Formanden for Dansk Tennis Forbund, Henrik Thorsøe Pedersen, blev lørdag genvalgt uden modkandidat på årets generalforsamling. Også Henrik Maris fortsætter i bestyrelsen.
Hotel Scandic i den københavnske sydhavn dannede ramme om årets generalforsamling i Dansk Tennis Forbund. Formand Henrik Thorsøe Pedersen og bestyrelsesmedlem Henrik Maris var begge på valg uden modkandidat. Derfor gik det også ganske stille for sig, da de to lørdag blev genvalgt.
Henrik Thorsøe Pedersen blev valgt som formand for to år siden, og kan altså se frem til yderligere to år på posten. Henrik Maris blev første gang valgt til bestyrelsen som menigt medlem for to år siden. Også han er nu valgt frem til år 2020.
Forsamlingen kunne desuden byde velkommen i DTF’s bestyrelse til Hans Martin Brøndum, der netop er blevet valgt som ny formand for Jyllands Tennis Union.
Appeludvalget og revisorerne fortsætter
Som lovene i dansk tennis foreskriver var det ene af de tre medlemmer af Appeludvalget også på valg for en treårig periode. Søren Arentoft modtog genvalg, så han fortsætter sammen med Christian Kurt Nielsen og Jørgen Torpe Kann. Desuden blev Troels Bay Simonsen genvalgt for et år som suppleant til Appeludvalget.
Trenden med lyst til genvalg fortsatte hos de to revisorer og revisorsuppleanten, som alle er på valg hvert år. Derfor var der genvalg til Steffen Wanscher og Kristian Danstrup, samt Oddbjørn Unset som revisorsuppleant.