Elite-stafetten: Johanne Svendsen

I serien Elite-stafetten tager vi hver gang en snak med en spiller på DTF’s Elitemiljø. Denne gang går vi tæt på BJKC-spilleren Johanne Svendsen.

DTF’s Elitemiljø ligger på KB og er for spillere i landsholdstrupperne til Billie Jean King Cup og Davis Cup, samt juniorspillere med mulighed for at spille junior grand slams. Elitemiljøet tilbyder træning fire dage om ugen og arrangerer fællesrejser til internationale turneringer.

I serien Elite-stafetten tager vi hver gang en snak med en spiller på DTF’s Elitemiljø om deres styrker, ambitioner og næste skridt i tenniskarrieren.

Hvordan ser en normal træningsdag ud for dig på DTF’s Elitemiljø?

“En normal dag for mig på DTF’s elitemiljø starter med, at jeg kommer på KB om morgenen cirka 8.30 for at varme op til det første tennispas kl 9. Det første pas varer ca 2 timer, og efter står den på frokost, før det næste pas på halvanden time kl 13.”

Hvad giver det dig at træne med på DTF’s Elitemiljø?

“Det giver mig enormt meget af at træne på elitemiljøet ,i form af at jeg få en anden sparring, end jeg plejer. Både med dem,  der står på den anden side af nettet, men også af Frederik (Løchte, Elitemiljøtræner, red.) som kan komme med nogle andre input, end min egen træner kan. Jeg er selv vokset op med en del trænere i klubmiljøerne, så derfor er det superfedt at træne med Frederik også og få hans holdning til tingene.”

Bruger du tid med de andre spillere, når I ikke træner?

“Ja, det gør jeg bestemt! Vi er ikke så mange piger på elitemiljøet, men de få der er, er jeg rigtig gode veninder med, og vi mødes ofte, når vi ikke er ude at rejse til turneringer, i vores vennegruppe og hygger.”

Hvilken betydning har det for dig at spille med Danmark på ryggen i Billie Jean King Cup?

“Det er altid en ære at få lov at spille med Danmark på ryggen, og det har det været lige siden, jeg var helt lille u12’er, der blev udtaget til juniorlandsholdet for første gang. Billie Jean King Cup er selvfølgelig lige en tand større, og det er altid sjovt at være afsted med de andre piger – vi har det godt sammen på holdet.”

Hvad er dit drømmemål med tennis?

“Mit drømmemål med tennis er at komme til at leve af det, jeg elsker at gøre – nemlig at spille tennis. Det er utroligt svært, og processen er lang og sej, men jeg nyder at rejse ud i verden og opleve forskellige steder og kulturer og prøver at tage det med jeg kan.”

Hvilket af dine resultater er du mest stolt af?

“Det er svært at sige, hvilket resultat jeg er mest stolt af. Jeg tror turneringen i Colombia (vandt en gade 1 ITF juniorturnering i Colombia i marts 2021, red.) altid vil have en særlig plads i hjertet, fordi det var den turnering, der gjorde, at jeg kom til at spille junior Grand Slams – som var mit mål og drøm for min juniortid.”

FAKTA

Johanne Christine Svendsen
Født: 15. maj 2004 (19 år)

Klub: Hørsholm Rungsted Tennisklub

Rangering i single: 436

Bedste rangering i single: 361 (12. juni 2023)