Kaptajn Frederik Løchte Nielsen sætter sin lid til Gentofteduoen August Holmgren og Christian Sigsgaard, når de første to singler i Davis Cup-opgøret mod Thailand spilles fredag.
Sydbank Arena i Kolding er for en uge omdannet til tennismekka. Hallen dannede torsdag ramme om den officielle lodtrækning forud for Davis Cup-kampen mellem Danmark og Thailand, der afvikles fredag og lørdag.
Den danske Davis Cup-kaptajn, Frederik Løchte Nielsen, har udset sig August Holmgren og Christian Sigsgaard til at spille singlerne for Danmark.
Dagens lodtrækning manede sig således, at Christian Sigsgaard bliver første mand i aktion fredag klokken 16. Her møder han Thailands bedste herrer, Wishaya Trongcharoenchaikul, der ligger nummer 767 på verdensranglisten. I 2018 var han fremme som nummer 395.
Fredagens anden singlekamp står mellem August Holmgren og Kasidit Samrej (ATP: 1147).
”Vores spillere kan godt lide at have kampene i deres egen ketcher. Så det er vigtigt, at de har modet til at styre kampene og sørge for at sætte dagsordenen. Det er det, vi kommer til at have fokus på,” siger Frederik Løchte Nielsen om nøglen i weekendens fem kampe.
KØB BILLETTER TIL DAVIS CUP-KAMPEN MOD THAILAND:
Høje forventninger
Lørdag står menuen på en double efterfulgt af to singler. I doublen har kaptajn Løchte valgt at have Benjamin Hannestad ved sin side. De møder den thailandske duo bestående af Wishaya Trongcharoenchaikul og Palaphoom Kovapitukted.
Efterfølgende skal Trongcharoenchaikul i aktion igen – denne gang mod August Holmgren – inden Christian Sigsgaard og Kasidit Samrej runder af i en potentielt afgørende femte kamp.
Frederik Løchte Nielsen er fortrøstningsfuld i forhold til at kunne besejre Thailand samlet set.
”Vi har et godt hold og med gode spillere. Så jeg vurderer, at vi har en god mulighed for at vinde. Men vi har selvfølgelig respekt for modstanderne. Vi forventer os ikke så meget af udfaldet, men vi forventer os meget af vores præstation,” siger han.
OM DAVIS CUP-KAMPEN
Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.
Kampen er i World Group II, der er det tredjehøjeste niveau i landsholdstennis. Vinder Danmark over Thailand, skal holdet med stor sandsynlighed spille igen i slutningen af november. Det afhænger dog også af øvrige resultater rundt om i verden.
Vindes kampen i november, rykker Danmark et niveau op og skal i 2022 spiller World Group I. Taber Danmark til Thailand, bliver det til endnu en sæson i World Group II.
Kampen kan ses på 6’eren eller discovery+
KAMPPROGRAM
Fredag fra kl. 16.00
- Christian Sigsgaard – Wishaya Trongcharoenchaikul
- August Holmgren – Kasidit Samrej
Lørdag fra kl. 12.00
- Frederik Løchte Nielsen/Benjamin Hannestad – Wishaya Trongcharoenchaikul/Palaphoom Kovapitukted
- August Holmgren – Wishaya Trongcharoenchaikul
- Christian Sigsgaard – Kasidit Samrej
Holdene har mulighed for at ændre i deres opstillinger inden lørdagens kampe.
Danmarks Davis Cup-trup
Agust Holmgren
- Født: 22. april 1998 (23 år)
- Klub: Gentofte
- Rangering single: 919
- Davis Cup-debut: 2017
Christian Sigsgaard
- Født: 14. marts 1997 (24 år)
- Klub: Gentofte
- Rangering single: 1085
- Davis Cup-debut: 2015
Benjamin Hannestad
- Født: 14. februar 1997 (24 år)
- Klub: KB
- Rangering single: 1329
- Davis Cup-debut: 2016
Johannes Ingildsen
- Født: 7. januar 1997 (24 år)
- Klub: KB
- Rangering single: 1549
- Davis Cup-debut: 2019
Frederik Løchte Nielsen
- Født: 27. august 1983 (38 år)
- Klub: Lyngby
- Rangering double: 92
- Davis Cup-debut: 2003
Davis Cup-kaptajn: Frederik Løchte Nielsen
Team sponsor: STATE drinks
Fakta om Davis Cup-kampen
- Spilles i World Group II
- Sted: Sydbank Arena, Kolding
- Dato: 17. – 18. september 2021
- Underlag: Hard Court – Rebound Ace HARO
Program for Davis Cup-ugen
- 14. – 16. september: Indledende træningssessioner
- Torsdag den 16. september: Lodtrækning og pressemøde kl. 12.00, Sydbank Arena
- Fredag den 17. september: To singler bedst af tre sæt fra kl. 16.00
- Lørdag den 18. september: En double efterfulgt af to singler bedst af tre sæt fra kl. 12.00