Hannah vinder DM for tredje gang, Holger tager første DM-titel

Hannah Viller Møller trådte ind i DM som 4. seedet, men gik hele vejen og sejrede ved DM. Holger Rune blev yngste danmarksmester hos herrerne.

Kvindernes finale ved DM inde for seniorer, der blev afholdt i Hillerød Tennisklub, blev et opgør mellem Hannah Viller Møller (HIK) og Sofia Nami Samavati (Virum-Sorgenfri). Hannah Viller Møller var også i finalen ved DM inde 2018, men måtte der se sig slået af Karen Barbat. I 2019 faldt resultatet ud til Hannah Viller Møllers fordel. I 2017 gjorde Viller Møller rent bord og vandt både DM inde og ude, så første skridt i en mulig gentagelse er taget.

Første sæt var en tæt og længere affære, hvor begge spillere kæmpede bravt, indtil Hannah Viller Møller trak fra og hev sættet hjem 6-3. Viller Møller holdt presset i andet sæt og vandt andet sæt rent 6-0 foran de cirka 200 fremmødte tilskuere i Hillerød.

Se eller gense kvindernes DM-finale.

Holger Rune vinder DM for herrer som den yngste nogensinde

På sin 18-års fødselsdag gik Sebastian Grundtvig (Gentofte) på banen til sin første finale ved DM for seniorer. På den anden side af nettet stod 15-årige Holger Rune (HIK). Holger Rune var 1. seedet i DM inde og vandt også finalen.

Ved sidste weekends DM for hold mødtes de to spillere i et tæt opgør, hvor Holger Rune måtte ud i tre sæt før han stod som vinder. Ved søndagens finale ved DM individuelt blev første sæt igen tæt indtil Holger Rune trak fra og vandt sættet 6-2. I andet sæt holdt Rune momentum og vandtkampen 6-2, 6-2.

Se eller gense herrernes DM-finale.

Holger Rune kunne lade sig kåre som den yngste vinder af danmarksmesterskaberne for herrer nogensinde. Rune modtog efter kampen, ud over DM-medalje og præmiepenge, en C Worldwide Talentprisen. Med prisen, som blev overrakt af direktør Tim Kristiansen, fulgte en check på 50.000 kr.

Vejen til titlen

Hannah Viller Møller
1. runde: Zoe Du Pasquier Jensen  (B93) 6-0, 6-0
Kvart: Emilie Just-Bomholt (HIK) 6-1, 6-0
Semi: Divine Dasam Nweke (Gentofte) 6-3, 6-0
Finale: Sofia Nami Samavati (Virum-Sorgenfri) 6-3, 6-0

Holger Rune
1. runde: Carl Emil Overbeck (HIK) 6-1, 6-3
Kvart: Bartosz Jonatan Terczynski (ATK) 6-3, 6-2
Semi: Igor Tiniakov (Sønderborg) 6-0, 6-3
Finale: Sebastian Grundtvig (Gentofte) 6-2, 6-2