Gentofte og KB i endnu en DM-finale

Det bliver enten Gentofte eller KB, der vinder Elitedivisionen i tennis for kvinder. Det står klart efter de i semifinalerne slog HRT og Lyngby.

Elitedivisionen i tennis finder sin afgørelse denne weekend på KB’s anlæg. Lørdagen lagde for med kvindernes semifinaler, hvor Gentofte mødte Hørsholm-Rungsted og KB stod over for Lyngby.

KB vandt 1. og 3. single, da Rebecca Munk Mortensen og Mai Grage besejrede henholdsvis Elena Jamshidi og Charlotte Ellegaard i to sæt. Lyngby sørgede dog for, at det stod helt lige efter singlerne. Natacha Schou vandt en storsejr over Julie Noe, mens Malene Stripp slog Karoline Laursen.

Så skulle semifinalen afgøres i doublerne. Her blev det to næsten identiske kampe. I 2. doublen spillede KB-duoen med Karoline Laursen og Vilma Krebs Hyllested en rigtig god kamp og vandt med 6-4, 6-2.

Kort efter blev 1. doublen færdig. Rebecca Munk Mortensen og Mai Grage besejrede Elena Jamshidi og Sille Tranberg med 6-3, 6-2.

Gentofte i endnu en finale

De første til at booke en billet til DM-finalen blev vinderne af grundspillet fra Gentofte. Holdet var aldeles suveræne mod HRT, der kun fik fem partier i alt i de tre første singler.

4. singlen mellem Zoe Du Pasquier Jensen (Gentofte) og Carla Valentin Jensen (HRT) blev mere tæt. Især i første sæt, der endte 7-5 i Gentoftes favør. Dernæst fik Zoe Du Pasquier Jensen bedre styr på kampen og vandt andet sæt med 6-1. Derfor blev det ikke nødvendigt at spille doublerne.

Dermed mødes Gentofte og KB i en finale, der er en gentagelse af finalen fra udendørs hold-DM.

Både dame- og herrefinalen afvikles søndag fra klokken 14.00. Afslutningen på herrernes finale kan følges direkte på tv-kanalen SPORT LIVE fra klokken 17.30.

Herrernes semifinaler sattes i gang klokken 15.30. Her mødes Gentofte og Lyngby i den ene semifinale, mens KB og HIK tørner sammen i den anden.

Medaljespillet kan følges på: https://tennis.dk/medaljespil2021-inde/

RESULTATER

Gentofte – HRT 4-0

  • 1. Emilie Francati– Philippa Preugschat 6-0, 6-1
  • 2. Maria Jespersen– Sarah Suljadzic 6-2, 6-0
  • 3. Helena Francati– Ena Arnautovic 6-0, 6-2
  • 4. Zoe Du Pasquier Jensen– Carla Valentin Jensen 7-5, 6-1

KB – Lyngby 4-2

  • 1. Rebecca Munk Mortensen– Elena Jamshidi 6-1, 6-2
  • 2. Julie Noe – Natacha Schou1-6, 0-6
  • 3. Mai Grage– Charlotte Ellegaard 6-4, 6-2
  • 4. Karoline Laursen – Malene Stripp 2-6, 6-3, 8-10
  • 1. Rebecca Munk Mortensen/Mai Grage– Elena Jamshidi/Sille Tranberg 6-4, 6-2
  • 2. Karoline Laursen/Vilma Krebs Hyllested– Natacha Schou/Malene Stripp 6-3, 6-2