Der skulle Golden Matchtiebreak til, inden Give slog sig i DM-finalen. Her møder de hjemmeholdet KB, som besejrede HIK med 4-2.
Tænder man fjernsynet på SPORT LIVE søndag klokken 10, kan man fornøjes med DM-finalen for herrer mellem KB og Give. Det står klart efter lørdagens semifinaler ved Medaljespillet på Peter Bangs Vej.
Vejen til finalen for Give gik forbi Gentoftes herrer i et GTK mod GTK-opgør. Det jyske GTK måtte komme fra baghjul, idet Gentoftes Christian Sigsgaard og August Holmgren tog sig af de to første singler.
Patrick Kristensen og Michel Dornbusch bragte balance i regnskabet med sejre over Jesper Andi Jørgensen og Philip Ørnø. 2-2 og intet afgjort inden doublerne.
Her tog Give første stik, da 2. doublen med Patrick Kristensen og Florian Barth slog Ørnø og Andi med 6-4, 6-1. Så lugtede det af Give-sejr, da konstellationen Marco Kirschner/Michel Dornbusch havde første sæt mod Sigsgaard og Holmgren.
Men duoen fra det danske Davis Cup-hold svarede stærkt igen, og vandt de to sidste sæt med 7-5 og 10-6.
Så skulle der en Golden Matchtiebreak til for at afgøre semifinalen. Efter fravalg fra holdkaptajnerne skulle den dystes i 2. double: Florian Barth og Michel Dornbusch mod Philip Ørnø og en nyindskiftet Christopher Raben.
Det bliver en lige affære, men mod slutningen trak Gives tyske duo fra og vandt med 10-7.
Mestre tilbage i finalen
Den anden semifinale var en gentagelse af sidste års dramatiske DM-finale mellem KB og HIK. Forud for semifinalen var KB udråbt som favoritter efter en suveræn indsats i grundspillet. Men Medaljespillet har ry for at levere spænding, og det kom også til at holde stik denne gang.
Eric Vanshelboim slog Sebastian Grundtvig i 1. single, mens Valdemar Pape svarede igen for HIK i en tresætter mod Johannes Ingildsen. HIK var også stærkest i tredje sæt i 3. single. Christoffer Kønigsfeldt lavede et comeback mod Simon Friis Søndergaard og vandt 3-6, 6-3, 10-7.
Favoritterne fra KB var for alvor presset, da HIK’s Rafa Miralles samtidig tvang 4. singlen mod Benjamin Hannestad ud i en matchtiebreak. Hannestad, der for nyligt nåede semifinalen ved ITF-turneringen på KB, fik dog styr på spillet og hev sejren i land med 10-7.
Igen helt lige inden doublerne. Men i modsætning til semifinalen mellem Give og Gentofte blev det ikke nødvendigt med en Golden Matchtiebreak.
Vanshelboim og Hannestad vandt 1. double i to sæt. Johannes Ingildsen og Simon Friis Søndergaard skulle bruge et sæt mere. Men det holdt, og KB kan dermed forsøge at genvinde DM søndag.
Kvindernes semifinaler blev hurtigt færdige lørdag. I søndagens finale, der ligeledes begynder klokken 10, mødes KB og HRT.
Kom til KB
Der er fri entré, så læg endelig vejen forbi KB’s anlæg, hvis du vil se dansk toptennis. Du kan følge Medaljespillet på tennis.dk/medaljespil2021/ gennem hele weekenden.
Husk, at der er tv-transmission fra herrefinalen søndag på SPORT LIVE. Fra klokken 10 vises første runde med holdenes 1. single. SPORT LIVE genoptager transmissionen fra klokken 18, hvor afslutningen på DM-finalen kan ses på kanalen.
RESULTATER
KB – HIK 4-2
- Eric Vanshelboim– Sebastian Grundtvig 6-2, 6-4
- Johannes Ingildsen – Valdemar Pape7-5, 4-6, 7-10
- Simon Friis Søndergaard – Christoffer Kønigsfeldt6-3, 3-6, 7-10
- Benjamin Hannestad– Rafa Miralles 6-2, 3-6, 10-7
- Eric Vanshelboim/Benjamin Hannestad– Valdemar Pape/Christoffer Kønigsfeldt 6-2, 6-4
- Johannes Ingildsen/Simon Friis Søndergaard– Alexander Kønigsfeldt/Rafa Miralles 6-1, 4-6, 10-6
Give – Gentofte 4-3
- Anders Grinderslev – Christian Sigsgaard2-6, 3-6
- Florian Barth – August Holmgren3-6, 6-4, 11-13
- Patrick Kristensen– Jesper Andi Jørgensen 6-2, 3-6, 10-8
- Michel Dornbusch– Philip Ørnø 6-2, 6-4
- Marco Kirschner/Michel Dornbusch – Christian Sigsgaard/August Holmgren6-4, 5-7, 6-10
- Patrick Kristensen/Florian Barth– Jesper Andi Jørgensen/Philip Ørnø 6-4, 6-1
*Golden MTB: 2. HD: Florian Barth/Michel Dornbusch – Philip Ørnø/Christopher Raben 10-7