Danmark skal kæmpe med Østrig, Ungarn og Bulgarien i sin indledende pulje ved Billie Jean King Cup. Mandag gælder det Østrig i første kamp.
I den kommende uge går det løs for det danske kvindelandshold i tennis, når den står på Billie Jean King Cup i Portugal. Søndag eftermiddag bød på en vigtig begivenhed i den forbindelse, da der var lodtrækning til puljerne i turneringen, hvor 12 nationer er samlet i en forstad til Lissabon.
Danmark, der var i laveste seedningslag, endte i pulje med Østrig, Ungarn og Bulgarien. Dermed undgik danskerne at komme i pulje med de lande, som har de højest rangerede spiller på holdet – nemlig Letland med Jelena Ostapenko (WTA: 10) og Grækenland med Maria Sakkari (WTA: 7).
“Det var en god lodtrækning. Vi undgik de store kanoner. Men det er tre gode hold og tre lige kampe, så vi skal stadig være skarpe,” siger Billie Jean King Cup-kaptajn, Jens Anker Andersen.
Han råder over et dansk hold bestående af Clara Tauson, Caroline Wozniacki, Johanne Svendsen, Rebecca Munk Mortensen og Laura Brunkel. Et stærkt hold, som giver håb om, at Danmark kan blive et af de fire hold, som sikrer sig oprykning og en potentiel hjemmekamp i efteråret.
“Vi vil gerne vinde så mange tenniskampe som muligt. Så må vi se, hvad det rækker til. Men der er ingen tvivl om, at vi gerne vil rykke op, hvis muligheden byder sig,” lyder det fra Jens Anker Andersen.
Tauson glæder sig
Danmark spiller sin første kamp mod mandag mod Østrig fra klokken 12 dansk tid. Alle opgør består af to singler og en double. Clara Tauson var ubesejret ved Billie Jean King Cup sidste år. Den danske førstesingle glæder sig til igen at trække i landsholdstrøjen.
“Jeg glæder mig. Det er altid en fin start på grus at kunne få nogle såkaldt ‘gratis kampe’, som ikke gælder point. Så det er dejligt at kunne gå ud og spille frit,” siger Clara Tauson.
Hun ser frem til at have Caroline Wozniacki med på holdet.
“Vores chancer er gode, tror jeg. Vi har et godt hold. Mig på første og Caroline på anden er ikke så dårligt. Jeg glæder mig til at se Caroline spille. Det er første gang, vi har været på landsholdet sammen, så det bliver spændende i morgen,” siger Clara Tauson.
Mandag, tirsdag og onsdag spiller Danmark sine puljekampe. Torsdag sidder Danmark over, inden holdet spiller med hold fra de hver af de to andre puljer fredag og lørdag.
De fire bedste hold i Europe/Africa Group I rykker op til det, der hedder Billie Jean King Cup Play-offs. Disse afvikles i efteråret 2024. I Play-offs spilles der traditionelle ude/hjemmekampe, som man kender det fra Davis Cup.
Skulle Danmark nappe en af de fire oprykningspladser, vil en lodtrækning afgøre, om Danmark er på ude- eller hjemmebane i Play-offs. Danmark har aldrig spillet en hjemmekamp i Billie Jean King Cup, som tidligere hed Fed Cup. Det selvom Danmark var med første gang i 1963 og hvert år siden 1972.
Der er ikke tv eller livestreaming fra Billie Jean King Cup. Dansk Tennis Forbund vil følge holdet tæt på hjemmeside og sociale medier. Livescores kan findes på Billie Jean King Cups hjemmeside.
OM BILLIE JEAN KING CUP
Det danske Billie Jean King Cup-hold spiller i Europe/Africa Group I, der er det tredjehøjeste landskampsniveau for kvinder.
De enkelte holdkampe spilles over én dag og afgøres bedst af tre kampe – først to singler og til sidst en double. Singlerne spilles bedst af tre sæt med tiebreak ved 6-6. Doublerne spilles bedst af tre sæt med ’no-ad’ i partierne, og tredje sæt spilles som en matchtiebreak til 10.
Kampprogram for Danmark
Alle dage er med udgangspunktet med kampstart klokken 12 dansk tid.
