HRT redder sig en ny sæson i Elitedivisionens første tv-kamp

Sygdom til Birkerøds 1. single var med til at tippe holdkampen til HRT’s fordel. Hørsholm-holdet gjorde rent bord i singlerne.

Nedrykingskampen mellem HRT og Birkerød blev vist på tv.

Inden elitedivisionskampen mellem herrerne fra HRT og Birkerød havde udeholdet et to points forspring i tabellen ned til HRT under nedrykningsstregen. Kravet var dermed minimum en 4-2 sejr, hvis HRT skulle kravle over nedrykingsstregen og sikre sig endnu en sæson på øverste hylde.

Kampen blev transmitteret live på tv-kanalen SPORT LIVE, som en del af en tv-aftale mellem Dansk Tennis Forbund og SPORT LIVE.

Birkerøds førstesingle, svenske Kevin Chahoud, var ramt af feber og var derfor ikke med i kampen. En klar svækkelse af Birkerød, som måtte rykke hele singlerækkefølgen.

Andensinglen mellem Maxim Landa (HRT) og Marcus Gram Petersen (Birkerød) var tv-kamp. Kampen lade ud med et maratonparti, der tog et kvarter. Maxim Landa hev det til sidst i land, og det gav ham et rygstød, der fulgte ham resten af kampen.

Maxim Landa vandt 6-0, 6-2. Inden andensinglen blev færdig, havde HRT allerede bragt sig på 1-0, idet Rasmus Egehus vandt 6-3, 6-1 over Yakup Uzunel på fjerdesingle.

På førstesinglen måtte der en matchtiebreak til, inden tyske Friedrich Klasen (HRT) fik gjort det af med Gustav Theilgaard.

Alles øjne blev dermed rettet mod tredjesinglen mellem Caspar Jalili Mikkelsen (HRT) og Frederik Justesen (Birkerød), der var i sin afgørende fase. Caspar Jalili fik vendt 3-4 til 6-4 i andet sæt. Dermed kunne HRT juble, da de havde sikret sig overlevelse i rækken.

HRT sluttede af med også at vinde begge doubler.

Damerne i Medaljespillet

På denne lørdag ville damerne fra HRT ikke stå tilbage for herrerne. Med en 4-2 sejr over Birkerød på udebane bookede holdet en plads i Medaljespillet om to uger. På førstesingle tildelte Johanne Svendsen sæsonens første nederlag til Billie Jean King Cup-veteranen Karen Barritza.

Gentoftes damer vandt grundspillet og kan nu vælge enten HRT eller Lyngby som modstander i semifinalen. KB er sidste hold i Medaljespillet.

Også hos herrerne gik Gentofte ubesejret gennem grundspillet, ligesom KB endte på andenpladsen. De to hold får selskab af Lyngby og HIK i Medaljespillet. SPORT LIVE sender fra finalerne ved Medaljespillet.

Resultater

Se alle resultater fra herrekampen HRT – BIRKERØD

Er man nysgerrig for at se, hvordan Elitedivisionen tager sig ud på tv, bliver kampen genudsendt flere gange i den kommende uge på SPORT LIVE. Se programoversigten her.