Tennissportens Dag gjorde comeback i 2021

På trods af omstændighederne var 200 tennisklubber sammen om at fejre genåbningen og sæsonstarten udendørs. I 2022 bliver Tennissportens Dag den 30. april.

God stemning af en fast del af Tennissportens Dag. Foto: Lars Holm.

Optakten til Tennissportens Dag 2021 bød på svære odds på grund af corona. Arrangører såvel som deltagere ventede spændt på, hvad der blev muligt. Det krævede derfor store portioner is i maven hos alle involverede parter, som både ville gøre opmærksom på dagen og ligeledes sikre den bedst mulige oplevelse.

Tennissportens Dag 2021 blev ikke noget nyt rekordår, men alt taget i betragtning, var der mange steder positive tilkendegivelser om masser af liv på banerne og fremmøde lige fra de helt små poder til 60+. Klubberne beretter blandt andet:
  • Henrik Sommer, formand Overlund Tennisklub: “Kæmpe fremmøde til Tennissportens Dag i Overlund. Med god reklame forud for dagen mødte 30 interesserede op i dejligt solskin og med godt humør.”
  • Henriette Malcolm, bestyrelsesmedl. Silkeborg TK: “Rigtig fint fremmøde i klubben. Det højeste antal i mange år.”
  • Morten Bach, træner Skive TK: “Over 60 personer kiggede forbi klubben. Tennisspillere i alle aldre fik en på opleveren med alt hvad tennis har at tilbyde.”
  • Heidi Bjerre, bestyrelsesmedl. Kerteminde TK: “Vi havde vildt mange besøgende. Vi anvendte et klemmesystem med 75 stk. og måtte endda spritte klemmerne af flere gange.”
  • Bente Larsen, udvalgsmedl. Næsby IF Tennis: “Vi havde et lavt antal besøgende i Næsby. Måske har mange benyttet lørdagen på at prøve noget af alt det andet, der først blev åbnet fra 6. maj.”

Tennissportens Dag 2021 var ikke lige velbesøgt alle steder. Foruden den store genåbning af en række alternative aktivitetstilbud blot to dage før 8. maj, og hertil folks individuelle barrierer for at deltage i større forsamlinger, kan årsagerne have været vidt forskellige fra sted til sted.

I store termer kan det også nævnes, at den nationale kampagne blev sparket senere i gang og med knap så stor kraft, da der var mange corona-restriktioner at tage hensyn til. Som en del af kampagnen kunne Tennissportens Dag heller ikke, som tidligere år, reklameres som “åbent hus”, da et spøgende forsamlingsloft samt valg af tilmelding fra deltagerne i godt halvdelen af klubberne umuliggjorde dette.

Tennissportens Dag 2022 afholdes tidligere

Nu er Tennissportens Dag 2021 historie, og det er tid til at se frem mod Tennissportens Dag 2022, der afholdes lørdag 30. april.

Tennissportens Dag er en robust størrelse, der nu både har bevist sit værd i snevejr og mod corona, mener Lorenz Sønderby, projektleder for ”Bevæg dig for livet – Tennis”:

“På baggrund af klubbernes tilbagemeldinger, lægger vi dagen en uge tidligere i 2022. Det matcher blandt andet bedre med de mange introtilbud fra starten af maj måned,” siger Lorenz Sønderby.

Med den tidligere dato, er håbet fra DGI og Dansk Tennis Forbund også, at flere tennisklubber ser en værdi i at få klargjort banerne i god tid, så sæsonen forlænges og nye medlemmer bedre kan nå at få øje på tennis, som en potentiel mulighed blandt de mange øvrige fritidstilbud.

“Vi håber, at Tennissportens Dag 2022 får bedre vilkår og stor tilslutning fra både klubber, medlemmer og ikke mindst masser af tennislystne gæster. Med det sagt, skal der også lyde et kæmpe tak til alle, der har ydet en flot indsats her i 2021,” siger Lorenz Sønderby.

Klubtilmeldingen til Tennissportens Dag 2022 forventes åben ultimo oktober 2021, og I kan blandt andet få mere info på Facebook i vores fælles arrangørgruppe for Tennissportens Dag.

Tennissportens Dag 2021 i tal

Godt 4.300 deltog i tennisklubberne rundt om i landet, og rundt regnet 1.900 heraf var nye ansigter. Det resulterede i, at cirka 1.150 meldte sig ind i en klub på baggrund af dagen.

Tennissportens Dag afholdes igen i 2022, lørdag 30. april.