- Mandag: Danmark – Østrig
- Tirsdag: Danmark – Bulgarien/Ungarn
- Onsdag: Danmark – Bulgarien/Ungang
- Torsdag: Danmark sidder over
- Fredag: Modstander fra pulje C
- Lørdag: Modstander fra pulje B
Turneringsformat
Holdet skal spille den 8.-13. april 2024 på grus i Oeiras, en forstad til Lissabon i Portugal. De øvrige Nationer er Bulgarien, Grækenland, Holland, Letland, Norge, Portugal, Serbien, Sverige, Tyrkiet, Ungarn og Østrig.
Der skal findes fire oprykkere, der i efteråret 2024 skal spille Billie Jean King Cup Play-offs, som afgøres som traditionelle hjemme/udekampe, som man kender det fra Davis Cup. To hold rykker ned i Europe/Africa Group II, mens seks hold også spiller Group I næste år.
De 12 hold er inddelt i tre puljer med fire i hver. I puljerne spiller alle mod alle. Puljevinderne er sikret oprykning til Play-offs, men spiller alligevel alle mod alle mod hinanden for at afgøre placeringerne som et, to og tre i Europe/Africa Group I.
De tre puljetoere mødes alle mod alle. Bedste hold tager den sidste oprykningsplads. Puljetreerne mødes indbyrdes i placeringskampe. Fjerdepladserne spiller alle mod hinanden, hvor de to dårligste hold rykker ned i Europe/Africa Group II.
Danmark skal dermed spille fem kampe over seks dage, hvor der med sikkerhed er kampe på de tre første dage.
FORSTÅ BILLIE JEAN KING CUP-SYSTEMET
Hvert år er en ny sæson i Billie Jean King Cup-sammenhæng. Det ypperste er Billie Jean King Cup Finals med deltagelse af 12 nationer. Til Finals spilles der indledende puljer med tre hold i hver. Gruppevinderne går videre til semifinalerne. Billie Jean King Cup Finals spilles i efteråret 2024 i Sevilla.
I starten af året spilles der kvalifikationskampe til Billie Jean King Cup Finals. Samtidig spilles der Group I i Europe/Africa, Americas og Asia/Oceania på niveauet lige. Vinderne af kvalifikationskampene kvalificerer sig til Finals. Taberne skal spille Billie Jean King Cup Play-offs mod oprykkerne fra Group I i henholdsvis Europe/Africa, Americas og Asia/Oceania af.
Danmark kan tidligst være med ved Billie Jean King Cup Finals i 2025. Det kræver oprykning fra Europe/Africa Group I i april, sejr i Play-offs i efteråret 2024, og sejr i kvalifikationskampen i foråret 2025.
Den danske trup
Clara Tauson
- Født: 21. december 2002 (21 år)
- Klub: KB
- Rangering: 87
- Billie Jean King Cup-debut: 2017
- Kampstatistik i BJK Cup: 10-5
Caroline Wozniacki
- Født: 11. juli 1990 (33 år)
- Klub: KB
- Rangering: 126
- Billie Jean King Cup-debut: 2005
- Kampstatistik i BJK Cup: 20-11
Johanne Svendsen
- Født: 15. maj 2004 (19 år)
- Klub: Hørsholm Rungsted
- Rangering: 514
- Billie Jean King Cup-debut: 2022
- Kampstatistik i BJK Cup: 6-10
Rebecca Munk Mortensen
- Født: 1. november 2005 (18 år)
- Klub: KB
- Rangering: 607
- Billie Jean King Cup-debut: 2022
- Kampstatistik i BJK Cup: 3-9
Laura Brunkel
- Født: 15. maj 2006 (17 år)
- Klub: KB
- Rangering: Ikke rangeret
- Rangering juniorverdensranglisten: 138
- Billie Jean King Cup-debut: Mulig debutant
Billie Jean King Cup-kaptajn: Jens Anker Andersen
Team sponsor: STATE drinks
Fakta om Billie Jean King Cup
- Spilles i Europe/Africa Group I
- Sted: Complexo de tenis do Jamor i Oeiras, Portugal
- Dato: 8.-13. april 2024
- Underlag: Grus