Masser af succes ved stor danskerdag

Fire danskere er videre til 2. runde ved Gentofte Open. De skal alle i ilden torsdag fra klokken 10.

Carl Emil Overbeck var dominerende i sin modstanders servepartier.

Fem danskere var på grus, da 1. runde af Gentofte Open blev afsluttet onsdag.

Carl Emil Overbeck er seedet 1 og møder op efter at have vundet to $30.000-turneringer på stribe i Portugal. Hans modstander, italieneren Lorenzo Balducci, havde til gengæld tabt sin seneste kamp og var kun i hovedturneringen som lucky loser.

Den forskel var til at se på banen. Carl Emil Overbeck afgav ikke et eneste parti i andet sæt. Balducci fik lidt mere med i andet sæt, men Carl Emil Overbeck lukkede til 6-0, 6-3.

”Jeg starter virkelig godt ud og er virkelig fokuseret. Så har jeg et lille ’hiccup’ i andet sæt, hvor jeg misser en del førsteserver, men ellers er jeg tilfreds,” siger han efter kampen.

Han ser frem til en uge på hjemmebane, hvor han også er med i double sammen med Oskar Brostrøm Poulsen.

”Jeg rejser hele tiden, så det er meget sjældent, at jeg får lov til at spille en turnering på hjemmebane, så det er virkelig specielt. Jeg nyder det virkelig,” siger Carl Emil Overbeck.

Dansk mester mod norsk

Den danske mester Valdemar Pape mødte den norske mester Johan Oscar Lien i dagens sidste single på center court. Det blev en kamp, der bølgede frem og tilbage.

Valdemar Pape er for andet år i træk gledet videre til 2. runde ved Gentofte Open.

Valdemar Pape vandt første sæt med 6-3 og førte 3-1 i andet sæt. Men herefter røg der fem partier til nordmanden. I afgørende sæt var der stillingskrig i begyndelsen. Men Valdemar Pape fik det afgørende break, og han sluttede sågar med endnu et og vandt sættet med 6-3.

Han var godt tilfreds med at have vundet den interne dyst mellem to nationale mestre.

”Det er vigtigt. Især efter VM i fodbold, er det rigtig vigtigt, vi tager den i tennis,” siger Valdemar Pape.

Gentofte-spilleren giver stor kredit til hjemmepublikummet efter sejr i den lange kamp.

”I en lang kamp, når man bliver lidt træt til sidst og bliver nervøs og har tunge ben, hjælper det rigtig meget, at man har opbakning. Det giver en hel masse ekstra energi,” siger Valdemar Pape.

Danskeropgør

Allerede inden den første serv blev servet onsdag, stod det klart, at en dansker ville gå videre. For ottendeseedede Oskar Brostrøm Poulsen skulle nemlig møde Carl Emil Bak Weller. Den 17-årige KB’er var med på wild card og spillede sin første kamp i hovedturneringen i de professionelles rækker.

Oskar Brostrøm Poulsen var i teten i første sæt, som den hårdtservende Gentofte-spiller vandt med 6-2. Carl Filip Bak Weller brød serv i andet sæt og havde flere fordele til at komme på 5-1. I stedet mistede han overblikket i næste parti, hvor en føring på 40-15 blev fulgt op af fire tabte bolde.

Oskar Brostrøm Poulsen står for en offensiv spillestil.

Sættet endte 7-5 til Oskar Brostrøm Poulsen, der ekstatisk over at være tilbage på hjemmebane med ATP-point på højkant.

”Det er fantastisk. Super fed atmosfære. Det er altid rart at spille på hjemmebane i en international turnering. Det er super fedt at være videre i både single og double,” siger Oskar Brostrøm Poulsen.

Drømmer om junior grand slams

For ungen Carl Filip Bak Weller var der meget at tage med.

