De fleste danske singlespillere spiller 1. runde onsdag. Men Sebastian Grundtvig Jørgensen leverede en sejr allerede tirsdag.

Det så noget grumt ud for Sebastian Grundtvig Jørgensen i første sæts tiebreak. Modstanderen Nikola Djosic (ATP: 1064) havde bragt tilspillet sig fem sætbolde.
Men tennis er et svært spil. Og nogle gange er det især svært at vinde den sidste bold. Det fornemmede Sebastian Grundtvig, og han udnyttede situationen.
”Jeg kommer bagud 6-1 i tiebreaken, og så laver han to forhåndsfejl, og det, tror jeg, går lidt i hovedet på ham, og så bliver han lidt defensiv, og jeg får så lov til at spille lidt. Så kommer jeg tilbage og vinder 8-6,” siger han.
”Jeg synes, det var en svær kamp. Det blæser meget i dag, så man føler sig aldrig helt komfortabel på banen. Men jeg var heldig at vinde første sæt, og så begyndte jeg at spille en del bedre i andet sæt.”
Det skete med cifrene 6-3. Der var godt besøgt omkring center court ved Gentofte Open. Og det var bestemt vigtigt med den solide opbakning.
”Det var dejligt. Jeg kunne godt mærke, at der var support. Lidt ekstra klap, lidt ekstra ’come ons’. Det, tror jeg, var med til at gøre, at jeg vandt første sæt,” siger Sebastian Grundtvig Jørgensen.
Dansk dag på center court

Resten af Grundtvigs danske singlekollegaer skal først i aktion onsdag, når kampene i 1. runde spilles færdig. Seedet 1, Carl Emil Overbeck, lægger ud fra klokken 10 på center court. Overbeck efterfølges af sin doublemakker Oskar Brostrøm Poulsen, som spiller en ren danskerkamp mod Carl Filip Bak Weller.
Tredje kamp samme sted er med Valdemar Pape. På bane 1 spiller Gustav Theilgaard kamp nummer to.
Tirsdag var det også tid til at få gang i doubleturneringen. Overbeck og Brostrøm Poulsen er topseedet. Men de blev budt godt op til kamp af den unge Gentofte-duo Gabriel Pyndt og Asger Thorn Sørensen.
Det det endelige regnskab skulle gøres op, blev det dog en sejr til favoritterne på 7-6, 6-3.
Artiklen opdateres senere med øvrige danske doubleresultater.
FAKTA: World Tennis Tour Gentofte Open
- Navn: Gentofte Open
- Dato: 26. juli – 2. august 2026
- Sted: Gentofte Tennisklub
- Underlag: Grus
- Præmiesum: $30.000
- Deltagere i hovedturneringen: 32 spillere i single (heraf 8 spillere fra kvalifikationen og 4 wildcards)
- Deltagere i kvalifikationen: 32 spillere (heraf 5 wildcards)
- Livestream: Alle kampe i hovedturneringen livestreames fra ITF’s platform
- Billeder: Billeder fra turneringen til fri afbenyttelse kan findes her.
