Her er 2023’s nominerede til Årets Juniortennisspiller

Tre piger har gjort sig særligt bemærket i 2023 og er nomineret til prisen som Årets Juniortennisspiller.

Tirsdag blev Caroline Wozniacki, Clara Tauson og Holger Rune afsløret som de tre nominerede til prisen Årets Tennisspiller 2023. Tre stjernespillere, der er har flere ting til fælles.

En af de fælles ting er, at de alle som ungdomsspillere har vundet prisen Årets Juniortennisspiller. De næste, der får mulighed for at få sit navn på den hæderfulde liste, ligger nu klar til affyring.

De nominerede til Årets Juniortennisspiller 2023 er…

  • Laura Brunkel, KB (tidl. Lyngby)
  • Mille Mørk, HRT
  • Rebecca Munk Mortensen, KB

Rebecca Munk Mortensen var som den eneste af de tre også nomineret sidste år, hvor Johanne Svendsen løb med æren.

Prisen som Årets Juniortennisspiller uddeles af Dansk Tennis Forbund, som har indstillet tre nominerede. En jury af danske sportsjournalister stemmer om den endelige vinder. Vinderen vil blive offentliggjort senere i december.

Herunder kommer en nærmere præsentation af de nominerede.

Årets Juniortennisspiller 2023 – nominerede

De nominerede er skrevet i alfabetisk orden. 

Laura Brunkel (13. maj 2006)

Laura Brunkel har vundet en enkelt turnering på ITF Junior World Tennis Tour i år. Det skete allerede i januar, da hun gik hele vejen ved en J60 i Malmø. Ellers har Brunkels mest pointgivende turneringer været en finale ved en J100 i Sydafrika, en kvartfinale ved en J200 i Sydkorea og en ottendelsfinale ved en J300 i Kina. Desuden er det blevet til tre semifinaler ved J100-turneringer.

På juniorverdensranglisten har doubleresultater også indflydelse, og her har Laura Brunkel flere gode resultater. Bedst er sidste uges finaleplads ved en stor J500-turnering i Mexico. Men det er også blevet til en semifinale i en J500 i Sydkorea og en titel i en J200 og tre titler på J100-niveau.

Laura Brunkel indtager aktuelt sin hidtil bedste rangering på juniorverdensranglisten som nummer 149.

Mille Mørk (21. marts 2006)

Mille Mørk var for alvor i topform i foråret. Her gik hun hele vejen og vandt det indendørs danmarksmesterskab for seniorer. Ugen efter strøg hun til tops ved en J60-turnering på ITF Junior World Tennis Tour på Malta. I oktober vandt hun sin anden ITF-titel i 2023, da hun på hjemmebane i Hørsholm Rungsted slog sig gennem en J60-turnering.

Det blev desuden til tre doubletitler på ITF World Tennis Tour for Mørk i indeværende år.

Ved det udendørs danmarksmesterskab under DM-ugen i Aalborg nåede Mille Mørk semifinalen. Desuden blev det til sølv i mixed double.

Mille Mørk ligger inden sit sidste år som junior pt. nummer 290 på juniorverdensranglisten.

Rebecca Munk Mortensen (1. november 2005)

Rebecca Munk Mortensen spillede alle fire junior grand slams i 2023. Hun skulle gennem kvalifikationen i Australien, inden hun i 3. runde tabte til den senere mester og årets bedste junior i verden, Alina Korneeva. Ved Roland Garros nåede hun en tand længere – nemlig til kvartfinalen. I øvrigt som den eneste ikke-russiske europæer. Det blev til 3. runde på græsset i Wimbledon, mens 1. runde blev endestationen i New York.

KB-spilleren vandt en enkelt titel i en J300-turnering i Spanien. Desuden nåede hun kvartfinalen ved U18-EM i schweiziske Klosters.

Hun tog også for alvor hul på sin transition fra junior- til seniortennis i 2023. Det blev til karrierens anden professionelle titel, da hun vandt $15.000-turneringen i Vejle. Ugen efter opnåede Rebecca sin første sejr på $25.000-niveauet i Køge. Sidste nåede hun sin første kvartfinale ved en $25.000-turnering. I denne uge jagter hun flere point ved en lignende turnering på Cypern.

Hun var desuden en afgørende spiller for KB, da Frederiksberg-klubben både vandt hold-DM for kvinder indendørs og udendørs.

Rebecca Munk Mortensen ligger aktuelt nummer 26 på juniorverdensranglisten. Hendes bedste placering var som nummer 20 i august. På WTA-ranglisten rykker Rebecca Munk Mortensen i næste uge op til en placering omkring nummer 826.

De sidste 10 års vindere af Årets Juniortennisspiller

  • Johanne Svendsen
  • Johanne Svendsen
  • Elmer Møller
  • Holger Rune
  • Clara Tauson
  • Clara Tauson
  • Clara Tauson
  • U12-landsholdet, der vandt EM inde og ude
  • Simon Friis Søndergaard
  • Simon Friis Søndergaard