Der blev pludselig løftet et øjenbryn og så et til hos Lars Gulmann, da han efter tre timer var ved at kunne se enden på DTF’s generalforsamling. Måske var han i tankerne lidt på vej hjem, men ordene på talerstolen fra DTF’s formand, Henrik Thorsøe Pedersen, begyndte pludselig at blive ekstra interessante. Som formand for SLTU og medlem af DTF’s bestyrelse troede Lars ellers, han kendte hele dagens program.
Men det gjorde han ikke, skulle det vise sig. Thorsøe begyndte nemlig at fortælle om den person, der skulle have Dansk Tennis Forbunds lederpris – og ordene førte hurtigt mod Nordsjælland og Lars Gulmann’s spidsede ører:
”Lars har ydet et ekstraordinært bidrag til tennissporten. Han er innovativ og udviklende. Han har gjort en kæmpe indsats i Øresund Tennis, som er en sammenslutning af Humlebæk, Fredensborg og Nivå. Her har han været med til at sørge for en hal med tre indendørs baner. Han har samtidig et godt blik for den hele klub,” lød motivationen fra Henrik Thorsøe Pedersen til en overrasket men også glad Lars Gulmann.
Pris til Aars-formand
Der blev overrakt flere priser på generalforsamlingen. Poul Erik Pedersen fik tildelt Waagepetersens æresetui for mange års troværdig og arbejdsom indsats i DTF, hvor han var kasserer i fire år, JTU’s ungdomsudvalg og i Års Tennisklub, hvor han efter 20 år nu har overladt formandsposten til sin svigersøn men stadig selv er kasserer.
Clara hædret igen
Et af Danmarks største talenter, Clara Tauson, blev tildelt Einar Ulrichs Fonds mindelegat af barnebarn Stein Ulrich. Clara kunne ikke selv være til stede, så hun gik glip af flere roser for hendes fornemme sportslige resultater. Stein fortalte om den rivende udvikling, Clara er inde i med stigende placering på ITF’s juniorrangliste, flere finaleplaceringer og ikke mindst yngste vinder af Danmarksmesterskabet for seniorer (som 13-årig).
KB i juniortop
Mogens Pagh pokalen går til den klub, der opnår de bedste resultater ved DTF’s ungdomsmesterskaber og i internationale juniorturneringer. Efter et tæt opløb med HIK var det denne gang KB, der løb med prisen. Christian Camradt modtog prisen på klubbens vegne.
Skovbakken bedste klub
Endelig blev Skovbakken hædret som årets tennisklub oven på en imponerende medlemsvækst. Klubben spænder vidt fra bredde til det elitære og har sørget for målrettet at lave tilbud til alle medlemsgrupper. Henrik Marris fra DTF’s bestyrelse fortalte om processen, der er ny i år, og formand Klaus Gad fra Skovbakken modtog prisen på klubbens vegne.