.

Desuden er det værd at nævne, at TV2 Sport er til stede. Så følg med på TV2’s kanaler og sport.tv.dk

Tennisavisen er ligeledes til stede i Portugal og vil følge kampene tæt.

Fin lodtrækning

Efter lodtrækningen søndag glædede Clara Tauson sig til at komme i gang. Læs mere om det her:

God lodtrækning til Danmark

Kampprogram for Danmark

Alle dage er med udgangspunktet med kampstart klokken 12 dansk tid. 

  • Mandag: Danmark – Østrig
  • Tirsdag: Danmark – Bulgarien/Ungarn
  • Onsdag: Danmark – Bulgarien/Ungang
  • Torsdag: Danmark sidder over
  • Fredag: Modstander fra pulje C
  • Lørdag: Modstander fra pulje B

OM BILLIE JEAN KING CUP

Det danske Billie Jean King Cup-hold spiller i Europe/Africa Group I, der er det tredjehøjeste landskampsniveau for kvinder.

De enkelte holdkampe spilles over én dag og afgøres bedst af tre kampe – først to singler og til sidst en double. Singlerne spilles bedst af tre sæt med tiebreak ved 6-6. Doublerne spilles bedst af tre sæt med ’no-ad’ i partierne, og tredje sæt spilles som en matchtiebreak til 10.

Turneringsformat

Holdet skal spille den 8.-13. april 2024 på grus i Oeiras, en forstad til Lissabon i Portugal. De øvrige Nationer er Bulgarien, Grækenland, Holland, Letland, Norge, Portugal, Serbien, Sverige, Tyrkiet, Ungarn og Østrig.

Der skal findes fire oprykkere, der i efteråret 2024 skal spille Billie Jean King Cup Play-offs, som afgøres som traditionelle hjemme/udekampe, som man kender det fra Davis Cup. To hold rykker ned i Europe/Africa Group II, mens seks hold også spiller Group I næste år.

De 12 hold er inddelt i tre puljer med fire i hver. I puljerne spiller alle mod alle. Puljevinderne er sikret oprykning til Play-offs, men spiller alligevel alle mod alle mod hinanden for at afgøre placeringerne som et, to og tre i Europe/Africa Group I.

De tre puljetoere mødes alle mod alle. Bedste hold tager den sidste oprykningsplads. Puljetreerne mødes indbyrdes i placeringskampe. Fjerdepladserne spiller alle mod hinanden, hvor de to dårligste hold rykker ned i Europe/Africa Group II.

Danmark skal dermed spille fem kampe over seks dage, hvor der med sikkerhed er kampe på de tre første dage.

FORSTÅ BILLIE JEAN KING CUP-SYSTEMET

Hvert år er en ny sæson i Billie Jean King Cup-sammenhæng. Det ypperste er Billie Jean King Cup Finals med deltagelse af 12 nationer. Til Finals spilles der indledende puljer med tre hold i hver. Gruppevinderne går videre til semifinalerne. Billie Jean King Cup Finals spilles i efteråret 2024 i Sevilla.

I starten af året spilles der kvalifikationskampe til Billie Jean King Cup Finals. Samtidig spilles der Group I i Europe/Africa, Americas og Asia/Oceania på niveauet lige. Vinderne af kvalifikationskampene kvalificerer sig til Finals. Taberne skal spille Billie Jean King Cup Play-offs mod oprykkerne fra Group I i henholdsvis Europe/Africa, Americas og Asia/Oceania af.

Danmark kan tidligst være med ved Billie Jean King Cup Finals i 2025. Det kræver oprykning fra Europe/Africa Group I i april, sejr i Play-offs i efteråret 2024, og sejr i kvalifikationskampen i foråret 2025.

Den danske trup

Clara Tauson

  • Født: 21. december 2002 (21 år)
  • Klub: KB
  • Rangering: 87
  • Billie Jean King Cup-debut: 2017
  • Kampstatistik i BJK Cup: 10-5

Caroline Wozniacki

  • Født: 11. juli 1990 (33 år)
  • Klub: KB
  • Rangering: 118
  • Billie Jean King Cup-debut: 2005
  • Kampstatistik i BJK Cup: 20-11

Johanne Svendsen

  • Født: 15. maj 2004 (19 år)
  • Klub: Hørsholm Rungsted
  • Rangering: 516
  • Billie Jean King Cup-debut: 2022
  • Kampstatistik i BJK Cup: 6-10

Rebecca Munk Mortensen

  • Født: 1. november 2005 (18 år)
  • Klub: KB
  • Rangering: 604
  • Billie Jean King Cup-debut: 2022
  • Kampstatistik i BJK Cup: 3-9

Laura Brunkel

  • Født: 15. maj 2006 (17 år)
  • Klub: KB
  • Rangering: Ikke rangeret
  • Rangering juniorverdensranglisten: 138
  • Billie Jean King Cup-debut: Mulig debutant

Billie Jean King Cup-kaptajn: Jens Anker Andersen

Team sponsor: STATE drinks