Hillerød skal bidrage til at løfte børne- og ungeidrætten i Danmark

DIF fortsætter med at finde spydspidsforeninger, der skal tegne ’Fremtidens Idræt for Børn og Unge’ i det historiske partnerskab med A.P. Møller Fonden. Foreningerne er sat sammen til lokale klynger, og i Hillerød skal Hillerød Tennis & Padel Klub og Hillerød Golf Klub samarbejde om at udvikle deres børne- og ungemiljøer.

Der er i forvejen godt gang i den i Hillerød Tennis & Padel Klub. Nu bliver det endnu sjovere at være junior i Hillerød.

Med flere end 800.000 medlemmer under 18 år er Danmarks Idrætsforbund (DIF) den største børne- og ungeorganisation i Danmark.

For at skabe endnu bedre idrætsmiljøer for børn og unge har DIF med støtte fra A.P. Møller Fonden startet ’Fremtidens Idræt for Børn og Unge’, og er nu i gang med at ansætte en række børne- og ungeansvarlige, der skal hjælpe foreninger til at styrke arbejdet med børn og unge. Blandt andet i Hillerød, hvor Hillerød Tennis & Padel Klub og Hillerød Golf Klub er udvalgt til at være såkaldte spydspidsforeninger i projektet.

“Vi er gode til at skabe lege til børn og unge i alle aldre. Og så gør vi meget ud af alt det, der handler om det gode foreningsliv. Med den ekstra hjælp håber vi at få kræfterne til at fokusere på udvikling og ikke kun på drift. Og vi håber at få meget ud af en resurse, der kan trække på erfaringer fra både golfklubben og fra de andre klynger rundt i landet,” siger Ina Lund Larsen, der er Formand Hillerød Tennis & Padel Klub.

I forvejen er to foreninger under Dansk Tennis Forbund spydspidsforening. Næstved Tennis Klub er i en klynge med den lokale svømmeklub. Det samme er KIF Padel Club med den flerstrengede forening Kolding KFUM.

Store forventninger

Hos DIF er der store forventninger til det kommende udviklingsarbejde i Hillerød.

”De to foreninger i Hillerød har inden for hver deres idræt store ambitioner på børne- og ungeområdet. Vi håber på, at de via tilknytningen af en børne- og ungeansvarlig kan få hjælp til at realisere deres interessante indsatser, som både skal komme dem selv til gavn, men også bidrage til at andre foreninger kan blive klogere på, hvordan man kan arbejde med udviklingen af børne- og ungemiljøer inden for golf, tennis og padel,” siger Martin Bro, der er faglig leder for de børne- og ungeansvarlige.

Fakta om spydspidsarbejdet:

  • I 2023 og 2024 udpeges et antal foreninger til at være spydspidsforeninger, hvor der skal udvikles og opsamles viden om de succesfulde børne- og ungemiljøer
  • Foreningerne sættes sammen af 2-3 foreninger lokalt, der skal samarbejde om udviklingen
  • Aktuelt er der 7 klynger i gang i Region Midtjylland og 5 i Region Sjælland, mens der i løbet af 2024 vil blive lavet klynger i Region Nordjylland, Region Syddanmark og Region Hovedstaden.
  • Hver foreningsklynge får tildelt en børne- og ungeansvarlig, der skal stå for at drive udviklingsarbejdet og sørge for erfaringsdeling
  • I denne klynge er det Hillerød Tennis & Padel Klub og Hillerød Golf Klub som skal samarbejde om en børne- og ungeansvarlig.

Fakta om Fremtidens Idræt for Børn og Unge:

  • P. Møller Fonden har bevilget 85 mio. kr. til projektet ’Fremtidens idræt for børn og unge’, der er udviklet af og drives af Danmarks Idrætsforbund.
  • ‘Fremtidens idræt for børn og unge’ er et ambitiøst og omfattende projekt, som løber over de næste fem år.
  • Danmarks Idrætsforbund er paraplyorganisation for 62 danske specialforbund.
  • Under Danmarks Idrætsforbund er der i runde tal 6.000 børne- og ungdomsforeninger og 800.000 medlemmer under 18 år.
  • Projektindsatserne er mange under følgende overskrifter: øge kapaciteten, trænerløfte og trivsel, involvering og rekruttering samt synlighed og videndeling.
  • Se mere om programmet: dif.dk/bornogunge