Han er sikker mand i double på Davis Cup-holdet og rejser verden tynd til diverse ATP Challengers. Men denne uge spiller Johannes Ingildsen mixed double ved DM med lillesøster Lucca.
Rohan Bopanna og Marcelo Arévalo. To spillere, der begge har vundet en grand slam-turnering i double i år. To spillere, der ligger i top-10 på verdensranglisten i double. To spillere, der begge indenfor de seneste år er blevet besejret af Johannes Ingildsen.
Danmarks bedste doublespiller har denne uge for en stund vekslet alverdens tennisbaner med gruset i Herning Tennisklub til DM. Her står den udover singleturneringen også på mixed double. Og det sker i selskab med en helt ny makker, nemlig Johannes Ingildsens lillesøster Lucca.
Sådan følger du DM-ugens mesterskaber
I onsdagens kvartfinale blev det til en sikker sejr over en anden familiekonstellation i form af far-datter-duoen Martin og Mathilde Ravnholt.
“Det er første gang, vi nogensinde spiller sammen. Det var ret fedt. Det var sjovt, synes du ik?” spørger 26-årige Johannes Ingildsen sin ni år yngre lillesøster, da de har sat sig til en lille snak i klubhuset kort efter kampen.
”Jeg synes, det var meget fedt,” lyder svaret prompte.
Ville have langt DM
Da de var yngre, trænede de ofte sammen. Men de to KB’ere har ikke tidligere spillet sammen i kamp. Ja, faktisk har Johannes Ingildsen efter eget udsagn ikke spillet mixed double siden U16.
Han ligger aktuelt nummer 163 på verdensranglisten i double, hvilket er det bedste i hans karriere. Derfor kan man heller ikke fortænke Lucca Ingildsen et sekund i at spørge brormand, om de ikke skulle danne par under DM.
”Jeg ville godt have et langt DM,” siger Lucca Ingildsen, der tidligere onsdag røg ud af 1. runde af hovedturneringen i single.
Hvordan var det så at have en så god makker?
“De første partier var lidt nervepirrende, fordi jeg måske følte mig lidt dårlig i forhold til ham. Men når man spiller, tænker man ikke over det, fordi man får ro på, når man ved, at der er en, der står klar oppe ved nettet,” siger Lucca Ingildsen.
Nyder tid med familien
Med semifinalen forude er søskendeparret allerede sikret en DM-medalje. Det bliver den første i seniorrækkerne for Lucca Ingildsen. Johannes Ingildsen har flere DM-titler på cv’et i herredouble, samt en singletitel fra inde-DM tilbage i 2016.
En mixtitel står på ønskelisten for i år.
”Den har jeg ikke. Så den vil jeg gerne have. Jeg regner med, at Lucca stepper op,” siger Davis Cup-holdets doublespecialist med et smil.
“Det er dig, der må steppe op,” lyder det spøgefuldt tilbage fra Lucca Ingildsen.
I første omgang gælder det en semifinale mod Marie Benmouyal (Fruens Bøge) og Andreas Cort Maleeva Hansen (KB). Men uanset udfaldet har ugen allerede været en succes for Johannes Ingildsen, fordi han har fået noget tid med familien.
”Jeg synes, det er virkelig fedt. Vi bor også sammen i den her uge. Det er dejligt at være hjemme. Jeg ser ikke så meget til familie og så videre, når jeg rejser så meget. Så det er dejligt endelig at kunne komme lidt hjem og have ro på. Det nyder jeg.”
Find alle onsdagens resultater fra DM i tennis – Powered by Lokal Forsikring
Facts om DIF DM-ugen
- DM i tennis – Powered by Lokal Forsikring er den del af DIF DM-ugen
- DM-ugen er en stor sportsbegivenhed, som viser og hylder det bedste fra dansk eliteidræt.
- Cirka 140 DM-medaljesæt skal uddeles, når DM-ugen afvikles i Herning den 17.-23. juni 2024.
- DM-ugen samler de officielle danmarksmesterskaber for 40 sportsgrene, hvilket dækker over flere end 100 forskellige discipliner til lands, til vands og i luften – fx beachvolley, cykling, dart, golf samt tennis, padel og pickleball.
- Begivenheden arrangeres af Danmarks Idrætsforbund (DIF) i tæt samarbejde med de mange forbund og værtsbyen Herning.
- Hvis man ikke kan være til stede i Herning, kan man følge DM-ugen på Danmarks Radio og Sport Live, hvor der sendes flittig fra DM-ugen.
- Det er tredje gang, DM-ugen afholdes. De to første år var i Aalborg. I 2025 går værtsbystafetten tilbage til Aalborg, mens Herning er vært igen i 2026.
- Se mere på www.dmugen.dk
Sociale medier og app
- Facebook: www.facebook.com/DMugen
- Instagram: @dmugen_dk
- #dmugen
- Download DM-ugens app