Gode danske oplevelser i Køge trods snævre nederlag

Johanne Svendsen og Rebecca Munk havde det ene ben i semifinalerne ved W25 i Køge efter 6-1 i første sæt. Den afgørende match tiebreak sendte dem dog ud fredag, hvor også Hannah Viller Møller måtte se sig besejret i fredagens double-kvartfinaler.

Johanne Svendsen og Rebecca Munk formåede ikke at vinde deres kvartfinale ved W25 i Køge.

I denne uge er Køge vært for en ITF $25.000-turnering, som er den største dameturnering på dansk grund i 11 år. Det høje niveau har i den grad været synligt på gruset, hvor der har været spillet tennis på et rigtig flot niveau. Til stor underholdning for de fremmødte på anlægget i Køge.

Til gengæld har det høje internationale niveau også betydet hård modstand for de danske talenter. Fredag måtte de tre tilbageværende danskere vinke farvel til håbet og drømmene om de mange WTA-point, da de alle måtte gå fra banen med nederlag.

Selvom kvartfinalerne fredag var hårde for Rebbeca Munk, Johanne Svendsen og Hannah Viller Møller, så har dagene i Køge været både sjove og lærerige.

Munk og Svendsen mistede momentum

Dagens tidlige danske højdepunkt blev startet over middag og direkte transmitteret på SPORT LIVE. Johanne Svendsen og Rebecca Munk stod overfor slovenske Pia Lovric og ungarske Adrienn Nagy.

De danske teenagere fik en forrygende start og vandt første sæt meget overbevisende med 6-1.

Andet sæt blev dog alt andet end sammenligneligt med første og momentum skiftede 180 grader. Sloveneren og ungaren tog det med samme cifre, 6-1.

“De andre finder banen bedre i andet sæt. De laver knap så mange fejl, og fylder mere ved nettet, som gør, at vi får mindre plads at spille kryds på. Vi falder også lidt i niveau selv og mister noget mod,“ siger Rebecca Munk efter kampen.

“De begyndte at læse vores server og neutraliserede dem, så vi ikke kunne komme frem til nettet i andet sæt,” supplerer Johanne Svendsen.

Dermed skulle det hele afgøres i match tiebreak. Her kom det danske spil aldrig til at fungere godt nok.

“Vi kommer enormt dårligt fra start i match tiebreaken, og vi misser nogle mærkelige bolde. Det var ikke godt i andet sæt og match tiebreaken,” forklarer Johanne Svendsen.

“De lukker os også meget ved nettet og bryder vores kryds. Det gjorde det svært for os at komme frem til nettet, fordi de pludselig spillede boldene over os. Det skabte panik hos os, som resulterede i nogle lidt “sjove” beslutninger,” fortæller Rebecca Munk.

Selvom turneringen resultatmæssigt ikke har levet op til forhåbningerne for de to danske teenagere, så har det været en god oplevelse at være med i Køge.

“Det er megafedt med så stor en turnering i Danmark. Det er et niveau, som vi begge to gerne vil være med på og også vinde på. Det sender et virkelig godt signal til alle os unge spillere, at der er nogen, der gerne vil arrangere de her,” siger Johanne Svendsen.

“Det var en rigtig fed oplevelse med god støtte fra sidelinjen, hvilket var rigtig fedt, når det kørte på banen. Vi er glade for at spille her, selvom vi ikke fik det resultat, vi havde håbet på,” fortæller Rebecca Munk.

Du kan høre hele interviewet med Johanne Svendsen og Rebecca Munk i videoen herunder, hvor de både analyserer kampen, fortæller om deres samspil som makkerpar, og fortæller, hvad de tager med fra dagene i Køge.

Gode grækere slukker sidste danske håb

Turneringens sidste danske håb var Hannah Viller Møller, der skulle spille kvartfinale med makkeren Valentina Ivanov. De skulle op imod græske Eleni Christofi og Valentini Grammatikopoulou.

Det dansk-newzealandske makkerpar havde det svært hele kampen igennem imod en uhyre velspillende græsk duo, der supplerede hinanden formidabelt. 

Selvom Hannah og Valentina kæmpede det bedste og virkelig spillede for semifinalen, så endte det med nederlag i to sæt på 3-6,3-6.

Hannah Viller Møller med makkeren Valentina Ivanov fra New Zealand.

Hannah Viller Møller kunne derfor stemple ud som den sidste dansker ved årets udgave af ITF $25.000-turneringen i Køge.

“Vi spiller egentlig godt og arbejder os bedre med i kampen. Vi varierer vores spil godt og skaber nogle fede dueller.”

“Det var fedt og meget motiverende at møde nogle helt nye modstandere, hvor særligt den ene er rigtig højt rangeret,” siger Viller Møller med tanke på Valentini Grammatikopoulou, der rangerer som nummer 173 på verdensranglisten.

Selvom kvartfinalen blev endestationen, så tager hun alligevel noget med fra Køge, når hun skal tilbage til USA og færdiggøre det sidste år på college.

“Det har været nogle fede kampe her i Køge. Det er fedt at spille om WTA-point herhjemme. Jeg har fået nogle gode kampe og erfaringer at tage med videre,” siger Hannah Viller Møller.

Lørdagens kampe i Køge

Selvom  det danske sommervejr har vist alle facetter af paletten, så har vi nu fået indhentet de udsatte kampe. Det betyder, at der lørdag skal spilles semifinaler i single og finale i double.

Singlerne står mellem græske Valentini Grammatikopoulou og belgiske Hanne Vandewinkel, mens den anden bliver imellem kroatiske Lucija Ciric Bagaric og Anastasiya Konstantinovna Soboleva fra Ukraine.

I doublefinalen står Tiphanie Lemaitre og Anna Zyrynova. Deres modstandere i finalen bliver Munk og Svendsens overpersoner, Pia Lovric og Adrienn Nagy.

Du kan se hele overblikket over turneringen her.

Du kan følge alle kampes livescore her.

Følg med på SPORT LIVE 

Der er masser af tennis hver dag på anlægget i Køge, hvor der er fri entré. Alternativt kan du følge med lørdag og søndag, når SPORT LIVE sender live fra kl. 10.00.

Du kan følge alle kampes live score her.

FAKTAITF World Tennis Tour i Køge

  • Dato: 30. juli-6. august 2023
  • Sted: Køge Tennis & Padel Klub
  • Underlag: Grus
  • Præmiesum: $25.000
  • Deltagere i hovedturneringen: 32 spillere i single
  • Deltagere i kvalifikationen: 24 spillere
  • Deltagere i double: 16 par
  • WTA-point: 50 til vinderen, 30 til finalisten og 18 til semifinalisten

Følg turneringen på tv

SPORT LIVE er til stede ved de afgørende kampe, hvor de sender direkte i dit tv, så du kan følge med lige der, hvor du er. Se med fra den 4.-6. august (kvartfinaler, semifinaler og finaler).