Optimal start for Danmark

Både Christian Sigsgaard og August Holmgren vandt deres singler fredag aften i Davis Cup-kampen mod Thailand. Dermed mangler Danmark kunne én sejr lørdag for at besjre modstanderne og sikre en ny kamp i november.

Christian Sigsgaard knytter næven efter sejr over Thailands 1. single. Foto: Morten Olsen.

Danmark har bragt sig i en særdeles favorabel position efter førstedagen af Davis Cup-opgøret mod Thailand, som spilles i Sydbank Arena i Kolding.

Davis Cup-kaptajn, Frederik Løchte Nielsens, to udvalgte singlespillere leverede begge varen foran et medlevende publikum. Dermed fører Danmark med 2-0, inden den lørdag står på double efterfulgt af to singler.

Suveræn Sigsgaard

I Davis Cup-kampens første opgør var Christian Sigsgaard oppe mod Wishaya Trongcharoenchaikul. Den elegante dansker spillede hurtigt og vedholdende i første sæt, hvor han flere gange truede thailænderens serv.

Ved 3-3 fik Sigsgaard hul på bylden og brød serv. I det efterfølgende parti gik Trongcharoenchaikul stærkt efter at bryde tilbage, men danskeren afværgede en breakbold med eminent spil.

Ved 5-3 var Christian Sigsgaard igen på spil i modstanderens serv. Med fremragende defensivt arbejde på sætbolden hev han første sæt hjem med 6-3.

I andet sæt fortsatte Gentoftespilleren med at være styrende i spillet. Presset blev for stort for Wishaya Trongcharoenchaikul i sjette parti, så Christian Sigsgaard kom på 4-2 og egen serv.

Dernæst var thailænderen nedkæmpet. Christian Sigsgaard tog sig sikkert af de to næste partier og lukkede kampen til 6-3, 6-2.

”Det betyder rigtig meget at komme godt fra start i Davis Cup. Jeg server godt i hele kampen og har god opbakning fra holdet og især publikum. Det er sindssygt fedt at spille i de her rammer. Så det var fedt at komme i gang på den her måde,” siger Christian Sigsgaard.

Holmgren fra baghjul

Så var det August Holmgrens tur til at komme i ilden. Han mødte Thailands andensingle, Kasidit Samrej, der fik en god start på kampen og brød danskerens serv ved første givne lejlighed.

Men August Holmgren fik bedre styr på nerverne og brød tilbage i syvende parti. Desværre svarede Kasidit Samrej igen med det samme, hvorefter han servede sættet hjem til 6-3.

”Jeg blev simpelthen så overrumplet af hans anderserver, der var som en førsteserv. Og så returnerede han helt vildt godt. Han havde overtaget i næsten alle duellerne, og så er det altså svært,” siger August Holmgren.

Andet sæt fortsatte med August Holmgren i en bølgedal. Kasidit Samrej kom hurtigt på 2-0. Men så kom der mere energi ind i Holmgrens spil godt hjulpet på vej af en medlevende spillerbænk anført af Johannes Ingidsen og Benjamin Hannestad.

August Holmgren brød tilbage og sad i højere grad på spillet end tidligere. Momentum førte ham frem til en føring på 5-3. Men da sættet skulle serves hjem dykkede niveauet for Holmgren, hvorfor thailænderen kunne bryde tilbage.

Til gengæld var August Holmgren på pletten, da han fik en sætbold i Samrejs serv ved stillingen 5-6. Med et jubelbrøl kunne Holmgren løb ud til fortjent ros fra Davis Cup-kaptajn, Frederik Løchte Nielsen.

Så var August Holmgren kommet oven på en gang for alle. Tredje sæt blev derfor vundet med sikre 6-2.

”Jeg var en svamp. I er simpelthen så gode. Hver gang jeg bad om support, så er I der. Det er vanvittigt fedt. Jeg talte med Frederik om at blive mere verbal, når jeg vinder point. Det gav mig mere energi, så jeg vandt flere af de lange dueller,” sagde August Holmgren henvendt til publikum efter kampen.

OM DAVIS CUP-KAMPEN

Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.

Kampen er i World Group II, der er det tredjehøjeste niveau i landsholdstennis. Vinder Danmark over Thailand, skal holdet spille igen i slutningen af november. Det afhænger dog også af øvrige resultater rundt om i verden.

Vindes kampen i november, rykker Danmark et niveau op og skal i 2022 spiller World Group I. Taber Danmark til Thailand, bliver det til endnu en sæson i World Group II.

KAMPPROGRAM OG RESULTATER

Fredag fra kl. 16.00

  • Christian Sigsgaard – Wishaya Trongcharoenchaikul 6-3, 6-2
  • August Holmgren – Kasidit Samrej 3-6, 7-5, 6-2

Lørdag fra kl. 12.00

  • Frederik Løchte Nielsen/Benjamin Hannestad – Wishaya Trongcharoenchaikul/Palaphoom Kovapitukted
  • August Holmgren – Wishaya Trongcharoenchaikul
  • Christian Sigsgaard – Kasidit Samrej

Holdene har mulighed for at ændre i deres opstillinger inden lørdagens kampe.

Danmarks Davis Cup-trup

Agust Holmgren

  • Født: 22. april 1998 (23 år)
  • Klub: Gentofte
  • Rangering single: 919
  • Davis Cup-debut: 2017

Christian Sigsgaard

  • Født: 14. marts 1997 (24 år)
  • Klub: Gentofte
  • Rangering single: 1085
  • Davis Cup-debut: 2015

Benjamin Hannestad

  • Født: 14. februar 1997 (24 år)
  • Klub: KB
  • Rangering single: 1329
  • Davis Cup-debut: 2016

Johannes Ingildsen

  • Født: 7. januar 1997 (24 år)
  • Klub: KB
  • Rangering single: 1549
  • Davis Cup-debut: 2019

Frederik Løchte Nielsen

  • Født: 27. august 1983 (38 år)
  • Klub: Lyngby
  • Rangering double: 92
  • Davis Cup-debut: 2003

Davis Cup-kaptajn: Frederik Løchte Nielsen

Team sponsor: STATE drinks

Fakta om Davis Cup-kampen

  • Spilles i World Group II
  • Sted: Sydbank Arena, Kolding
  • Dato: 17. – 18. september 2021
  • Underlag: Hard Court – Rebound Ace HARO

Program for Davis Cup-ugen

  • – 16. september: Indledende træningssessioner
  • Torsdag den 12. september: Lodtrækning og pressemøde kl. 12.00, Sydbank Arena
  • Fredag den 17. september: To singler bedst af tre sæt fra kl. 16.00
  • Lørdag den 18. september: En double efterfulgt af to singler bedst af tre sæt fra kl. 12.00