KB’s herrer slog Lyngby sikkert, og spiller søndag en gentagelse af sidste års DM-finale mod Hørsholm Rungsted.
Tidligere på lørdagen havde kvinderne fra KB og HRT spillet sig i DM-finalen. Klubbernes herrer præsterede at gøre dem kunsten efter senere på dagen.
KB’s herrer havde som vinder af Elitedivisionens grundspil selv haft mulighed for at vælge sin modstander i DM-semifinalen. Valget var faldet på rækkens nummer fire, Lyngby, og det viste sig at være et fornuftigt valg.
I hvert fald blev det til en stensikker sejr på 4-0 i lørdagens semifinale ved Medaljespillet, der afvikles på Peter Bangs Vej på Frederiksberg.
Eric Vanshelboim vandt uden problemer 1. singlen over Nicolai Ferrigno. Lidt mere slingen i valsen var der for Elmer Møller på 2. single. Davis Cup-spilleren måtte ud i en tiebreak i andet sæt, inden han havde besejret Frederik Myhre.
KB’s anden Davis Cup-spiller i opstillingen Johannes Ingildsen tog sig af 3.single, hvor han slog Theodor Boisen med 6-3, 6-1. Anders Grinderslev, der om et par uger indleder et titelforsvar ved det individuelle DM, afgjorde DM-finalen med en sejr i to sæt over Lyngbys Valdemar Dubin.
HRT slog B.93
Så var der anderledes kamp om resultatet i den anden semifinale. HRT bragte sig på 3-1 efter singlerne.
Lewie Lane spillede en flot kamp og vandt 1. single 6-2, 6-3. I 2. singlen var de to spillere meget tætte, men Henrik Heise Korsgaard hev sejren i land med 7-6, 7-5. Maxim Landa kom fra baghjul og vandt 10-5 i matchtiebreak over Niklas Schell.
Nikolaj Katic stod for B.93’s enlige point i single, da han slog Morten Lyngbæk med 6-3, 6-3. Samme Katic var også leveringsdygtig i double. Sammen med Yanais Yanais Laurent vandt han 2. doublen for B.93.
I 1. doublen kom HRT bedst ud af første sæt. Lane og Korsgaard vandt i tiebreak over Schell og Baptiste Crepatte. Men B.93-duoen kom tilbage i andet sæt, som de vandt med 6-4. I mathctiebreaken havde HRT-spillerne igen overhånden og lukke sættet, kampen og semifinalen med 10-7.
Dermed bliver herrefinalen en gentagelse fra sidste år, hvor KB vandt med 4-1.
Både damernes og herrernes DM-finaler spilles søndag fra klokken 10. Der er fri entré til finalerne på Peter Bangs Vej.
RESULTATER
KB – Lyngby 4-0
- 1. Eric Vanshelboim– Nicolai Ferrigno 6-0, 6-0
- 2. Elmer Møller– Frederik Myhre 6-3, 7-6(1)
- 3. Johannes Ingildsen– Theodor Boisen 6-3, 6-1
- 4. Anders Grinderslev– Valdemar Soldbro Dubin 6-3, 6-3
B.93 – HRT 2-4
- 1. Baptiste Crepatte –Lewie Lane 2-6, 3-6
- 2. Yanais Yanais Laurent –Henrik Heise Korsgaard 6-7(1), 5-7
- 3. Niklas Schell –Maxim Landa 6-3, 3-6, 5-10
- 4. Nikolaj Katic– Morten Lyngbæk 6-3, 6-3
- 1. Baptiste Crepatte/Niklas Schell –Lewie Lane/Henrik Heise Korsgaard 6-7(2), 6-4, 7-10
- 2. Yanais Yanais Laurent/Nikolaj Katic– Maxim Landa/Christian Grønfeldt-Sørensen 6-3, 6-4