DM-guld til Give og Hørsholm

Give Tennisklub vandt sit andet DM-guld på tre år, da de slog KB i finalen i herrernes elitedivision. Hos kvinderne blev det til guld for Hørsholm-Rungsted, som også besejrede KB.

Søndag blev der spillet DM-finaler i tennis for hold på KB’s anlæg på Peter Bangs Vej, der var vært for tennissportens final 4: Medaljespillet.

Herrefinalen var et opgør mellem de forsvarende mestre for KB og guldvinderne fra 2019, Give. Det blev en overordentlig ligebyrdig affære.

De to hold delte de fire singler mellem sig, idet Eric Vanshelboim og Benjamin Hannestad vandt henholdsvis 1. og 3. single for KB. Samtidig var Gives to tyske singler, Florian Barth og Michel Dornbusch, leveringsdygtig i sejre i 2. og 4. single.

Så det var helt lige inden de to doubler. I 1. double var duoen Eric Vanshelboim og Benjamin Hannestad endnu en gang i stand til at sætte point på KB-kontoen, da de slog Anders Grinderslev og Marco Kirschner med 6-3, 3-6, 10-7.

Men Give kom fra baghjul i den anden double. Igen var det Florian Barth og Michel Dornbusch, der leverede varen. De slog Johannes Ingildsen og Simon Friis Søndergaard med 6-4, 5-7, 4-10. Give-duoen var eller kun to point fra nederlag ved stillingen 6-4, 5-4 til KB.

Da det stod 3-3 i den ordinære holdkamp, skulle der en såkaldt golden matchtiebreak til for at afgøre, hvor DM-guldet skulle hen – nøjagtig som året forinden.

De to hold skiftedes til at fravælge kampe, så det til sidst skulle afgøres i en tiebreak til 10 point i en double. KB havde igen Eric Vanshelboim og Benjamin Hannestad i aktion, mens Give havde rykket lidt rundt i opstillingen, så det var op til Ander Grinderslev og Michel Dornbusch.

Stolt over surrealistisk oplevelse

Det blev en god omrokering for Give, som vandt 10-7 og dermed kunne tage DM-guldet med tilbage over Storebælt.

”Jeg er sindssygt stolt. Det er vildt. Jeg vinder faktisk ikke en tenniskamp selv den her weekend. Men jeg går så ind og vinder golden matchtiebreak med en makker, der spiller helt sindssygt. Han rammer den lige i røven,” siger Anders Grinderslev.

For ham var det en meget speciel oplevelse at være med, da det hele skulle afgøres i golden matchtiebreak.

”Jeg er vanvittig ’shakey’ for at være ærlig. Men min makker sætter nogle vanvittige returneringer. Så får jeg spillet mig op og sat et par gode flugtninger og en forhånd, der er sindssygt vigtig for mit momentum i kampen, så jeg også kan byde lidt ind.”

Anders Grinderslev har spillet for Give de sidste tre år, hvor de har været et særdeles frisk pust i herrernes Elitedivision med tilskuerfyldte hjemmekampe og stor succes i Medaljespillet. Derfor var det også en anelse vemodigt for Anders Grinderslev, der flytter adresse og skifter til KB fremover.

”Jeg er megastolt af holdet i Give og er sindssygt glad for at kunne levere guldmedalje nummer to på tre år. Jeg synes, at det er vigtigt, at Give er der. Det er et vigtigt indspark i dansk tennis,” siger han.

Gentofte vandt bronze efter en sikker sejr på 4-0 over HIK.

Guldet skal til Hørsholm

I damernes finale var HRT favoritter mod hjemmeholdet fra KB. Hørsholmholdet blev anført af de stærke udlændinge Dea Herdzelas (WTA: 361) og Anna Zaja (WTA: 314) på de to første singler. De var en vigtig tilføjelse for HRT og vandt sikkert deres singler.

17-årige Johanne Svendsen bragte HRT foran med 3-0, da hun slog Karoline Laursen med 6-3, 6-1. Mai Grage fik reduceret for KB ved at besejre Mille Mørk med 6-2, 6-1.

Således skulle HRT kunne vinde en enkelt af de to doubler for blive danmarksmestre. Det sørgede de for, da 1. doublen med Dea Herdzelas og Johanne Svendsen slog Rebecca Munk Mortensen og Karoline Laursen med 6-3, 6-3.

”Det føles vildt godt. Jeg har faktisk aldrig stået i en slutspilsfinale før. Så at vi står som vindere er virkelig virkelig fedt. Nu tager vi til Hørsholm og fejre det i klubben sammen med medlemmerne,” siger Johanne Svendsen.

Sindssygt år

DM-guldet er endnu et højdepunkt på et fremragende 2021 for Johanne Svendsen. Tidligere i år vandt hun en stor juniorturnering i Colombia. Siden har hun fulgt op med deltagelse i juniorudgaverne af Roland Garros og Wimbledon.

Seneste gik hun hele vejen og vandt sin første professionelle seniorturnering – det endda på hendes gamle hjemmebane i Vejle Tennisklub, hvor hun startede med at spille tennis.

”Det har været et helt sindssygt år, hvor det er gået enormt stærkt. Stærkere end jeg nogensinde havde turdet håbe på. I januar var jeg faktisk virkelig tennisdeprimeret og havde en periode, hvor jeg var lidt nede. Men så tog det ene det andet, da jeg vandt i Colombia. Derfra har det egentlig bare kørt på skinner,” siger Johanne Svendsen.

Næste opgave for juniorverdensranglistens nummer 53 bliver junior US Open i september.

”Jeg glæder mig. Det er altid sjovt at komme ud og spille Grand Slam. De har lavet hovedturneringe lidt mindre i år, så jeg skal spille med i kvalifikationen. Men jeg tager det hele med, og jeg går selvfølgelig efter at kvalle ind og få et par runder i hovedturneringen,” siger Johanen Svendsen.

Også hos kvinderne blev det til bronze til Gentofte. Men det holdt hårdt, da der skulle en golden matchtiebreak til, før Lyngby var besejret.

Se alle resultater for semifinaler, finaler og bronzekampe på https://tennis.dk/medaljespil2021/

RESULTATER FINALER

Damer

KB – HRT 1-4

  • Rebecca Munk Mortensen – Dea Herdzelas0-6, 3-6
  • Vilma Krebs Hyllested – Anna Zaja3-6, 2-6
  • Karoline Laursen – Johanne Svendsen3-6, 1-6
  • Mai Grage– Mille Mørk 6-2, 6-1
  • Rebecca Munk Mortensen/Karoline Laursen – Dea Herdzelas/Johanne Svendsen3-6, 3-6
  • Mai Grage/Vilma Krebs Hyllested – Anna Zaja/Ida Hasselbalch 6-2, 2-3 (kampen afbrudt)

Herrer

KB – Give 3-4

  • Eric Vanshelboim– Anders Grinderslev 6-2, 6-3
  • Johannes Ingildsen – Florian Barth6-2, 1-6, 3-10
  • Benjamin Hannestad– Patrick Kristensen 6-1, 6-3
  • Carl Emil Overbeck – Michel Dornbusch6-2, 4-6, 7-10
  • Eric Vanshelboim/Benjamin Hannestad– Anders Grinderslev/Marco Kirschner 6-3, 3-6, 10-7
  • Simon F. Søndergaard/Johannes Ingildsen – Florian Barth/Michel Dornbusch6-4, 5-7, 4-10

Golden MTB: 1. HD: Eric Vanshelboim/Benjamin Hannestad – Anders Grinderslev/Michel Dornbusch 7-10