”Det var en fed oplevelse. Jeg var meget nervøs i starten, og så stille og roligt begynder jeg at komme ind i kampen og får et bedre andet sæt. Det er ærgerligt, at jeg ikke lige får andet sæt. Han begynder at spille lidt bedre, og jeg mister det måske lidt hurtigt, men ja, det var en god kamp, synes jeg,” siger han.

Hvis vi lige kan zoome ind: Du er foran med et break i andet sæt, og har 40-15 i dit eget game, hvor du ender med at blive brudt. Hvad er det, der sker inde i dig i det game?

”Jamen, jeg tror, jeg slapper lidt for meget af. Jeg skulle egentlig bare have holdt mig lidt til planen. I stedet for mister jeg lidt hovedet og laver tre fejl ud af de fire bolde. Så får han partiet der. Det var lidt ærgerligt.”

Carl Filip Bak Weller var under pres i danskerdysten.

Hvad betyder det for dig i din udvikling at få lov at prøve den her mulighed – at få et wildcard til turneringen?

”Det hjælper utrolig meget. Jeg er meget glad for wildcardet, og jeg ser ligesom, hvor mit niveau ligger i forhold til dem her, der spiller her. Det giver mig god erfaring, og jeg er bare utrolig glad for at få min debut.”

Og hvad er dine ambitioner for resten af din juniortid?

”Jeg har jo det her resten af året og så et år næste år. Jeg vil i hvert fald gerne hen og spille de der junior Grand Slams,” siger Carl Filip Bak Weller, der ligger nummer 338 på juniorverdensranglisten.

Theilgaard mod grand slam-vinder

Apropos junior grand slams, så er den en ting, som Gustav Theilgaards modstander i 1. runde kender alt til. Den 17-årige bulgarer Ivan Ivanov vandt sidste år både juniorudgaven af Wimbledon og US Open.

Men i de voksnes rækker er alle kampe svære. Hvis han ikke allerede var klar over det, blev Ivanov mindet om det allerede i første parti mod lokale Gustav Theilgaard.

Gustav Theilgaard leverede på et blændende niveau i store dele af første sæt.

Den venstrehåndede dansker brød allerede serv i første parti. Modstanderen fik kæmpet sig tilbage og sættet skulle i tiebreak. Fra 3-3 vandt bulgaren tre point på stribe. Theilgaard fik afværget de to første sætbold i egen serv. Men på den tredje lukkede Ivan Ivanov sættet.

Det blev det afgørende moment i kampen. Gustav Theilgaard tabte andet sæt med 6-2.

”Jeg synes, jeg er med hele vejen. Jeg kunne lige så godt have vundet første sæt, og så kommer jeg dårligt fra start i andet, og der er han sgu for god. Jeg synes egentlig, det var en fed kamp, og jeg er glad for min egen præstation,” siger Gustav Theilgaard.

Gustav Theilgaard er med på wild card. For ham var det en fed mulighed at møde en ung spiller, der måske kan ende langt højere på verdensranglisten på sigt.

”Det er super fedt og sjovt at få lov at prøve. Det er ikke noget, jeg gør mig i til hverdag, at spille de her professionelle turneringer, så det er bare fedt at få muligheden for at spille her på hjemmebane. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at jeg ikke kan vinde i single, men nu er jeg stadig med i double. Jeg håber, at jeg kan lave det samme run, som jeg gjorde sidste år, og nå langt i double også,” siger han.

Sidste år vandt han doublerækken med Christian Sigsgaard, som i år er ude med en skade. I stedet danner Gustav Theilgaard par med Valdemar Pape. De spiller kvartfinale torsdag.

FAKTA: World Tennis Tour Gentofte Open

  • Navn: Gentofte Open
  • Dato: 26. juli – 2. august 2026
  • Sted: Gentofte Tennisklub
  • Underlag: Grus
  • Præmiesum: $30.000
  • Deltagere i hovedturneringen: 32 spillere i single (heraf 8 spillere fra kvalifikationen og 4 wildcards)