Fra ingenting til alting: BT Padel knækkede koden til fundraising

Bruunshåb/Tapdrup IF servede 2021 i gang med en drøm om at tilbyde padel. Små ni måneder senere præsenterede foreningen fire padelbaner ved hjælp af stærke frivillige og smart fundraising.

På billedet ses nogle af de stærke drivkræfter bag BT Padel, og Thomas Kristensen (yderst til venstre) blev nomineret til prisen “Årets Idrætsleder” uddelt af Viborg Byråd på grund af sit engagement i projektet. Foto: BT Padel.

Knapt to millioner kroner. Det store beløb skulle finde vej til klubkassen hos Bruunshåb/Tapdrup IF (BT), da en drøm spirede i begyndelsen af 2021. Drømmen hed padel. Den flerstrengede forening med bopæl i Viborg Kommune ville gøre den populære sport tilgængelig i lokalområdet og for sine medlemmer.

Knapt ni hårde måneder. Mere tog det ikke, før fire padelbaner strålede under foreningens nye afdeling ved navn BT Padel. Projektet var træfsikkert. Helt fra begyndelsen var der en tydelig plan med projektet, hvilket førte til den store succes med padel, foreningsudvikling og fundraising.

Udvikling frem for afvikling

Den første uge inde i årsskiftet erklærede en lille projektgruppe deres kærlighed til padel, som på mange måder passer ind i foreningens evige fokus på at udvikle sig. Spæde idrætter som disc golf og outdoor fitness har allerede rodfæstet sig i BT, og ifølge en af de stærke drivkræfter bag det nye projekt har de blot fulgt foreningens ånd.

”Vores opsætning for projektet opstod ikke af en helt vild brainstorm. Den store overskrift for vores case er, at vi fra dag ét har haft fokus på at udvikle frem for at afvikle,” siger Thomas Kristensen, som beskriver sig selv som en vaskeægte klubmand med stor interesse i at udvikle lokalområdet og breddeidrætten.

Med værdisættet på plads tog foreningen på en inspirerende rejse, hvor diverse tiltag er mundet ud i fundraising ud over det sædvanlige. Nogle af tiltagene er meget innovative. Størstedelen af tiltagende er til gengæld helt almindelige. BT har blot formået at udnytte dem til perfektion.

En stærk projektbeskrivelse bag dialogerne

Først brugte BT en intens måned på at udforme en målrettet projektbeskrivelse lige efter bogen.

”Vi syntes selv, at vores projektbeskrivelse var udført i en virkelig god vending. Vi havde et klart formål med, hvor vi gerne ville hen. Vi havde også en baggrund for at gøre det. De to ting harmonerede virkelig fint med, at det her egentlig bare skulle igangsættes,” siger Thomas Kristensen.

Det hårde arbejde gav pote. Projektbeskrivelsen summede af parathed, tydelighed og ærlighed, og den var især en vigtig øjesten i dialogen med Viborg Idrætsråd og Viborg Kommune. Dialogen affødte blandt andet 350.000 kroner i tilskud, da projektbeskrivelsen gjorde det klart for alle, at 1.9 millioner kroner stod i mellem foreningen og banerne. Det meget detaljerede dokument uddybede tilmed, hvordan foreningen helt konkret skulle komme den økonomiske udfordring til livs.

Banesponsor, fonde og…

I projektbeskrivelsen puttede BT sin søgen efter midler i forskellige kasser. På den måde kunne foreningen vise, hvordan finansieringen af projektet skulle komme i hus. Første kasse bestod af sponsorer.

”Vi har delt vores banesponsorer op i kategorierne platin, guld og sølv. Til dags dato har vi formået at hive omkring 360.000 kroner hjem i sponsorater. Det fede ved det er, at især banker og ejendomsmæglere har kunnet se en ret fed idé i det, da en bred skarre af familier og en ny målgruppe kommer ud for at spille padel. Det har for eksempel ført til aftaler med nogle ejendomsmæglere, hvor vi får 5.000 kroner pr. salg,” siger Thomas Kristensen.

Fonde udgør en af de andre kasser. Den ambitiøse forening præciserede sine mange ansøgninger og søgte intensivt for at få midler hjem. Det lykkedes. I alt stammer 272.000 kroner af projektets midler fra fonde i forskellige størrelser.

”Fondene køber meget ind på det med breddeidrætten, og at vi har fokus på at holde ungdommen i gang. Samtidig har de også lagt fokus på, at vi involverer os i lokalmiljøet ved for eksempel at invitere institutioner, skoler og idrætshøjskoler over for at spille. Det har også været en fordel, at vi dedikerer os til at skabe en god oplevelse for nye målgrupper ved at uddanne padeltrænere,” forklarer Thomas Kristensen, der er en af hjernerne bag den næste innovative kasse i rækken.

… klubobligationer

Når foreninger tyer til fundraising, sker det ofte ud fra en fast ramme. En projektbeskrivelse, adskillige sponsorer og mange krydsede fingre i håb om at blive udvalgt af de forskellige fonde. BT kiggede uden for rammen. Det førte til bankverdens obligationer i nye foreningsklæder.

”BT Padel-obligationer er et super simpelt koncept. Jeg lavede nogle anparter i det her projekt, hvilket hed, at hvis man købte for 1250 kroner, så købte man en obligation i BT Padel. Som forening har vi forpligtet os til at betale det tilbage inden for fem år. Vi håber selvfølgelig, at køberne af obligationerne også er nogle af dem, som er ovre for at spille og kan se værdi i projektet – og muligvis veksler deres obligationer til et medlemskab,” siger Thomas Kristensen, som fik idéen fra en forening på Sjælland.

Salget af klubobligationerne endte ud i 150.000 kroner, som foreningen på sin vis lånte af lokalsamfundet. For at vise sin taknemmelighed for støtten og de mange frivilliges arbejde i projektet lavede Thomas Kristensen en såkaldt Hall of Fame. Ildsjælen blev inspireret af den lokale fodboldklub Viborg FF, som har hyldet købere af støttepakker på stadion.

”Folk strømmer til vores nye tavle og vil vide, om navnene derpå betyder, at de aldrig har tabt, eller at de er de bedste i verden og så videre. Der fortæller vi dem, at sådan er det ikke. Navnene viser dem, der har støttet os i form af, at det her anlæg kan stå færdigt. På sigt tror vi, at tavlen også kan komme i spil, når vi skal søge igen, da folk gerne vil på den,” siger Thomas Kristensen.

Han håber, at deres store investering i padel vil give over 200 medlemmer og forhåbentlig kan engagere unge og nye målgrupper, som endnu ikke har fundet deres rette hylde inden for idræt.


FIRE GODE RÅD FRA BT PADEL

  • Start en dialog op med kommunen.
  • Lav en tydelig projektbeskrivelse med et klart formål om, hvorfor I vilprojektet.
  • Sørg for at få opbakning i lokalområdet og i bestyrelsen, så alle er enige om den rejse, som I skal ud på.
  • Hav fokus på at engagere frivillige, da frivillige kræfter er vigtige i processen.

Skal din forening også i gang med et projekt?

Find flere gode råd til fundraising på denne side.
Bestil et inspirationsmøde på denne side.