DTF Elite og talent indbyder forældre til turneringsspillere i U10 og U12 til online informationsmøde den 14. december.
Alle forældre til spillere, der næste år er i U10 og U12 (årgang 2015-2012) inviteres til online informationsmøde med sportschef i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen.
Mødet er for alle forældre, der har turneringsaktive børn eller børn, der står på tærsklen til at begynde at spille turneringer. Mødet henvender sig ligeledes til trænere for de relevante årgange.
Informationsmødet foregår 14. december klokken 16:30-18:00. Det er nødvendigt med tilmelding på forhånd.
”Vi introducerede de her informationsmøder forrige år, og de giver rigtig god mening, fordi vi ønsker at sikre en god kommunikation om DTF’s tiltag i forhold til spillerudvikling. På møderne drøfter vi blandt andet spillerudvikling, hvordan man bedst træner og hvilke turneringer der er mest relevante, hvis man vil blive en bedre tennisspiller,” siger Jens Anker Andersen.
Sportschefen understreger, at der vil være noget for alle forældre til børn, der ønsker at forbedre deres tennis, selvom noget vil være rettet mod de bedste i årgangene. Uanset om man deltog på møderne sidste år eller ej, vil der være noget nyt, som er relevant denne gang.
På møderne vil der være mulighed for at stille spørgsmål undervejs.
Dagsorden for informationsmøderne
- Velkomst & introduktion
- DTF Spillerudvikling
- Træning
- Kampspil
- Opførsel
- Indstilling
- DTF Aktiviteter
- Spørgsmål
- Afslutning & tak for i dag