I år får både damer og herrer mulighed for at tjene point til verdensranglisterne i tennis, når Gentofte Open udvider og byder spillere fra hele verden velkommen i uge 30 og 31.

Mens verdens mest prestigefyldte turnering er i fuld gang i Wimbledon, lægger Gentofte Tennisklub sidste hånd på forberedelser til deres egne to uger med international tennis.
Sidste år blev første udgave af Gentofte Open en stor succes, hvilket blandt andet blev belønnet med en pris fra det internationale tennisforbund for en velafholdt turnering.
I år udvides Gentofte Open så markant. Der dobles faktisk op, da turneringen går fra kun at være en herreturnering i en enkelt uge til at være først en uge med dameturnering og siden en uge med en herreturnering. Dermed bliver der masser af professionel tennis i Gentofte i uge 30 og 31.
Den nyslåede danmarksmester i damesingle og damedouble Rebecca Munk Mortensen er en af de spillere, som får glæde af en international turnering på hjemligt grus.
“Det betyder megameget. Jeg elsker at have hjemmebanefordel. Der findes intet bedre end at kunne få lov til at kæmpe om internationale point samtidig med man får lov at sove i sin egen seng. Man kender de fleste til turneringen, som bare giver en megafed stemning. Så jeg glæder mig supermeget,” siger Rebecca Munk Mortensen, der som nummer 653 aktuelt er Danmarks næstbedst placerede spiller på kvindernes verdensrangliste efter Clara Tauson.

Kæmpe fornøjelse at give den gas
Hver af de to uger med Gentofte Open får en præmiesum på $30.000. Hos damerne er der 35 point til WTA-verdensranglisten til vinderen, mens vinderen hos herrerne kan sætte 25 point ind på ATP’s verdensrangliste.
Oskar Brostrøm Poulsen fra Gentofte Tennisklub er en af de spillere, som på egen krop prøvede hjemmebanefordelen sidste år ved første udgave af Gentofte Open. Den 24-årige tog sidste år hul på livet som fuldtidsprofessionel tennisspiller og ligger i dag nummer 746 i single og 237 i double.
Han kalder oplevelsen med Gentofte Open sidste år for ”supergod”.
”Det er en kæmpe fornøjelse at få lov til at spille en professionel turnering på hjemmebane. Det er virkelig ikke ofte, det sker. Det betyder virkelig meget, og jeg sætter stor pris på al den tid og det arbejde, der lavet for at få det op at stå. Som professionel tennisspiller er det supermotiverende at kunne gå ud på hjemmebanen og give den ga,” siger Oskar Brostrøm Poulsen.

Hæver barren
World Tennis Tour-turneringen i Gentofte får deltagelse af 32 spillere i hver singlerække. Heraf vil otte af spillerne komme fra kvalifikationen. Desuden spilles sideløbende en doublerække med 16 par.
Martin Linnet Killemose er vicedirektør i Dansk Tennis Forbund og har ansvaret for den sportslige afdeling. Han roser Gentofte Tennisklub for at have udvidet turneringen til to uger, så både kvinder og mænd kan komme på plakaten.
”Gentofte har hævet barren for internationale tennisevents i Danmark. Det er afgørende for udviklingen af dansk tennis, at vores spillere får mulighed for at konkurrere på internationalt niveau på dansk grund,” siger Martin Linnet Killemose og fortsætter:
”Internationale turneringer giver ikke alene etablerede spillere værdifulde rankingmuligheder og erfaring mod stærk international modstand – de skaber også inspiration og konkrete udviklingsmuligheder for den kommende generation af danske talenter.”
Stærk udvidelse
Turneringsdirektør i Gentofte Open, Martin Jørgensen, glæder sig over, at det ikke blot har været muligt at gentage succesen fra sidste år. Men at ambitionen om både at kunne byde indenfor til en dame- og en herreturnering er realiseret.
”Både organisatorisk og ikke mindst økonomisk er det en krævende investering at afholde World Tennis Tour-turneringer. Derfor skal der også lyde en kæmpe tak til alle, der er med til at gøre dette muligt. Det gælder både her i klubben, vores samarbejdspartnere, vores sponsorer og ikke mindst de personer, der har været med til at åbne døre for os. Forhåbentlig kan Gentofte Open inspirere, så vi i fremtiden får endnu flere internationale turneringer på dansk grund,” siger Martin Jørgensen.
Nogle af dem, der har været med til at gøre det muligt, er Sport Event Denmark. Her ser man frem til to uger med toptennis nord for København.
“Det er stærkt, at Gentofte Open i 2026 vokser til to uger med både ITF W35 og ITF M25 på dansk grund. Det løfter turneringen markant og viser, at Danmark kan tiltrække international tennis med kvalitet, ambitioner og perspektiv,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.
Damernes udgave af Gentofte Open begynder med kvalifikation 19. juli, mens finalen spilles 26. juli. Herrernes kvalifikation indledes på damernes finaledag, mens de mændene spiller singlefinale 2. august.
Der er fri entré alle dage til Gentofte Open.
FAKTA: World Tennis Tour i Gentofte
- Navn: Gentofte Open
- Dato: Dameturnering 19. – 26. juli 2026, herreturnering 26. juli – 2. august 2026
- Sted: Gentofte Tennisklub
- Underlag: Grus
- Præmiesum i alt: $60.000
- Deltagere i hovedturneringerne: 32 spillere i single (heraf 8 spillere fra kvalifikationen og 4 wildcards)
- Deltagere i kvalifikationen: 32 spillere (heraf 5 wildcards)
- Deltagere i double: 16 par (heraf 3 wildcards)
- WTA-point i dameturneringen: 35 til vinderen, 23 til finalisten og 14 til semifinalisterne
- ATP-point i herreturneringen: 25 til vinderen, 16 til finalisten og 8 til semifinalisterne
